#121 – Anti Doping Danmark og 22 uskyldigt dømte

Det er lidt tid siden at Anti Doping Danmark har brilleret ved deres ellers evindelige idioti, men det skulle så blive i dag at Ritzau kan fortælle historien om hvorledes op mod 22 motionister er idømt uretmæssige sanktioner efter at urinprøveanalyse udført af Teknologisk Institut har detekteret spor af brugen af midler på dopinglisten. Problemet er altså, at analysen de har benyttet har været fejlagtig. Der er dermed tale om 22 i udgangspunkt uskyldige mennesker der hver især er blevet idømt en 2-årig karantæne. Karantænen er, naturligvis, ophævet nu hvor det er kommet frem at analysens resultat er forkert for så vidt angår i hvert fald en del af prøverne, hvilket fører til at de 22 karantæner er ophævet. Man er uskyldig indtil det modsatte er bevist, dermed regnes de 22 som uskyldige. Hvor mange af de 22 prøver der i sandhed indeholdt forbudte midler ved vi ikke endnu, og vil måske aldrig vide det. Ifølge pressemeddelelsen fra Teknologisk Institut (LINK HER) var der  kommet “flere klager end normalt på fem A-prøver, som Teknologisk Institut havde konkluderet var positive. Dette medførte, at B-prøverne (prøver gemt til kontrol af resultaterne) af Anti Doping Danmark blev sendt til et andet laboratorium, hvor man ikke fandt det stof, som Teknologisk Institut havde fundet.”

Nu har jeg tilfældigvis skrevet speciale om antidopingindsatsen i Danmark, og jeg belyste bl.a. problemstillingen forbundet med at teste motionister, herunder retssikkerheden ved disse tests – en del af dette problem er analysens sikkerhed, nøjagtighed og præcision, og muligheden for at der foreligger en falsk positiv. Citat fra mit speciale, hvor jeg har highlightet problemstillingen angående Teknologisk Institut. Bemærk at specialet (selvsagt) er forfattet inden dagens nyhed:

I et juridisk speciale er der ikke plads til nogen længere teknisk diskussion om kvaliteten af analyser, det er uden for det retlige område. Men bemærk det highlightede: Teknologisk Institut var IKKE WADA-akkrediteret da Anti Doping Danmark valgte at sende tests til Teknologisk Institut i stedet for Aker Universitetshospital. Og det er værd at bemærke at KUN motionistprøver er sendt til Teknologisk Institut? Hvorfor? Er der en kvalitativ forskel på analysen? Ja, det viser historien. Var ADD bekendt med muligheden for denne, er så spørgsmålet.

Motionsdopingreglementet bestemmer under “Analyse af dopingprøve”, § 8 stk. 1.  at  et “analyseresultat er positivt, når positiv A-prøve fra et WADA-akkrediteret laboratorium ellerandet laboratorium udpeget af Anti Doping Danmark foreligger.” Kan I se problemet? Anti Doping Danmark har udpeget Teknologisk Institut til at varetage analysen. Teknologisk Institut var ikke WADA-akkrediteret. Analyserne var forkerte og førte til ophævelse af 22 sanktioner der nu regnes som uretmæssige. Det er potentielt 22 uretmæssige sanktioner.

Hvorfor valgte Anti Doping Danmark at sende prøver til Teknologisk Institut? Svaret er enkelt: penge. Det er billigere. Men som det ofte er på markedet, så hænger kvalitet sammen med pris, og det Kangaroo Lab der har været på Teknologisk Institut har i den grad kvajet sig.

Forløbet giver anledning til en del overvejelser:

• Hvilken “due diligence” er foretaget inden Anti Doping Danmark valgte at benytte Teknologisk Institut i stedet for Aker Universtetshospital? Det vil jeg bede om aktindsigt i, og jeg retter dags dato henvendelse til Anti Doping Danmark og forlanger aktindsigt i kommunikationen mellem instituttet og ADD – i første omgang fra det tidspunkt hvor tvivlen om prøverne opstod. Det er særdeles problematisk at Anti Doping Danmark tilsyneladende ikke har sikret sig at Teknologisk Institut har kunnet magte opgaven.

