En af de ting jeg prioriterer hos klienter og ikke mindst min egen træning er at undgå “muskulære ubalancer”. Jeg kan se det for mig allerede nu. De evindelige skyttegravskrige, migreret fra konventionelle internetboards over til Facebook, hvor tropper bevæbnet med PubMed og lærebøger og fraser fra videnskabelig metodelære spørge: “Har du beviser på det?” Vel nok som i: Har du beviser på at det (??) gør en forskel? Spørgsmålet stillet, vel at mærke, inden der overhovedet er spurgt ind til hvad man så mener med “det”. Der er folk, navnlig Bullshit Master Strength Shitsei Coach Charles R. Poliquin der helt metodisk, ud fra formularer, opererer med de mest præcise tal og angivelser der ville gøre NASA misundelige for at “opnå balance”. “Bevægelse X skal være Y % så stærk som bevægelse Z” etc etc. Det er imponerende dumt, og det er i min optik helt indlysende at HVIS der kan arbejdes lødigt ud fra devisen om at undgå “muskulære ubalancer”, hvad jeg afgjort mener KAN være tilfældet, så bliver det aldrig med så faste, hårde tal. Det bliver derimod med estimater og pæne, runde tal og indtryk, konkrete og generelle. Ikke at tage i betragtning ting som individuelle anatomiske udgangspunkter, dagsform, træningshistorik i de pågældende bevægelser mv ind i ligningen er uinformeret og vidner om meget snæver, mekanistisk tankemåde.
Lad internetonanisterne spilde deres kostbare tid her på jorden på at grave i bøgerne for gode grunde til at give nedre trapz ekstra fokus, eller træne den benflekterende funktion af hamstrings også, eller give rotatormanchetten specifik fokus, eller træne lidt ekstra “CORE!”, eller træne mere ryg (som i mere træk) og lidt mindre pres. En god måde at undgå skulderproblemer på, i øvrigt, er blot at undlade at presse sig selv halv ihjel til hver træning når man altså træner presseøvelser.
Konceptet kan virke forvirrende for udøveren. “Men skaber min træning så ubalancer?” Svaret er ja – det gør den – hvis tidslinjen er lang nok! Og det er netop sådan man kan få “afsløret” hvor ens nuværende programs fejl og mangler KAN være. Men lad det være sagt. Der findes ikke et “perfekt program”. ALLE former for loading vil, på lang sigt, give problemer. Og selv den mest intelligente træning vil på et tidspunkt give anledning til problemer der kræver massage, udstræk, manuel behandling, fysioterapi/rehab, etc. Lad os sige du kører dit program, hvad end det nu er, i 10 uger. 10 uger er måske ikke tids nok til at skævheder og ubalancer og dysfunktioner når at manifestere sig på en sådan måde at du kan pege på noget i programmet og sige “DET var årsagen til (indsæt problem)”. Men tag så dit program, og forestil dig i stedet at du kørte det i 10 år (!). Ja, 10 år. Nu begynder det i højere grad at give sig selv.
– Er der nogen presseøvelser i dit program hvor scapula kan bevæge sig frit? (hvis ikke, så kan du VEL få problemer)
– Er der træning af underkroppen hvor balance kommer i spil også? (Unilateral bentræning er en god idé for at undgå skader, og i øvrigt som variation til squats og “rotation” af slitage)
– Presser du i forskellige vinkler? (Alt andet lige slider det mere ALTID at lave samme presseøvelse(r ) end at have et lidt større udvalg af presseøvelser som man dog gentager med jævne mellemrum
– Bliver min lænd brændt af af alle de tunge dødløft? (Det er mig en fornøjelse at se hvor ofte klienters dødløftstyrke skyder i vejret UDEN at de træner tung DL, eller særligt meget dødløft i øvrigt)
Dette er blot nogle af få spørgsmål. Der er langt flere. Men pointen er enkel: Jo længere tidslinjen, jo mere udtalt er konsekvenserne af ens valg. Så er du i tvivl om hvor godt dit program for de næste 4-10 uger er, så forestil dig det varede 10 år i stedet. Lad det ikke være STYRENDE for hvordan programmet ser ud, da man netop IKKE skal planlægge et program man træner uændret i 10 år. Men lad det give anledning til overvejelser, og se om den lille tankeeksercits afslører nogle uhensigtsmæssigheder i dit program.
Skriv et svar