Hermed en lille update til jer, godtfolk.
Oven på en travl sommer er det tid til at genoptage bloggen. Ikke at den i og for sig har været i bero, men som I faste læsere ved, så tilstræber jeg generelt at producere originalt indhold, og spytter således ikke blot posts af sted for at gøre det.
Jeg er nu hjemvendt og landet fra tur til Grækenland, og for en gangs skyld skal bloggen her handle om hvad den siden undfangelsen ikke har handlet om: mig selv. Så hvorfor ikke skrive et lille blogindlæg der hedder Refleksioner oven på tur til Grækenland
Vi starter selvfølgelig med det helt store aktiv, nemlig vejret: 25 grader og solskin. En god uge i det vejr er en uge mere af sommer (som aldrig kom til Danmark i 2017), og dermed godt med D-vitamin og solstråler til at stimulere fordelagtig hjernekemi. Det må ses som lidt af en fordel at oplade batterierne før man går den danske vinter i møde, en vinter der som bekendt varer et halvt år hvorefter vi måske får en sommer. En 20-25 grader er for mig at se i øvrigt perfekt temperatur. Varmere end det er mere end godt er.
Bare rolig, venner – JEG SPISTE IKKE DET HVIDE BRØD.
Så har vi det græske køkken. Det er fint kompatibelt med Bodybuilding, modsat det Italienske. Jeg har set flere eksempler på folk der har pådraget sig metaboliske katastrofer oven på en god tur til Italien og godt med hvidt brød og pasta ad libitum. Det græske køkken, derimod, er masser af seafood og kød/kylling og sundt fedt, og så kan risene doseres efter aktivitetsniveau. Så er der selvfølgelig den fordel forbundet med en turistøkonomi, at idet du entrerer er de som udgangspunkt servicemindede, modsat danske restauranter hvor personalet ofte udstråler at de egentligt helst var fri for at man besøgte dem. Særligt når personalet er unge studerende ansat af en ejer der sjældent har sin gang på restauranten – den sofistikerede omgang McDonald’s og gennemført udeulige, kommercialiserede og profitmaksimerende oplevelse som hedder cofoco comes to mind.
Køkkenet er afgjort af stor betydning for undertegnede, da min hverdag på snart alle tænkelige måder gennemsyres af rutine. Compliance er kernen af performance, og intet fordrer compliance som rutine. Det er 10 år siden jeg sidst var ude at rejse, andet end en 4-5 dage til Venedig i 2010. Det er ikke et udpræget behov jeg har, da barndommen har budt på rigeligt med rejser. Et andet vigtigt forhold er rejsetiden, og fravær af mellemlandinger: Efter at have krydset Atlanten en 18-20 gange har jeg ikke et uindfriet behov for lange flyture, og dermed passer det mit temperament fint at flyve 2½ time og ingen mellemlandinger undervejs.
Det gode, gamle Ægæerhav.
De græske strande er som bekendt stenstrande, mange af dem, hvilket kan være noget upraktisk. Særligt for mit vedkommende, når min buyoancy sender mig til havets bund med det samme og når ens kropsvægt gør trykket på fødder på sten det større. Men sandstrande findes jo, og derudover kommer man langt i livet med at være ligeglad med de rette ting.
På de græske øer finder man nogle af de smukkeste strande der findes, og havet er blåt og alt det der. Det behøver ikke flere ord.
Kørsel i bjerge er jo en oplevelse. Der er grundlæggende noget urovækkende ved at man skal navigere med en sådan koncentration at en uopmærksomhed sender en ud over en bjergskrant og til den visse død. Autoværn er sat sporadisk op, trods behovet strækker sig langt videre. Nu er Grækenland ikke et uland, men er på en række områder derhenad. Færdslen i bjerge er dog ganske sikker, med mindre man kører som en brækket arm. Forholdene minder mig dog om min mangeårige opfattelse som er, at jeg intet behov har for at besøge fattige lortelande. Folk i lortelande har travlt med at komme herop – ergo giver det ikke mening at man skulle have travlt med at komme ned til dem.
