#115 – Conan the Barbarian

Conan the Barbarian (1982) var Arnolds gennembrudsfilm. Filmen er en filmatisering af Robert E. Howards fantasyfigur Conan og hævnen over Thulsa Doom, der i Conans barndom slagtede hans landsby og tog ham som gidsel og senere gjort til slave, følgelig gladiator, følgelig tyv, kriger og konge. Dette indlæg skal ikke læses af folk som ikke har set filmen, idet det indeholder spoilers stort set hele vejen igennem.

Filmen er voldsomt undervurderet, og en stor årsag er formentligt at mange kæder den sammen med den meget ringe og uvædige opfølge Conan the Destroyer. Måske skyldes det filmrettigheder, men det er jævnligt Destroyer der har været vist i TV, så når folk tænker “Conan” tænker mange på Destroyer, hvilket er en skam – for Conan the Barbarian er en god film med mange kvaliteter som ikke får nok anerkendelse.

I dette indlæg vil jeg snakke om nogle af filmens elementer og knytte nogle bemærkninger, historier og anekdoter til dem.

Nietzsche og de stærkes ret

Filmen lægger ud med Nietzsches klassiske citat at der hvad ikke slår dig ihjel gør dig stærkere. Og hvis nogen kan siges at lide, så er det Conan, hvilket forklarer hans senere styrke. Filmen er brutal, voldsom og meget blodig. I bedste 80er stil med masser af sprængende blodposer. Ingen “PG-13” her (hvilket var en rating der blev opfundet til Indiana Jones, Temple of Doom – uhyggelig nok til ikke at være for børn, men ikke uhyggelig nok til at være en voksenfilm). I Conan får folk hugget hovedet af og spiddes, og intet er gemt væk. Det var en tid hvor helten ikke kunne blive muskuløs, voldsom eller stærk nok – karakteristisk for 80er actionfilm, og i kontrast til nutidens emopjank med forvirrede helte og barmhjertighed. Filmen viser i øvrigt at Conan er en thinker – han er stille, reflekterende, tænker for sig selv. Flere gange i filmen ses han i the thinker pose hvor han reflekterer. Stor, stærk, voldsom og barbarisk behøver ikke udelukke intelligens eller tankevirksomhed.

Conans far

Conans far spilles af William Smith, som jeg tidligere har blogget om i indlæg #20 Og hvem mere perfekt til at spille Conans far end William Smith. Han introduceres i opening credits hvor man ser hans muskuløse underarme når han sliber sværdet – farens sværd. Conan the Barbarian bliver en alpha, og det var hans far også. Når landsbyen angribes gør beboerne modstand. Man ser faren tage sit sværd og forsvare sig mod Thulsa Dooms vandaler. Og han er ubetinget den person i landsbyen der forsvarer sig bedst og tager flest skurke med sig inden han dør. Rytter efter rytter hakker faren ned mit sværd. Hans alphaness identificeres af  der udbryder “Kill that one first!” idet han ser at faren er den mest kapable kæmper. Faren er den sidste kriger der dør, men ikke efter han har nået at tage en masse skurke med sig. Det er lige før man når at se faren blive forpustet af alle de ryttere han hakker ned med sit sværd.

Efter opening credits ser man faren snakke til en ung Conan og fortælle ham om livet og the riddle of steel. Han fortæller Conan at ingen kan man stole på – “For no one, no one in this world can you trust. Not men, not women, not beasts. This you can trust”, med henvisning til sværdet man forinden så ham smede.

Rygtet vil i øvrigt vide at Arnold og William Smith lagde arm i forbindelse med produktionen af filmen, og at William vandt. Det er ikke underligt at han vandt. Armlægning er i høj grad et spørgsmål om teknik, specifik træning og specifikke adaptationer, hvor William formentligt har haft et langt bedre udgangspunkt end Arnold.

“The Great Danes”

Skuespiller & stuntman (og dansker) Sven-Ole Thorsen spiller Thorgrim og Ben Davidson, footballspilleren, spiller Rexor – de to er Thulsa Dooms nærmeste krigere, med Rexor som den taktiske leder. Instruktøren John Milius kalde dem “the Great Danes”. For det første fordi Sven-Ole er dansker, for det andet fordi de begge to var store. I billedet ses Thorgrim til venstre med den store krigshammer, som han ynder at smadre ned i kraniet på folk. Denne affinitet for at smadre folks hoveder bruger Conan til sin fordel idet han laver en fælde som Thorgrim udløser hvilket tager livet af ham. Filmen er fra 82, og hvis hukommelsen tjener mig var det året forinden (filmen er optaget i 81) at Sven-Ole bænkpressede 230 kg.

