Danmarks skattefinansierede, offentlige organ for oplysning om doping – YEAH!!
Anti Doping Danmarks hjemmeside er Antidoping.dk.
Anti Doping Danmark står dog også for hjemmesiden Steroids.dk, der er en oplysningsportal. Eller det har i hvert fald nok været intentionen. Det er langt fra alt skrevet på hjemmesiden der er forkert, usobert eller sagligt – men en væsentlig slat er desværre. Og denne væsentlige slat vil i den grad tjene til at kunne cementere fordomme blandt almindelige danskere om dopingbrugere, og derfor bør den revideres.
Jeg havde egentligt troet at denne slags tekster for længst var erstattet af mere sobre og saglige tekster der formår at tale et forståeligt, voksent sprog til voksne børn & unge – men nej. Fordomme, bizarre udsagn, kontrafaktiske eller ikke dokumenterede udsagn, irrelevante observationer og betragtninger og andet lever i bedste velgående på Steroids.dk, og præsenteret i godt, gedigen gymnasiesprog.
Det forholder sig således at Anti Doping Danmark har skrevet en guide til kærester til dopingbrugere.
Lad os se nærmere på konkrete eksempler på tvivlsomme oplysninger eller formuleringer fra denne guide, Steroids.dk “Rådgivning til kærester”, link: http://steroids.dk/raadgivning/til_kaerester
_______________
#1: “Ofte vokser kroppen uproportionalt – især vokser skuldre, nakke og bryst hurtigt, da det er mest i fokus rent kosmetisk.”
At disse muskler er i fokus rent kosmetisk hos mange løftere er der ingen tvivl om. Så langt så godt, så at sige. Men begrundelsen, derimod, den halter. Og deres kobling er irrelevant for dopingaspektet. For sandheden er, at der er en højere forekomst af androgene receptorer (AR) i skuldre og nakke end i resten af kroppens muskler. Disse muskler vil således have en præferentiel respons som betinget af den menneskelige fysiologi og tilstedeværelsen af syntetiske androgener i kroppen. Dette er i øvrigt slet ikke så esoterisk viden som det måske kunne lyde.
For de interesserede, en henvisning: Fawzi Kadi, The expression of androgen receptors in human neck and limb muscles: effects of training and self-administration of androgenic-anabolic steroids, Histochem Cell Biol. 2000 Jan;113(1):25-9.: “In conclusion, AR content differs greatly between human neck and limb muscles.” Set i lyset af at Anti Doping Danmark efter udsagn har eksperter ansat, så skulle man tro at de var klar over noget så banalt. Hvorfor skal jeg, lægmand og jurist, sidde her og rette på Anti Doping Danmark? Godt spørgsmål.
_______________
#2: Store muskler er meget vigtige for steroidbrugere, og mange er ligeså optaget af at have en lav fedtprocent. Steroidbrugere spiser derfor meget og tit, og er meget fokuserede på HVAD de spiser. Det skal være fedtfattigt og proteinrigt.
90erne har ringet. De vil have deres ernæringsvisdom tilbage. At fitnessfolk, herunder dopingbrugere, spiser proteinrigt er ukontroversielt, men hvor kommer “fedtfattigt” fra? Det er efterhånden almen viden i fitnessverden og blandt almindelige sundhedsinteresserede mennesker at den gamle fedtforskrækkelse var videnskabeligt afmarcheret. Bevares, der skal nok være en masse fitnessudøvere der spiser fedtfattigt, men der er absolut ingen tvivl om at den nuværende trend – og som har været trenden i en del år efterhånden – er low-CARB, IKKE low fat. Den slags formuleringer bekræfter jo blot hvad jeg længe har vidst og sagt om personerne der arbejder hos Anti Doping Danmark: Mange af dem har ganske enkelt ikke substantiel viden hverken om doping eller kost/træning som det nu er træningsmæssigt relevant. Kommentaren om fedtfattigt er simpelthen arkaisk vrøvl der kun kan snige sig ind i teksten fordi vedkommende forfatter ingen eller svag kobling har til træningsverden, ikke besidder hvad der er almen viden. Jeg vil gå så vidt som at sige, at det er egentligt imponerende at tro at “fedfattigt” er all the rage når man tænker på hvordan dameblade, aviser, guruer og jeg ved ikke hvad har snakket om farlige kulhydrater og omvendt kostpyramide nu i efterhånden mange år. Det har næsten været umuligt at undgå.