• Hvad var forløbet der førte til at man stillede spørgsmålstegn ved analyserne fra Teknologisk Institut? Ifølge pressemeddelelsen fra ADD, så var forløbet dette: “”Vi blev i november måned kontaktet af fitnessudøvere, som ikke kunne forstå, at de var blevet testet positive. Vi bad på den baggrund Teknologisk Institut om at redegøre for analysesvarene fra fem prøver.” Kan I se problemet? Det krævede at x antal personer (ud af 22 sanktioner) rettede henvendelse  før der blev iværksat mere grundig analyse. Hvad når der er tale om én uretmæssig sanktion? Hvor alvorligt tror I man tager sådan en henvendelse? Det er ganske muligt at denne sag er blevet løst netop fordi den involverede hele 22 personer, hvor en del af dem har gjort indsigelse. Hvad hvis den havde involveret 15, 10, 5, eller 1? Hvad hvis kun én havde gjort indsigelse?

• Har denne sag så nogen som helst konsekvenser for Anti Doping Danmark? Er der nogen der trækker sig tilbage? Husk at bestyrelsen har godkendt at prøverne skulle sendes til Teknologisk Institut. Tror I der er nogen konsekvenser for nogen som helst, andet end dem der er uretmæssigt bedømt? Hvis I kunne oddse, så tror jeg jeg ved hvor I ville placere pengene.

Sandheden er den, at en person formodes at have brudt reglementet hvis der detekteres spor af brug af forbudte midler. Det er en teknisk bevisførelse, som stort set er afgørende. Virkeligheden er ikke en fri bevisbedømmelse. Virkeligheden er teknisk resultat, færdig. Det er mekaniseret, summarisk sagsbehandling, kun løst hvis omstændighederne måtte føre til at teknikken granskes for fejl – hvilket er omstændigt. Omstændighederne kunne ligeså godt være at analysen ikke blev genstand for analyse.

Hvis I tror at sager om falsk positiv ikke opstår i den almindelige verden blandt uskyldige mennesker, så tager I voldsomt fejl.

Jeg bringer hermed et uddrag fra mit speciale, der behandler netop denne problemstilling:

[Uddrag start]

Retssikkerhed  – Positive dopingprøver og objektivt ansvar
Mange motionister benytter kosttilskud som en del af deres træning for sundhedsmæssig eller ergogenisk
(præstationsfremmende) effekt. Problemstillingen der kan opstå i denne forbindelse er, at brugen af
(lovlige) kosttilskud potentielt set kan resultere i en positiv dopingprøve og dermed udmunde i en sanktion.
En overtrædelse af motionsdopingreglementet med følgende sanktionering er baseret på et i udgangspunkt
objektivt ansvar. Det objektive ansvar stammer fra WADAs antidopingkodeks, der er overført til også at
gælde motionister. Konsekvensen af det objektive ansvar er, at det – i udgangspunkt – er uden betydning
for overtrædelsen om motionisten har handlet ansvarspådragende, culpøst, uagtsomt eller uansvarligt, idet
en positiv dopingprøve alene tager udgangspunkt i det forhold, at brugen af forbudte midler spores. Dette
kommer til udtryk ved formuleringen at der gælder et ”personligt ansvar” idet motionsdopingreglementet
§ 10 stk. 2. fastlægger, at ”enhver aktivitetsudøver har et personligt ansvar for at sikre, at intet forbudt stof
kommer ind i hans eller hendes krop. Der er således ikke et krav om, at der skal bevises forsæt, fejl,
uagtsomhed eller bevidst anvendelse fra aktivitetsudøverens side, for at man kan konstatere en
overtrædelse.”
§ 12 indeholder bestemmelser der modificerer udgangspunktet om to års karantæne ved overtrædelse af
reglementet. § 12 stk. 4 bestemmer, at ”hvis aktivitetsudøveren kan bevise, at han eller hun er uden skyld
eller ikke har udvist uagtsomhed i forbindelse med overtrædelsen, bortfalder udelukkelsen.” og § 12 stk. 5 at
”hvis aktivitetsudøveren kan bevise, at han eller hun er uden væsentlig skyld eller ikke har udvist væsentlig
uagtsomhed, kan varigheden af udelukkelsen nedsættes”. Et (totalt) fravær af skyld eller uagtsomhed kan
således medføre bortfald af udelukkelse, hvor fraværet af væsentlig skyld eller væsentlig uagtsomhed kan
forkorte karantænens varighed.
For så vidt angår at spore brugen af AAS fungerer en dopingtest på to måder. Brugen af et AAS, der ikke
optræder i kroppen naturligt, efterlader metabolitter der udskilles i urinen. Metabolitterne kan detekteres
både under brug samt i en periode efter ophør af brugen, indtil kroppen har udskilt disse. Varigheden af
denne periode afhænger af det konkrete AAS og dets egenskaber og er yderligere genstand for forskel fra
person til person. Den ene del af analysen er registreringen af disse metabolitter i urinen. Den anden del af
analysen går ud på at måle forholdet mellem testosteron og epitestosteron udskilt i urinen, idet testosteron
tilført udefra, som ved brugen af testosteron som doping, forskyder den naturlige ratio, således at
testosteronmængden ændres, mens epitestosteronmængden ikke gør. Der arbejdes med en i
udgangspunkt maksimalt tilladt ratio på 4:1.
Kontaminerede kosttilskud og positive dopingprøver er en problemstilling kendt fra sportens verden.
Problemstillingen rammer imidlertid også motionister, da disse benytter samme kosttilskud.