“You!”

Ikke nok med at hans familie blev slagtet og han blev holdt som slave, senere blev han også korsfæstet af selvsamme forbrydere. Alligevel vender han tilbage og søger sin hævn og går i 1-on-1 sværdkamp med både Rexor og Thorgrim – og på samme tide. Begge brutale, kapable krigere. Conan er outnumbered 2:1. Kampen afbrydes af en kæmpe søjle der vælter og blokerer for kampen.

The Wheel of Pain

Efter Conans familie slagtes i massakren af landsbyen førs Conan nordpå hvor han lænkes til The Wheel of Pain – et kæmpe hjul, en konstruktion, hvis sekundære formål er at knuse gryn og primære formål er at sortere de stærke fra det svage, til selektion til gladiatortilværelsen. Belastningen er nådesløs og uafbrudt. Dag ud og dag ind må Conan og de andre slaver gå i ring og drive det store hjul rundt. Uanset vejr, med pisk på kroppen. Og én efter én ryger de fra, slået af udfordringen. Til sidst er kun Conan tilbage, ene man som driver hjulet. Jo færre der er til at drive hjulet, jo tungere er det per person. Det er princippet om progressiv overload – hjørnestenen i ethvert træningsprogram. Det er de mange års endeløs pine ved The Wheel of Pain der bygger Conans styrke – til sidst ses at Conan kan drive det næsten ubesværet – og det er den efterfølgende gladiatortræning der udvikler hans tekniske færdigheder og gør ham til kriger.

Oliver Stone

Conan the Barbarian er skrevet af Oliver Stone. Nogle ord om Oliver Stone: Han er et geni. Det er en stor nok bedrift at forfatte bare én god, succesrig Hollywoodfilm. Noget andet er at forfatte 20+ af dem. Det er en bedrift at instruere bare én god, succesrig Hollywoodfilm. Noget andet er at instruere ~20 af dem.  Hvor meget af Oliver Stones oprindelige manuskript er tilbage i den endelige udgave er omdiskuteret. Der var en del revisioner og ændringer af manuskriptet. Oliver Stone tog efter sigende en del stoffer i perioden, og det afspejlede sig i manuskriptets ambitioner om gigantiske mutanthære og andre meget ambitiøse opstillinger. Men et manuskript er en process. Aldrig tages et manuskript og føres ud i livet uden ændringer. Det endelige manuskript kan afhænge meget af det oprindelige udkast. Det er muligt den endelige udgave ikke ligner det første udkast, men at den endelige udgave til gengæld ikke var blevet til noget uden at have haft første udkast som udgangspunkt, Oliver Stone har fuld writing credit for filmen. I screenwritingverden var Oliver ved at blive et stort navn, idet han i 1979 vandt Oscaren for at have skrevet mesterværket Midnight Express.  Det imponerende ved Oliver Stone er bl.a. hans evne til at navigere i meget forskellige genrer. Overvej afstanden mellem at skrive film som fx Conan the Barbarian, Midnight Express, JFK og Alexander.

Conans far tog fejl

Som sagt siger Conans far i starten af filmen at man ingen kan stole på. Filmen viser at faren tog fejl. Conan har to (hvis ikke tre) loyale følgere. Vennen Subotai, elskeren Valeria, og den gamle troldmand. Subotai. Valeria siger at hun, hvis hun dør, vil komme tilbage fra the pit of Hell, “to fight at your side”. Efter Thulsa Doom dræber hende med giftpilen ser man netop Valeria vende tilbage i formen af en valkyrie hvor hun redder Conans liv i den endelig slåskamp med Rexor. For at Conan skulle overleve korsfæstelsen risikerede Valeria at give sit liv – hvilket hun accepterede. Hun ofrede sig for Conan. Og kom tilbage fra “the pit of hell” for at kæmpe ved hans side.  Og  følgesvenden Subotai kæmper ærligt og loyalt for Conan efter Conan i starten af fortællingen befrier ham fra lænkerne.

Father’s sword vs Atlantean Sword

Verden i Conan the Barbarian er ekstremt nådesløs, ubarmhjertig og rå, men samtidig omgivet af en respekt for det episke. Da Conan, efter han flygter fra sit liv som gladiator, ved et tilfælde braser ned i et gammelt gravkammer husende kongen af Atlantis, får han et sværd i besiddelse. Hele opening credits er dedikeret til smedningen af farens sværd, som Thulsa Doom tager, halshugger Conans mor med, og giver til Rexor Det er det samme sværd som Rexor bruger i det endelige showdown, hvor Conans Atlantissværd viser sig at være stærkere end farens sværd. Symbolikken er overvældende. Bemærk at faren pegede på sværdet: “This you can trust”, hviskede han. Om end udsagnet knyttede sig til sværdet generelt, så er det klart at sønnen overgår faren. Sværdet brugt af kongen af Atlantis har naturligvis en større styrke med sig.

