I dette indlæg behandler jeg en særskilt pointe som jeg tidligere, i korthed, har behandlet i indlæg #105 om Anti Doping Danmarks seneste, vanvittige idé, nemlig dopingregisteret.
Mod enden af indlægget præsenterer jeg en pointe som er at Anti Doping Danmark lyver i deres FAQ om dopingregisteret.
I indlæg #105 opsummerer jeg pointen ganske kort. Jeg vil behandle den mere detaljeret her, da den ellers kan drukne i det lange indlæg som den oprindeligt er præsenteret i. Jeg opfordrer dog folk til at læse indlæg 105 grundigt, uanset.
ADD påstår følgende:
“Hvis du står i registret, er det fordi, du har overtrådt Lov om fremme af dopingfri idræt og derfor er blevet tilkendt en dopingsanktion (…)”
Det er hvad Anti Doping Danmark skriver. Det er sludder og vrøvl. Juridisk nonsens.
Sandheden er følgende:
- Hvis man som sportsperson får en dopingsanktion er det fordi man har overtrådt De nationale antidopingregler.
- Hvis man som motionist får en dopingsanktion er det fordi man har overtrådt motionsdopingreglementet.
Man har IKKE overtrådt lov om fremme af dopingfri idræt! Lov om fremme af dopingfri idræt fra 2004 opretter Anti Doping Danmark. Loven kan læses HER.
Hvad lyder mest dramatisk, at man har overtrådt en lov, eller et reglement indgået af idrættens parter? Det er selvfølgelig at man har overtrådt en lov. Men det er ikke tilfældet. Nærlæs loven. Der er INGEN forbudsbestemmelser der. Der er ingen bestemmelser der regulerer sports- og idrætsfolks gøren og laden. Loven opretter ADD. Fordi en person får en dopingsanktion er det ikke fordi vedkommende har overtrådt nogen lov.
Et fint eksempel på Anti Doping Danmarks gennemgående amatørisme og fejlinformation. Og fint eksempel på deres manglende kvalitetskontrol, som jeg efterhånden har behandlet mange gange nu. Det var i øvrigt slet ikke min plan oprindeligt, men jo mere jeg undersøger dem, jo mere nonsens og amatørisme får jeg øje på.
Jeg ved at I læser med, ADD, så det vil klæde jer at få lavet den FAQ om hurtigst muligt og stoppe jeres fear mongering og fejlinformation.
Det er i øvrigt værd at bemærke at Anti Doping Danmark påstår at man har overtrådt lov om fremme af dopingfri idræt og tilkendt en dopingsanktion – lad os være søde at læse det som motionsdopingreglementet eller de nationale antidopingregler. Og lad os slå fast med syvtommersøm, at det er nævnets afgørelse at reglementet er overtrådt. Dette betyder ikke nødvendigvis at det passer. Der sker fejl i laboratorierne, og en falsk positiv er set før. En ganske uhensigtsmæssig formulering. Formulering burde snarere være at vedkommende står i dopingregisteret fordi nævnet har vurderet at reglerne er overtrådt. Det er ikke det samme. Lad mig give et eksempel. Forskellen på at sige “Hans Hansen dræbte Ole Olesen” vs “Domstolen dømte Hans Hansen for mordet på Ole Olesen”. Sidstnævnte er faktuelt, førstnævnte er en påstand om faktuelle forhold som ikke er objektivt bevist.
Egentligt burde formuleringen snarere være ingenting overhovedet, da skattekroner ikke skal gå til at underholde det store STASI-monster som ADD med Lone Hansen ved roret er ved at udvikle sig til. Men nu de er i gang kan de i det mindste gøre det ordentligt.
Er det i grunden ikke utroligt hvor amatøragtige Anti Doping Danmark er? Det er jo igen og igen og igen…
Anders Jensen skriver
ADD køres af en flok tosser, de påstår de interesseret i åben debat bare de må styre hvad der bliver sagt og gjort, de er udelukkende interesseret i flere stats kroner så de kan få deres stasi styre indført og gjort endnu mere grotesk og invadere folks privat liv endnu mere.
Thomas skriver
Hey
Fed blog! Jeg har dog en enkelt kommentar til dette indlæg 🙂
Lov om fremme af dopingfri idræt er en lov som giver hjemmel til direktiverne (De nationale antidopingregler og motionsdopingreglementet). Det er en klassisk ramme-lov, som giver kulturministeren ret (og pligt) til at nærmere definere de gældende regler. Dette skyldes at der hele tiden kommer nye former for doping og hvis disse skulle skrives ind i ramme-loven, så skulle den til afstemning i folketinget hver gang man ville ændre det.
I § 1 har kulturministeren hjemmel til at definere hvad der doping. Ministeren skal indfører regler vedrørende håndhævelse og sanktioner i organiseret idræt, jf § 8. Ministeren skal også prøve at indgå samarbejde om et lignende regelsæt for de grupper som ikke er omfattet af §8, jf. 9. Såfremt der indgås et samarbejde vil disse regler være gældende med hjemmel i Lov om fremme af dopingfri idræt.
Du har ret i de ikke er love, men derimod direktiver. De har dog retsvirkning som love, da de har hjemmel i en gyldig lov.
Det står dog også enhver frit for at oprette sit eget fitness center og sige nej tak til at samarbejde med ADD. Man vil dog ikke kunne søge tilskud, da man så vil være omfattet af § 8.
ADD skriver måske en masse nonsens, men dette er altså ikke juridisk nonsens.
Bigshooter skriver
“”men dette er altså ikke juridisk nonsens”.” Jo, det er det. Faktum er at det ikke er loven en person overtræder men et reglement. Ergo er ADDs oplysning juridisk nonsens.
Jeg ved ikke hvad din pointe er med at de har “retsvirkning som love”. De har ikke retskildemæssig værdi som love. Har de retsvirkning? I udgangspunkt ja (for så vidt angår den persondataretlige behandling, formentligt nej). Der er ikke tale om love, og snakken om” retsvirkning som love” er ikke brugbar. Datatilsynet, om end deres vurdering af DGI og DIFs behandling af personoplysninger er noget amatøragtig, tager heller ikke udgangspunkt i at behandlingen af helbredsoplysninger er tilladt, hvilket den ville være hvis det stod i en lov. Det står i reglementet (det du kalder “direktiv”). Så her er det helt afgørende at en lov og et reglementet som motionsdopingreglementet ikke har samme værdi som retskilder.
Jeg ved ikke hvorfor du snakker om “direktiver”.
Nu er jeg tilfældigvis jurist og skrev i øvrigt speciale om dopingkontrol i Danmark. Har du en baggrund for at udtale dig? Din kommentar vidner ikke om at du har de nødvendige kvalifikationer til at udtale dig om de retlige forhold. Det meste af dit indlæg refererer og er irrelevant.