Forekomsten af kontaminerede kosttilskud er undersøgt videnskabeligt af flere omgange. En tysk
undersøgelse, Analysis of non-hormonal nutritional supplements for anabolic-androgenic steroids – results
of an international study16, fra 2004 undersøgte problemets omfang. Fra oktober 2000 til november 2001
indkøbte forskergruppen 634 forskellige kosttilskud fra 13 forskellige lande og fra 215 forskellige
leverandører, med 91.2 % af kosttilskuddene købt i fysiske butikker og 8.2 % fra internettet. Ud af de 634
lovlige kosttilskud viste det sig at 14.8 % indeholdt AAS. Kontaminationsforekomsten var højst i Holland,
Østrig, UK og USA, med værdier af hhv. 25.8 %, 22.7 %, og 18.8 % for både UK og USA. Der blev målt
koncentrationer AAS fra 0.01 mikrogram/g til 190 mikrogram/g.
Brugen af kontamineret kosttilskud kan resultere I en positive dopingprøve ved, at metabolitter fra
nedbrydningen af de ikke-deklarerede, forbudte stoffer detekteres i laboratorieanalysen, og derved giver
udslag. Laboratorieanalysen for så vidt angår at detektere steroider er teknisk ens uanset om der er tale om
en konkurrerende atlet eller en motionist. Analyserne er ekstremt sensitive, og tilstedeværelsen af meget
små mængder – blot mikrogram eller nanogram – af det forbudte stof i kosttilskuddet er nok til at kunne
udmunde i en positiv prøve. En motionist risikerer således at indkøb af et lovligt kosttilskud gør
vedkommende ”ufrivilligt dopet”, og at dette udmunder i en positiv dopingprøve. Den positive dopingprøve
kan resultere i en sanktion, uagtet at motionisten hverken forsætligt har indtaget de forbudte midler, eller
ved uagtsomhed har indtaget de forbudte midler, idet indkøb af lovlige kosttilskud fra etablerede firmaer
underlagt myndighedernes kontrol i udgangspunkt må vurderes, fra en generel betragtning, ikke at være en
uagtsom adfærd efter reglementets bestemmelser om ansvarsgrundlaget.
Den nævnte sensitivitet af analyserne betyder, at den nedre grænse for denne tilstand af at være dopet kan
være ekstremt lav. Det skal i denne forbindelse tilføjes, at der med (så) små mængder ikke nødvendigvis er
nogen væsentlig eller nogen egentlig præstationsfremmende effekt (overhovedet) forbundet med indtaget
af kosttilskuddet indeholdende det forbudte stof. De meget beskedne mængder, der imidlertid er
tilstrækkelige til at forurene et kosttilskud, kan være meget langt fra de størrelsesordener der er på banen
når konteksten er indtag med henblik på at opnå nogen præstationsfremmende effekt. Dertil kommer, at
midler med en androgen effekt på kroppen, dvs. omfattende alle AAS, endvidere skal indtages over en vis
tærskel idet kroppen indtil et vist punkt modsvarer tilførsel med en nedregulering af egenproduktion.
William Llewellyn anfører, at ”Anabolic/androgenic steroids tend to be most efficient at promoting muscle
gains when taken at a moderately supratherapeutic dosage level. Below this (therapeutic), potentiel
anabolic benefits are often counterbalanced, at least to some extent, by the supression of endogenous
testosterone”17. Brugen af de lovlige kosttilskud kan med andre ord resultere i en positiv dopingprøve, i
øvrigt uden at dopingen har haft egentlig præstationsfremmende effekt.
Undersøgelser som den tyske viser, at problemet har et ganske væsentligt omfang. Det retlige problem er
her, at konsekvensen af det objektive ansvar er at motionisten risikerer at have overtrådt
dopingreglementet trods fraværet af forsæt. Det giver anledning til en række retssikkerhedsmæssige
overvejelser.
I sportens verden forekommer det en oplagt model for antidopingsystemet at arbejde med et objektivt
ansvar. Den faktuelle konstatering af en positiv dopingprøve, og i udgangspunkt medfølgende sanktion,
opererer ikke med den skønnende og vurderende optik som et ansvarsgrundlag baseret på fortsæt eller
uagtsomhed gør. Dopingfri sport og konkurrence baseres på fair play, og en grundsætning om
ligebehandling i sporten, og i forlængelse heraf også dopingkontrollen. Udgangspunktet om det objektive
ansvar betyder også, at muligheden for intentionelt at benytte doping men skylde skylden på kosttilskud,
og derved klare frisag, er langt mindre. Det er atletens ansvar at kontrollere hvad der puttes i kroppen.
At overføre disse betragtninger og forhold til motionister synes forbundet med en række vanskeligheder.
Grundsætningerne om fair play og ligebehandling er problematiske at overføre til motionistforhold, da
disse, som tidligere anført, ikke angår sportsudøvelse.  Brugen af doping, fx ved intentionel brug af forbudte
stoffer under dække af at have indtaget kontaminerede kosttilskud, ville udgøre en overtrædelse af
motionsdopingreglementet, men ikke en sports værdier eller regler.
Hvor det objektive ansvar er tydeligt kodificeret, så er udgangspunktet om sanktionering modificeret af de
nævnte bestemmelser i § 12 stk. 2 og stk. 5. Bevisbyrden for at reglementet er overtrådt påhviler
dopingsekretariatet. En positiv dopingprøve møder kravet om bevisets styrke i § 10 stk. 1 om ”højere end
en rimelig sandsynlighed”. Efter dette er bevisbyrden vendt om, idet § 12 stk. 4 og stk. 5 pålægger
aktivitetsudøveren bevisbyrden. Retligt vil det således påhvile motionisten at bevise at vedkommende var
uden skyld eller ikke udviste uagtsomhed for at undgå en udelukkelse, subsidiært bevise at skylden eller
uagtsomheden ikke var væsentlig for at få karantæneperioden forkortet. Problemet der opstår i en sådan