Det er bemærkelsesværdigt at Conan bruger farens sværd – der splintres i slåskampen, og derfor kun er halvt – til at halshugge Thulsa Doom. Efter halshugningen smider Conan sværdet fra sig og lader det falde fra platformen ned på tempeltrapperne.

“The Riddle of Steel”

Et tema i filmen er “The Riddle of Steel”, som faren fortæller Conan om i åbningsscenen. Monologen er: “Fire and wind come from the sky, from the gods of the sky. But Crom is your god, Crom and he lives in the earth. Once, giants lived in the Earth, Conan. And in the darkness of chaos, they fooled Crom, and they took from him the enigma of steel. Crom was angered. And the Earth shook. Fire and wind struck down these giants, and they threw their bodies into the waters, but in their rage, the gods forgot the secret of steel and left it on the battlefield. We who found it are just men. Not gods. Not giants. Just men. The secret of steel has always carried with it a mystery. You must learn its riddle, Conan. You must learn its discipline. For no one – no one in this world can you trust. Not men, not women, not beasts.”

Thulsa Doom afviser “the secret of Steel” og pointerer at kød – flesh – er stærkere. Hvad er stål i forhold til den hånd der svinger det? Det er ikke afklaret hvem har ret, hvis det altså kan stilles sådan op. På den ene side ses at Conan, hvis motivation, styrke og ånd langt overgår Rexors, netop på grund af alle Conans lidelser, vinder over Rexor når sværdet splintrer. Så Conans flesh er stærkere end Rexors stål. På den anden side er det stål mod stål, ved Atlantissværdet mod farens sværd – sidstnævnte ses smedet med omhu og alvor.

Konge af ingenting?

Filmen slutter ved at Conan, efter at have besejret Rexor og Thorgrim og deres soldater, dræber Thulsa Doom foran hans kult på bjeret. Herved aflives forestillingen om at han måtte være udødelig, og hans påståede liv på 1000 år møder en brat ende. Kulten slukker faklerne og forlader stedet, og Conan brænder templet ned og bærer prinsessen ud i den tidlige, tidlige morgen. Det bemærkelsesværdige her er at Conan endnu intet har skabt – han har blot fået hævn for sin landsbys død, for sine forældre, og han har fået visdom. En konge er han ikke endnu – fortsat en barbar. Han bærer prinsessen og går ud i det ujævne, stenede landskab.

Soundtrack og tempo

Basil Poledouris har komponeret musikken, og soundtracket har en udtalt respekt blandt connaisseurs. Soundtracket alene er imponerende og vellykket. En række scener i filmen er ganske langsomme, uden dialog. Eksempler er morens død – et langt, forsigtigt stykke uden dialog hvor Thulsa Doom hypnotiserer moren. Wheel of Pain endnu et eksempel. Når Conan opdager Atlantissværdet endnu et eksempel. Orgiescenen også et eksempel. Filmen må anerkendes for dens fortællestil – disse lange stykker uden dialog. Musikken fungerer glimrende til disse

billeder. På den ene side er filmens format stort, bombastisk og dramatisk, på den anden side er der en række scener der er langsomme, forsigtige og nøjagtige og som indgyder respekt og reverence. Mange vil formentligt genkende dele af soundtracket – fx temamusikken, som er brugt i en lang række trailers og andre produktioner sidenhen – fx til Gladiator (2000). Der er en klar indflydelse fra Prokofiev i Poledouris’ musik, og det tjener kun til filmens fordel.

Arnolds fysik

Arnold havde trukket sig fra bodybuilding efter sin 6. Olympiasejr i 1975. Faktisk havde han, vil rygtet vide, trukket sig efter 5. sejr, men da han hørte at “Pumping Iron” skulle produceres så han muligheden for eksponering. Conan krævede at Arnold var muskuløs igen, så efter en række år omkring de 90 kg kom Arnold hurtigt op på de 100+ til filmen. Da han alligevel skulle i god form til filmen satsede han på Mr. Olympiakonkurrencen i 1980 og vandt en kontroversiel sejr. Hvem der ellers skulle have vundet er meget debatteret. Det kontroversielle består specielt i at reglerne blev bøjet så han havde mulighed for at tilmelde sig konkurrencen. Arnolds størrelse fluktuerer en slat gennem filmen, hvilket formentligt skyldes hans (manglende) mulighed for at træne og spise med samme konsistens som inden optagelserne. Derudover var hans arme, berettes det, for store til at fægte og sværdkæmpe ordentligt. Conan the Barbarian er en af de få film hvor Arnold har vejet godt over de 100 kg.