Men jeg startede egentligt med en detalje. For langt værre er jo, at hermed rejser Anti Doping Danmark ikke kun mistanke om den dopingforbrugende udøver, men også den seriøse fitnessudøver der ikke bruger doping. Det er på ingen måde et eksklusivt kriterium og kun omfavnende dopingbrugere, at de pågældende folk er seriøse om deres træning og kost – det er ALLE seriøse idrætsudøvere! Så når Anti Doping Danmark skriver som de gør, så skaber det et mistankegrundlag rettet mod alle seriøse fitnessudøvere. Flot.
_______________
#3: “Steroider kan medføre, at man får en kort lunte og let bliver irritabel, opfarende og aggressiv – også over små bagateller, som man aldrig blev hidsig over før. Man kan også blive meget jaloux og mistænksom.”
HVAD er kilderne til disse ovenud fordomsfulde påstande? Når der står at “steroider kan medføre”, så indebærer det kausalitet mellem A og B. Altså at A—>B. A er at tage steroider, B er disse negative karaktertræk de opremser. Jeg retter derfor henvendelse til Anti Doping Danmark og beder om fyldestgørende kildehenvisninger (se bunden af indlægget).
Jeg har i øvrigt tidligere blogget om myten om “Roid rage” – altså myten steroidraseri eller steroidvrede – her: https://supertraining.dk/122-myten-om-roid-rage/
Jeg ved at Anti Doping Danmark har læst bloggen her, så det er i grunden tankevækkende, at de ikke af egen drift går ind og retter deres tekst når nu de støder på disse (for dem) nye oplysninger.
_______________
#4: “Steroider påvirker hjernen, så man bliver mere optaget af sig selv og mindre interesseret i andre. Man er ligeglad med, om man gør andre kede af det eller forårsager skader på andre ved fx vold. “
Snarere end gentage mig selv, så henviser jeg til mine bemærkninger til eksempel nr 3. Det er næsten fascinerende at der kan sidde mennesker og formulere den slags uden selv at stoppe op og tænke “Hmm…ER der nu også hold i dette?” Endnu mere imponerende er at ikke én eneste person i organisationen har reageret og fået rettet teksten efter den noget tankeløst er blevet offentliggjort.
_______________
#5: “De gamle venner skiftes ud til fordel for nye, som deler samme interesse for styrketræning og måske steroider. Fordi steroidbrugere bliver så opslugt af deres træning og kost, begynder de at sige nej til at deltage i sociale arrangementer med familie og venner.”
Det skal nok passe at det sker i et vist omfang blandt nogle steroidbrugere. Men sandheden er, at det er karakteristisk for seriøse fitnessudøvere – dopingbrugere eller ej – at sige nej til sociale arrangementer i det omfang det influerer negativt på træningen. Dette er ikke karakteristisk for dopingbrugere. Jeg vil gå så vidt som at sige at nogle af de personer jeg kender som er mest “hermit by choice” er clean atleter, mens dopingbrugere i langt højere grad kan slippe af sted med festaberi, skæg og ballade, at være oppe de sene nattetimer osv da den eksogene kemi tillader så træningsresultatmæssigt favorabelt et miljø, at de altså – i mangel af bedre ord – kan “slippe af sted” med det. Igen, det Anti Doping Danmark rejser som et mistankegrundlag er ikke karakteristisk for dopingbrugere, men dedikerede atleter!