forbindelse er til dels praktisk og teknisk af natur. Spørgsmålet dette giver anledning til er: Hvordan beviser
motionisten at den positive prøve skyldes brugen af et kosttilskud, og ikke den intentionelle, koncentrerede
brug af et forbudt stof. Dernæst, hvordan beviser motionisten at vedkommende ikke handlede skyldigt eller
uagtsomt, eller med væsentlig skyld eller uagtsomhed. Til den konkrete problemstilling om kosttilskud kan
grænserne være svære at drage. Fra en almindelig betragtning kan det, som nævnt, næppe siges at være
uagtsomt at indkøbe lovlige kosttilskud fra etablerede firmaer underlagt myndighedernes almindelige
kontrol og inspektion, og at disse tilfældigvis viser sig at være kontamineret. Denne betragtning skal holdes
oppe imod reglementets udgangspunkt efter § 10 stk. 2 om det ”personlige ansvar”. Indkøb af kosttilskud
for almindelige, ikke-sportsdyrkende motionister, kan generelt ikke siges at være uagtsom adfærd. Det
objektive ansvar stammer fra sportens verden, hvor det forekommer åbenbart at der kan stilles krav til de
konkurrerendes engagement og adfærd som en del og konsekvens af deltagelse i sporten. Et review, The
continuing story of nutritional supplements and doping (British Journal of Sports Medicine, 2007)18 nævner
at der “no 100% guarantee”, og nævner som en absolut løsningmodel at ”the only way athletes are able to
enjoy a 100% guarantee is when they decide not to take any supplements at all.” De negative konsekvenser
af en sådan beslutning nævnes videre ved: “But there are certainly some circumstances when dietary
supplements provide an added benefit to diet and, in the world of elite sport where the ultimate goal is to
reach one’s best, it is not fair to deny athletes the use of legal substances that could improve their health,
such as anti-oxidants and multivitamins.”  For sportsudøveren kan en sådan politik om afholdenhed følges
ud fra devisen om vigtigheden af at undgå en positiv dopingprøve, dog med potentialet for at gå glip af de
sundheds- og præstationsfremmende effekter. I det omfang atleten vælger at benytte kosttilskud vil der
altså principielt altid foreligge en risiko for at produktet er kontamineret Praktisk vil tiltag som at handle
hos leverandører der er uafhængigt kvalitetskontrollerede være en løsning19 Andre praktiske løsninger
angående kvalitetssikring og garantier, mv. kan tænkes at komme fra atletens sportsmiljø og bagland, der
har en interesse i at undgå dopingsanktioner.
Motionisten kan som atleten vælge at holde sig helt fra kosttilskud. Det forekommer dog som værende en
radikal disposition for en motionist for at kunne være principielt sikker på at blive testet negativ. At
dispositionen forekommer mere radikal og indgribende for motionisten skyldes fraværet af accepten af en
sports spilleregler som en sportsudøver må acceptere, altså en manglende ækvivalens mellem de krav der
kan stilles til en sportsudøver qua dennes engagement i sport og de krav der kan stilles til en motionist qua
dennes beslutning om at træne i foreningsidrætten. Om end det objektive ansvar er udgangspunktet, så
kan der næppe siges at være lagt op til en almindelig afholdenhed fra kosttilskud.
(fodnote: Eksempelvis står Informed-Sport.com/HFL Sport Science, der stod bag den pågældende undersøgelse om
kosttilskuds renhed, for en mærkningsordning ved at lave renhedstests af leverandører der ønsker at være registeret
som sikre.)
I de tilfælde hvor motionisten benytter kosttilskud og indkaldes til dopingkontrol har motionisten mulighed
for at oplyse ADD om indtagne kosttilskud ved at angive dem på kontrolblanketten. En sådan liste kan
udgøre en bevismæssigt værdifuld reference ved en senere behandling ved motionsdopingnævnet,
eksempelvis hvis det viser sig at et angivet, kontamineret produkt senere har fået notorisk karakter ved at
have vist sine mangler i uafhængig analyse eller ved at have resulteret i andre dopingsager. Ved at sørge for
at bringe denne oplysning kan motionistens bevismæssige position ved nævnsbehandling potentielt
forbedres. Problemet hvor motionisten måtte have anvendt egentlige dopingmidler, men ønsker at dække
over dette forhold ved at angive et (notorisk) kosttilskud er ikke uden videre løst, idet en analyse ikke
nødvendigvis kan skelne mellem disse to kemisk komparable kilder. Denne problemstilling indikerer netop
bedømmelse efter det objektive ansvar, idet antidopingsystemet ellers konfronteres med teknisk
komplicerede, og muligvis uløselige problemer af denne art.
I fald en motionist angiver et produkt der rent faktisk var kontamineret, og som var årsagen til den positive
prøve, er bevisproblemet ikke nødvendigvis løst. Kontamineringen kunne være et mere eller mere
enkelstående tilfælde. Uden forudgående tilfælde at henvise til, står påstanden om det kontaminerede
produkt teknisk alene. Problemet kunne tænkes adresseret ved at motionisten konsekvent gemte prøver af
indtagne kosttilskud, der senere kunne analyseres og dermed bruges som bevis for, at produktet faktisk var
kilden til de forbudte stoffer. Styrken ved dette bevis kunne synes stor, men er dog problematiseret ved det
forhold, at kontaminering ”can occur in many ways, which leads to possible package-to-package or even
tablet-to-tablet variation.” En prøve af en større mængde kosttilskud vil dermed ikke nødvendigvis være
