Screenshot fra Anti Doping Danmarks hjemmeside
Anti Doping Danmark står officielt for “oplysende virksomhed” om doping her i Danmark. Det ville jo være et rimeligt udgangspunkt, hvis nu ADD var oplyste og objektive. At de ikke er objektive har jeg mange gange bragt eksempler på. Nu bringer jeg endnu et eksempel på at Anti Doping Danmark er uvidende om det helt basale.
Inde på deres i øvrigt nye hjemmeside om forskellige dopingmidler – under S1 præsenteres anabole steroider. ADD lister så nogle eksempler på anabole steroider. Problemet er bare at de ikke ved hvad der er hvad. Så om end det ligner de præsenterer 6 forskellige typer AAS, så præsenterer de reelt 4, da de ikke er klar over forskellen på hhv. kemisk navn og salgsnavn. “Stanozolol” er det kemiske navn. “Winstrol” er salgsnavnet. “Nandrolon” er det kemiske navn. “Deca-durabolin” er salgsnavnet. De præsenterer det som 4 forskellige midler, men der er tale om 2 midler med 2 navne.
Nu tænker I måske at dette er virkelig eksotisk, avanceret specialviden. Det er det imidlertid ikke. Overhovedet. Det er baseline viden hvis man har blot en basal indsigt i hvad doping går ud på. Det kræver fx blot at man har læst et enkelt interview med en atlet fra gamle dage, før man kriminaliserede det i USA i 1990 og i Danmark i 1994. Den almindelige tilgang var brugen af deca “off season” og winstrol i forbindelse med konkurrence. Jeg vidste det, og jeg har aldrig rørt noget der minder om det.
Betryggende, ikke? Anti Doping Danmark er en offentlig, selvejende institution. Hjemlet ved lov, de får smidt formuer af skattekroner i hovedet for at “oplyse” befolkningen, de påvirker landets lovgivning og har tiltagende magt, men de har ikke styr på the basics.
Det svarer vitterligt til en liste over rusmidler hvor man nævner “MDMA” og som et andet eksempel “ecstasy”. Samme middel. To navne.
Anti Doping Danmark ved ganske enkelt ikke hvad de snakker om. Hverken om helbredseffekter, kemi eller midler. Det har de demonstreret mange gange før. Nu har de demonstreret det igen.
ADD er mere optaget af at lave skræmmekampagner og berette om overdrevne mængder af dopingbrugere i pressen, det giver omtale og omtale giver opmærksomme politikere som igen fører til øgede støttebeløb.
Det er ene og alene en kamp for at retfærdiggøre deres parasitiske eksistens.