Glem i øvrigt ikke at mennesker udskifter venner med en højere frekvens end mange egentligt går og er klar over, læs fx her: http://jyllands-posten.dk/livsstil/familiesundhed/ECE7842986/Vi-skrotter-halvdelen-af-vennerne-hvert-7.-%C3%A5r/ Det er altså naturligt at udskifte venner til nogle der er mere ligesindede, med fælles interesser, uden dette udgør noget bevis på steroidbrug. Det kan ligefrem være træningsmæssigt “nødvendigt”.
_______________
#6: “Det kan du gøre: Du kan vælge at konfrontere din kæreste med din viden eller mistanke. Det kan gøres både indirekte og direkte. Der findes ikke en “rigtig” måde at gøre det på. Det vil altid være din vurdering.
Indirekte kan du gøre din kæreste opmærksom på, at du har bemærket, at der foregår noget, ved fx at have oplysningsmateriale om steroider liggende fremme, hvor du ved, at han vil se det.
Du kan få tilsendt materiale om steroider ved at henvende dig hos Anti Doping Danmark på info@antidoping.dk eller på tlf. nr. 43 26 25 50. Folderen ”Steroider er stærkere end dig” står også i de fleste fitnesscentre.
Du kan også gå mere direkte til værks og tage en snak med din kæreste, fx med udgangspunkt i folderen.
Jeg må give Anti Doping Danmark, at denne passage ER velintenderet (det tror jeg faktisk en pæn portion af deres virke er), men god intention betyder ikke godt udfald. Det sandsynlige scenarie her vil ikke være, at dopingbrugeren stopper op og der sættes nye tanker i gang og installeres bekymringer om sidesporet vedkommende er/kunne være ude i. Nej, ved I hvad det sandsynlige udfald er? Latter. Ja, latter. For Anti Doping Danmark har i så lang tid nu, og så koncentreret og til tider komisk upassende og uinformeret, drevet oplysningskampagne der ret beset var tættere på at være propaganderende skræmmekampagne end oplysning. Objektiviteten er for længst forsvundet, hvis den da nogensinde har været der. Det er den naturlige konsekvens af, at ANTI Doping Danmark står i antagonisme til dopingbrugere. Sigtet er kun i helt ubetydelig grad harm-reduction. Sigtet er desværre kontrol, og straf, og dette gøres ved privatlivskrænkelser, mistænkeliggørelse, offentliggørelse af private persondata, diskriminering, overvågning, stikkerlinje, samarbejde med politimyndighederne, karantæner fra trænings- og foreningslivet i Danmark, og mere endnu.
Sandheden er, at Anti Doping Danmark bredt og fjernt er til grin blandt dopingbrugere. Hvis du skubber folk væk, så har de det med ikke at ville lytte. Og hele Anti Doping Danmarks konstruktion og indsats mod motionister (bemærk at dette ikke foregår i nogen andre lande i verden i noget sammenligneligt omfang) er simpelthen inherently uegnet til at influere på rigtig mange dopingbrugere. Alene at ADD står i antagonisme by design til dopingbrugeren er dømt til at fejle. Føj dertil de mange eksempler på skræmmekampagner i form af usagligt sprogbrug og til tider decideret faktuelt forkerte oplysninger (som jeg tidligere har beskrevet her på bloggen), og så er en ganske sød forestilling at materiale fra Anti Doping Danmark skulle indgå i denne intervention af kærestens side. Det er endnu mere naivt end det er sødt. De har ødelagt det for sig selv for længst.
Public service fra Supertraning.dk: Hvis du er læser og falder over dette indlæg og din kæreste er ude i et doping(mis)brug, så kontakt mig gerne, og så vil jeg sende relevant og objektivt materiale som du kan forelægge for kæresten. Jeg kan garantere at min troværdighed vil være mange gange højere.
_______________
#7: “Du kan tale med din kæreste om, hvorfor du godt kan lide ham, og hvad du faldt for ved ham – altså hvad han indeholder af gode ting, som ikke har noget med store muskler at gøre. Derudover kan du fortælle ham, hvorfor du ikke bryder dig om, at han tager steroider, og hvad hans steroidbrug betyder for dig. “
“Han”? Newsflash: Kvinder tager også steroider. Det er der faktisk rigtigt mange der gør inden for Bodybuilding/Bodyfitness.