repræsentativ for resten af indholdet, idet den gemte andel kunne være fri for forbudte stoffer, mens det
indtagne ikke var. Der eksisterer endvidere den teoretiske mulighed, at motionisten forud eller i forbindelse
med en nævnsbehandling kunne kontaminere produktet selv.
Udover at benytte kontaminerede kosttilskud findes andre (teoretiske) muligheder ved hvilke en motionist
kunne teste positiv uden intentionelt at indtage forbudte stoffer, fx kontaminerede madvarer (modsat
kosttilskud) samt ved den intentionelle påvirkning fra omgivelserne20. Den praktiske behandling af et
tilfælde af en i udgangspunkt så teoretisk mulighed ville kunne lide under netop at være så sjælden. Dette
kunne være ved fraværet af præcedens eller ved manglende plausibilitet (på grund usandsynligheden eller
sjældenheden af det påståede forhold).
(fodnote: Eksempelvis kan nævnes at en akupunkturlæge fra den 29. april 2010 af Sundhedsstyrelsen er blevet midlertidigt
frataget sin autorisation grundet mistanke om at lægen injicerede binyrebarkhormon (glukokortikoider) uden
forudgående at give information eller indhente samtykke, og under dække af at udføre akupunktur. Glukokortikoider
er på Dopinglisten 2013 under S9, et stof forbudt i konkurrence, og ville således kunne resultere i en dopingsanktion
for en idrætsperson. På samme vis som glukokortikoider/kortikosteroider kunne administreres uden patientens viden
kunne AAS det også.)
Den forvaltningsretlige grundsætning/retsgaranti om ligebehandling er en retssikkerhedsmæssig værdi.
Grundsætningen tilsiger, at ens tilfælde behandles ens. Overført til behandlingen af dopingsager er
efterlevelsen af denne grundsætning kompliceret ved de skitserede tekniske og bevismæssige problemer.
Det objektive ansvar må i udgangspunkt siges at være mere systemvenligt, mens et ansvarsgrundlag
baseret på skyld må siges at være mere motionistvenligt. Værdien om ligebehandling ville skulle tjene
motionistens retssikkerhed, sørge for ensartethed og konsistens i nævnets behandling og eliminere
vilkårlighed. Som anført efterlader et (udelukkende) objektivt ansvar mindst muligt skøn. Den blotte
konstatering af en positiv prøve ville mekanistisk udmunde i en sanktion. Denne beslutningsprocedure ville
være blottet for vilkårlighed og afgørelser baseret på mere subjektive skøn og vurderinger og i stedet synes
summarisk og automatiseret. Sanktioneringsgrundlaget ville dog være meget strengt21, og ville føre
afgørelser, der forekommer åbenbart urimelige, med sig. Systemet baseret på det ”personlige ansvar”, der
kan beskrives som en art objektivt ansvar dog med undtagelser, indrømmer mulighed for ved
nævnsbehandling at sanktioner, der ellers ville forekomme urimelige, ikke idømmes. Formålet med
nævnsbehandling kan siges at være, at der kommer menneskelige øjne på en sag der behandles individuelt
og konkret og ikke summarisk eller automatiseret.
Hvor det modificerede personlige ansvar forekommer mere motionistvenligt end det rent objektive kan det
ses om et paradoks, at det kan være motionistuvenligt med hensyn til ligebehandlingen. Det rent objektive
ansvar forekommer åbenbart inkompatibelt med motionistforhold, hvilket begrunder systemets
nuværende indretning. Dette fører imidlertid usikkerhed med sig, idet sagernes tekniske og bevismæssige
karakter, samt de subjektive skøn om væsentlig eller uvæsentlig skyld eller uagtsomhed, indrømmer en
betragtelig plads til gråzonevirksomhed. En afgørelse idømmende motionist A sanktioner kunne divergere
voldsomt fra en afgørelse angående bortfald eller nedsættelse af sanktioner for motionist B, trods retlig ens
(eller næstens ens) materie, grundet praktiske bevisforhold og tekniske omstændigheder. Et sådant udfald
ville forekomme urimeligt for A.
De tekniske og bevismæssige forhold kan gøre bedømmelsen af skyld eller uagtsomhed ganske svær, og
grænsen svær at drage i tvivlstilfælde. På en ene side er udgangspunktet om det personlige ansvar klart. På
den anden side er der konkrete undtagelsesbestemmelser, og det ville være retssikkerhedsmæssigt
kritisabelt om disse undtagelser kun kom i spil i tilfælde af nåde eller ved mere eller mindre vilkårlighed.
Konsekvensen af en (for) lempelig nævnsbehandling ville være, at intentionelle overtrædere eller de
væsentligt uagtsomme ville gå fri og antidopingsystemets effektivitet ville mindskes. Hvor grænsen skal
(fodnote: Antidopingkodekset – der er gældende for sportsfolk – art. 10.5 opererer med mulighed for bortfald eller
nedsættelse af varighed for udelukkelse om følge af ekstraordinære omstændigheder
trækkes vil være en vægtning af på den ene side hensynet til antidopingsystemet, og på den anden side
hensynet til at uskyldige motionister ikke gives sanktioner på uretmæssigt grundlag.  Hvor grænsen konkret
trækkes vil afhængige af værdierne i antidopingsystemet. Med udgangspunkt i det eksisterende system
kunne som bærende hensyn ved tvivlstilfælde være hensynet til motionisten, ud fra de samme værdier som
den strafferetlige proces er bygget op om, at lade tvivlen komme den anklagede til gode, yderligere styrket
ved, at der ikke er hensyn at tage til overholdelse af en sports regelsæt og fair konkurrence. Et system, der i
store træk er overført fra konkurrencesportens verden til motionistforhold, må derfor behandle dets
subjekter som almindelige, hobbytrænende borgere. Den oplagte konklusion er derfor, at nævnet som
udgangspunkt lader tvivlen komme motionisten til gode.