Kurosawa & Todd-AO 35

En af filmhistoriens bedste instrutører var japanske Akira Kurosawa, der stod bag film som De Syv Samuraier, Yojimbo og Ran. Kurosawas indflydelse hos John DeMilius er tydelig. Bemærk fx overgangene, wiping fades, fotograferingen og brug af widescreen. Conan var i øvrigt en af få film optaget i Todd-AO 35 (2.35:1 widescreen). Langt de fleste film er optaget i Panavision – et ord mange nok er stødt på, uden at tænke over hvad det er. Todd-AO  var en konkurrent til Panavision, men forsøget, trods den høje kvalitet, blev opgivet.

Max von Sydow

Ej at forglemme Max von Sydow, en af verdens bedste skuespillere, som Kong Osric. Max von Sydow er en titan. Han kunne læse op fra telefonbogen og det ville være Oscarværdigt – desto mere besynderligt at han aldrig har fået en Oscar. I vil kunne huske ham fra Shutter Island samt The Exorcist.

300 – en tribute?

Ved det sidste og afgørende slag beder Conan en bøn til Crom. En exceptionel bøn, idet Conan for det første knap nok taler gennem filmen. Han er stille, tænkende og reflekterende, og græder ej heller. For det andet fordi han ikke beder. Han er ikke en undersåt til Crom, og kalder også Crom til helvede hvis ikke han hjælper ham. Bønnen lyder: “Crom! I have never prayed to you before. I have no tongue for it. No one, not even you, will remember if we were good men or bad. Why we fought, or why we died. All that matters is that  two stood against many. That’s what’s important! Valor pleases you, Crom; so grant me this one request. Grant me revenge! And if you do not listen, then to hell with you!” I filmen 300 siger Kong Leonidas til Xerxes: “The world will know that free men stood against a tyrant, that few stood against many and, before this battle is over, that even a god-king can bleed.” Set-uppet er sammenligneligt. Få kæmper imod mange, oddsne er dårlige. Vinder de, så vinder de på kvalitet, ikke kvantitet. Udfaldet kan snildt være døden. Er udfaldet døden, så er det underordnet. Dialogen kan være et tilfælde, eller det kan være lånt fra Conan.

King Conan – Crown of Iron

Conan var ikke tiltænkt at være en stand-alone film. Hvilket den heller ikke er, i og med den kastrastrofale opfølger Destroyer blev lavet. Men filmen afvises af både Arnold Schwarzenegger og John Demilius fordi den er så ringe. Produceren Dino de Laurentiis var ikke en tålmodig mand. En meget stereotyp producer – mange penge, mange ting, nu og her, kortsigtet. Stort. kæmpe, overvældende, gevinst nu. Hvad der KUNNE have været en spændende trilogi blev i stedet til reelt én film – om end der er snak om at lave en art Conanfilm med Arnold. Men med alderdommen kan der, selvsagt, ganske enkelt ikke være tale om en film i stil med den første.

DVD og blu-ray / mono og stereo

DVD-udgivelsen for over et årti tilbage er på en række områder den nyere blu-ray overlegen. Det er navnlig lydsporet det drejer sig om. Blu-rayen er “remastered”, men desværre har de kvajet sig med lydsporet. I en række afgørende scener er lyden forsøgt rengjort/renset og korsang fra soundtracket mangler. Det går ikke. DVDen er i mono, og det fungerer efter min opfattelse bedre end en fattig stereokonvertering. Så hvad end I downloader eller køber, så foreslår jeg at skaffe den udgave med det oprindelige lydspor.

En god film

Conan the Barbarian er en god film. Den er veleksekveret, velproduceret, velskrevet, velfotograferet og velkomponeret.  Næste gang du hører en tale kritisk om filmen “Conan”, så spørg for det første hvilken af filmene de snakker om. Er the the Barbarian, så prøv at tage en snak med dem og præsenter dem for blot nogle få af disse pointer og se hvad overvejelser de har gjort sig. Arnold Schwarzenegger i en fantasyfilm som en barbar med et sværd kunne nemt synes komisk – men det er det ikke.

Tilføjelse:

Hvis du er rigtigt begejstret for filmen kan du købe en kopi af Arnolds sværd HER. 2500 euro vil det koste dig. Så kan du få det konfiskeret i tolden, få en plettet attest og få en bøde på en sikkert frygteligt mange tusinde kr oven i. Velkommen til Danmark.