Tænk sig at Anti Doping Danmark per dansk lovgivning er oplysende instans…
_______________
Bonuspunkt: “Hvis du har søgt viden om steroider, og du måske har talt med din kæreste, men føler at du har brug for yderligere hjælp kan du/I kontakte Anti Doping Danmarks eksperter.”
Hvis der da rent faktisk er “eksperter” hos Anti Doping Danmark, var det så ikke en idé at få dem til at forfatte materialet der er tiltænkt at være oplysende? Bare en tanke…
______________________________________________
På baggrund af ovenstående har jeg således rettet følgende henvendelse til Anti Doping Danmark:
Til rette vedkommende, Anti Doping Danmark.
Jeg har netop læst inde på jeres portal Steroids.dk hvor jeg faldt over guiden til kærester. Det er en nobel og anerkendelsesværdig intention på den måde at yde bekymrede kærester vejledning.
Men jeg har desværre identificeret en del problemer med jeres tekst, som jeg har uddybet på min blog www.Supertraining.dk i indlæg #177.
Problemerne er opremset i en punkt-for-punkt facon, hvoraf flere fordrer direkte svar/kommentering fra jeres side, idet ADD jf. lov om fremme af dopingfri idræt § 3 nr 2 står for oplysningsvirksomhed her i landet.Det er ganske evident at teksten indeholder flere påstande der enten er:
– ikke dokumenterede
– ulogiske/ufornuftige/uoplyste/usaglige
– unødigt mistænkeliggørende over for den seriøst trænende befolkning
– kønsdiskriminerendeJeg forlanger hermed fyldestgørende dokumentation for jeres påstande som omtalt i punkt 3+4 i min blogpost, samt kommentarer til punkterne 1-5 og 7.
Bemærk at jeg vil offentliggøre jeres svar, samt offentligt gennemgå hvad end I måtte levere af evidens. Bemærk at der mht punk 3 & 4 efterspørges evidens for KAUSALITET og med den fornødne kvalitet og af den fornødne vægt til at understøtte jeres påstande.
Jeg håber, at I sætter pris på dette indlæg og denne skrivelse fra min side, derved at jeg nu igen-igen yder vederlagsfri konsulentbistand til fremme af den objektive oplysning om doping, når nu I ikke evner at løfte opgaven
Simon
______________________________________________
Jakob skriver
Super artikel! Ja man kan da tage sig til hovedet over nogle af de ting de skriver. Om ikke andet så tror jeg ikke sådan en info side bliver læst af mange, måske nogle folkeskoleelever der skal skrive et projekt eller lignende.
Mike skriver
Hej Simon
Nu har du efterhånden rettet henvendelse, af flere omgange, til ADD.
Modtager du altid et svar?
– Mike
læser lars skriver
Vi holder ikke vejret medens vi venter på svaret.
Bigshooter skriver
De er i for sig pligtige at svare, qua god forvaltningsskik.
Jakob skriver
ADD er vel ikke forpligtet til svare på spørgsmål, som ligger uden for det offentlighedsloven siger om aktindsigt?
Det vil sige at ADD ikke er forpligtet til at udarbejde nye dokumenter og kun trække oplysninger gennem få og enkle kommandoer. Om der så kan svares på spørgsmålene gennem det, er en anden sag.
Bigshooter skriver
Som oplysende organ – fastsat ved lov – vil det være deres opgave som forvaltningsmyndighed at forholde sig til rigtigheden af deres egne påstande samt til nye oplysninger der evt. måtte modsige det gamle.
ADD er ikke direkte forpligtet til at udarbejde nye dokumenter, men svigter de deres opgave som er at oplyse, så overholder de ikke lovgivningen.
Derudover vil det være god forvaltningsskik at indgå i en meningsfuld dialog med borgere der retter henvendelse.
Og så vil de helt generelt, som forvaltning, være pligtige at svare på henvendelser.