Den græske mentalitet er karakteristisk sydeuropæisk. det forekommer at intet foregår egentligt effektivt. Tingene sejler. På denne måde er en destination som Grækenland et oplagt feriemål, men som bosted helt inkompatibel med mit temperament. Unge danskere benytter gerne de muligheder der byder sig fra at tage stilling til deres religion/religiøse baggrund/samfundets religiøse baggrund og ophav, i et eller andet misforstået humanistisk forsøg på at ville sidestille al religion og koble sig fra den, men rejser man finder man hurtigt ud af hvad den protestantiske lutheranisme betyder selv dagen i dag for vores arbejdsetik, arbejdsdisciplin, grundighed og omhu. For grækerne forekommer det at intet er udtalt godt eller dårligt, og det hele er rimeligt udramatisk. Det er også et folk der ikke har travlt med at hustle og begå fidusmageri, hvilket absolut er et aktiv.
Det er karakteristisk hvor mange mennesker man ser lave ingenting. Fx kører jeg i bjergene, og så sidder der en gammel græsk kone, huden fuldstændigt rynket og ristet af solen, der bare sidder på en stol og glor ud i luften. Der er intet omkring hende – hun sidder bare der, på en plastiksol. 3 timer senere kører man ad samme vej hjem igen, og hun sidder der stadig. Den eneste forskel er at solen stod en anelse lavere, for nu var der gået 3 timer. Det var slet ikke et sjældent syn: Folk der simpelthen intet laver. Specielt ældre. Hvilket illustrerer en kontrast mellem vores samfund og deres, idet der er en tendens til at vi her i norden sender de gamle i eksil på plejehjem, mens der sydpå er en tendes til at de ældre fortsat skal arbejde og gøre nytte i den kapacitet de nu kan. Jeg skal ikke generelt gøre mig til dommer over hvad der her er bedst.
Det kommer også til udtryk ved skiltning, færdsel i trafikken, etc. Da jeg er ude at besøge ruinerne af et gammelt fort – med gammelt mener jeg et Frankerne byggede i 1200-tallet – så står der intet. Der er ingen tavler, der er ingen informationspjecer. Bare et fort. Resten må man så selv tænke sig til. Det er alligevel tankevækkende når det er en turistøkonomi, men det er på den anden side netop den autenticitet og kontrast fra hverdagens orden og omhu der gør rejsen til en rejse.
Når man er i Spanien, Grækenland etc bør man tage på bådtur. I havnen/marianaen var der en ung gut der solgte turen rigtigt godt, og bedømt på de objektive momenter (båden, destinationerne, etc) forekom det at være det rette valg. Gutten nævner så at kaptajnen, en græker, var forhenværende “NAVY SEAL”. Jeg tænkte, at den var god med ham, og at der var to muligheder: Enten havde kaptajnen blot været i flåden og så skulle det tales op og sælges, hvilket som udgangspunkt nok var det mest sandsynlige, eller også havde han været i de græske specialstyrker, ala de danske frømænd eller amerikanske SEALs.
Af sted på båden – vi er vel en knap 60 ombord – og rundt og se forskellige sites. Vi gør på et tidspunkt ophold og guiden annoncerer en konkurrence i hvem der kan lave den største bombe fra båden øverste dæk. Den vandt undertegnede, hvilket vandt mig en gratis kop kaffe. Retfærdigvis skal det siges at førstepladsen var delt med en dygtig hollænder der i sandhed havde bombeteknikken på plads. Uagtet, så døbte guiden mig “Mr. Bombastic”. Jeg skulle ikke have cuttet op til denne sommer, så havde førstepladsen ikke været delt, men jeg vil trods alt hellere være lean end ikke, og blodårer på low abs rangerer nu også højere.