[Uddrag slut]

Hvis man trods fornuften vitterligt ønsker at opretholde tests af motionister i Danmark skal man være klar over, at det kommer til at resultere i at uskyldige bliver dømt. Færdig. Det er nu demonstreret i storformat – potentielt 22 positive prøver er et voldsomt tal. Det blev opdaget denne gang. Hvad med andre gange? Og jo længere tidslinjen er, jo flere motionister ADD tester, jo større er sandsynligheden for, at en prøve på et tidspunkt er falsk positiv. Dette betyder uretmæssig følgende:

•  2 års karantæne fra ikke blot det center han træner i, men ALLE centre ADD samarbejder med samt samtlige foreninger i Danmark under DGI, DIF og andre af idrættens parter.
•  ikke nok med dette, så  gælder udelukkelsen også “et hvilket som helst ulønnet eller lønnet hverv, inden for  foreninger og selvejende institutioner under Firmaidrætten, DGI og DIF” jf reglementet § 12 stk. 1
• – Ens fulde navn og træningssted offentliggøres på internettet på DGI og DIFs hjemmesider (det er muligt denne praksis vil ophøre, da ADD måske er ved at have fattet at behandlingen er persondataretligt ulovlig)
• omgivelsernes reaktion. “Ingen røg uden ild” og den slags. Sådan er det med mistanker og anklager. “Var der ikke noget med ham der?” Så primitive er mange almindelige mennesker.