Vi gør nogle ophold undervejs, og under et sådan ophold kommer kaptajnen – en gammel græker, flot mand i flot uniform – over til mig med en stor mappe. Mappen er slået op til en side med fotos fra en bodybuildingkonkurrence i Athen, 1981. Det viste sig, at den gode kaptajn var tidligere bodybuilder, hvilket han gerne ville dele med mig. Jeg står så med mappen og betragter den, og begynder at bladre i den. Jeg kan konstatere den er fyldt med memorabilia fra hans liv. Ikke meget har jeg bladret, før der begynder at dukke alskens patches, certifikater og fotos af faldskærmsudspring, dykning og militærtræning op. Ja, kære venner, den var sgu nok med den kære Kaptajn Navy SEAL, idet der også dukkede en del certifikater op fra joint SEAL/O.Y.K. (de græske frømænd) træning tilbage fra start 80erne. Og skulle det ikke være nok, så viste det sig at den gode kaptajn ikke blot havde været frømand, men trænet udi mere endnu:
101st Airborne (“Screaming Eagles”), Commando & demolitions expert, og guerrilla warfare. Så bliver det ikke mere the real deal. Meget 80er vibe også. Jeg sludrede med den gode Kaptajn Georgios, og han fortalte at hans speciale var underwater demolition. Han havde også uret, som forhenværende specialstyrker ofte har – “deres” ur.
Nogle af skeptikerne blandt jer kunne måske sidde og tænke Kaptajn Georgios havde siddet derhjemme med Photoshop og rustik printer, og for at komme de altid så inspirerende skeptikere i forkøbet, så bad jeg en græsk ven jeg har, som har en del venner i O.Y.K., forhøre sig om Georgios. Jo, han er skam velkendt, og er the real deal. De kalder ham den græske Indiana Jones, da han vist også har været skattejæger. Rygtet vil vide at også han blev hidkaldt til tjeneste i 1996 da Grækenland og Tyrkiet var ved at komme i krig efter helikopternedskydningen.
Jeg fik selvfølgelig et front biceps-billede med Kaptajn Georgios, kaptajnen i sin fine, kridhvide uniform, og mig i min minimalistiske badebuks inden der blev sagt tak for turen.
Der kan selvfølgelig berettes meget fra en sådan tur, og mere end hvad der er tid til her på en søndag. Her afslutningsvist kan nævnes:
– i supermarkedet stod jeg i kø foran et par ranglede, aflange, unge surferknægte, og vejret er jo sådan at man kan færdes i bar overkrop så længe der er sol på. Mens mine varer blev ekspederet indledte jeg samtale med dem med spørgsmålet: “Do you know what would really help your windsurfing?” “- no, what?”, svarede den ene. “STEROIDS” svarede jeg ham så. De rystedes tydeligt i grundvolden.
– der boede et engelsk ægtepar ved siden af. Da jeg hilser på dem og spørger hvor de er fra svarer damen “LUTON”. Det ringer en klokke, men før jeg husker helt præcist hvad det går ud på siger hun “not the nicest place.” Og der husker jeg det: Det er muligvis den værste by i England overhovedet. Jeg skulle have repliceret med tyk accent: “Yes it’s a real shithole, innit?” bare for at se hendes reaktion. Jeg døbte dem efter da Mr. and Mrs. Luton, og spurgte mig selv flere gange: “Hvad mon THE LUTONS laver nu?”. Og svaret ville være det samme hver gang: ingenting. De var typerne der tog på ferie og lavede positivt intet. Fred være med dem, men jeg begriber ikke folk der kan side stille sådan. Enhver pause fra træning af den art, og jeg er ved at eksplodere af energi.
– i en usandsynlig delikatessebutik i en lille by var der en herre der talte fint engelsk og havde alle tænder i munden (begge er ikke så hyppigt forekommende andet end hos de yngre grækere) der opremsede retningslinjerne for at finde den BEDSTE olivenolie, hvilket var dejligt for en olivenolieentusiast som undertegnede. Jeg kan afsløre, at man finder den ikke ved at købe sådan en gennemsigtig 5 liters plastikdunk der har stået og kogt i solskin dagen lang. Metalbeholder der ikke permitterer lys, EU-certificeret økologisk og visse udvalgte brands er vejen at gå. Han spurgte mig også om jeg levede af Bodybuilding, og komplimenterede mit flotte smil. Hvilket positivt kig på tilværelsen.
Nå, kære venner, mere kunne skrives, men jeg må videre i programmet, ikke mindst med at skrive det næste indlæg, idet bloggen den kommende tid vil blive opdateret regelmæssigt.
Kør forsigtigt, og spis ikke det hvide brød
– COACH
Godt at se indlæg fra dig igen. Keep ’em coming!