Hvad angår den 2 årige karantæne, så har Anti Doping Danmark været så “søde” at oprette Dopingregisteret.dk som jeg har blogget om HER som skal være et værktøj der tillader total eksklusion fra træning i Danmark. Det var åbenbart en utålelig teoretisk mulighed at folk kunne opgive et andet navn til et andet center og dermed undgå en karantæne.

Hvad angår offentliggørelsen på internettet, så husk: Internettet glemmer aldrig. Idéen om at man kan offentliggøre en persons navn som værende dopingsynder, og så senere “trække det tilbage” minder mig om 80 årige mennesker der lige er ved at lære internettet at kende. “Kan jeg ikke bare slette det igen?”

Jeg vil nu gerne takke Anti Doping Danmark for igen at gøre opmærksom på sig selv på vanlig negativ og totalt amatøristisk facon – jeg kunne næsten have glemt jer, men nu skal jeg nok skrive en masse om jer igen.

Udgangspunktet for gøren og laden burde være “First, do no harm”. Men så ville ADD skulle nedlægge sig selv. Det sker ikke. De lever for godt af jeres skattekroner, og hvor godt de lever skal jeg fortælle jer om i et kommende blogindlæg.

Jeg gør i øvrigt få bestræbelser på at dele bloggens indlæg. Jeg foretrækker at brugere selv, af eget initiativ, deler bloggens indhold til gavn for oplysningen. Men her vil jeg gøre en undtagelse. Send linket til dette indlæg til mindst 5 personer du kender. Jeg får ikke penge for trafik. Jeg har ikke reklamer. Jeg tjener oplysningen, hvilket ADD får penge for at gøre men ikke gør. Det er det man kalder den omvendte verden. Blogtip: Ønsker du at læse alle indlæg om Anti Doping Danmarks vanvid, så klik på “PED” under kategorier til højre.