En relativt kortfattet, men dog væsentlig pointe angående Nolvadex.
Nolvadex benyttes i præstationsfremmende kontekst til at forhindre/behandle nogle af de bivirkninger som androgener (navnlig dem der aromatiserer og konverterer til østrogen) medfører. Her tænkes der specifikt på forekomsten af gynækomasti, altså mandlige tævepatter, der skyldes (hyper)sensitivt brystvæv der vokser som følge af østrogenstimulering.
Brugen af Nolvadex er ikke kun til behandling af gynækomasti, men også i en PCT (Post Cycle Therapy) kontekst. Brugen af steroider medfører ret hurtigt at endogen produktion af kønshormoner lukker ned og nærmer sig 0, idet dette system er negativ-feedback reguleret, og her kan Nolvadex bidrage til at egenproduktionen re-etableres via en indirekte stimulering af kønshormonerne.
Bodybuildere benytter typisk enten Nolvadex eller en aromatasehæmmer (så som arimidex, letrozole, etc) til at kontrollere østrogenbivirkningerne.
Nolvadex er langt mere specifikt til brystkirtelvæv, mens aromatasehæmmere har en mere systemisk effekt.
Pointen er dog, at der er nogle forhold omkring metaboliseringen som brugerne i mange tilfælde ikke er klar over.
Nolvadex er nemlig ikke – i sit udgangspunkt – et særligt effektivt stof. Effekten i kroppen afhænger af konvertering via cytokrom p450 katalysering fra inaktive til aktive metabolitter, og disse aktive metabolitter (endoxifen og 4-OHT) er dem der “batter”, idet disse har langt højere affinitet til østrogenreceptoren end tamoxifen har. Katalysen sker særligt ved CYP3A4/5 og 2D6.
Problemet er dog, at folk formentligt har forskellige udgangspunkter for at konvertere stoffet til “det der virker”, særligt i relation til 2D6.
Det belyses fx her: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/18024866/, hvor det konkluderes at: “Because genetically determined, impaired tamoxifen metabolism results in worse treatment outcomes, genotyping for CYP2D6 alleles *4, *5, *10, and *41 can identify patients who will have little benefit from adjuvant tamoxifen therapy. In addition to functional CYP2D6 alleles, the CYP2C19 *17 variant identifies patients likely to benefit from tamoxifen.”
Der er ingen grund til, at det samme ikke gælder mænd og atleter (mænd kan i øvrigt også få brystkræft), og altså atleter der bruger Nolvadex i en PED-kontekst.
Det korte af det lange er, at mennesker har potentielt ganske vidt forskellige udgangspunkter for at metabolisere medicin, og for så vidt angår Nolvadex vil udgangspunktet altså være alt mellem ringe/langsom til ultrahurtig metabolisering.
I praktisk kontekst betyder det at en person godt kan udvikle gyno, til trods for vedkommende bruger Nolvadex, hvis vedkommende ikke omsætter stoffet effektivt. Så om end det “burde” virke fra en logisk anskuelse, så gør det det ikke – i så fald kan vedkommende være nødt til enten 1. at kompensere ved at indtage ekstra meget Nolvadex eller 2. bruge en aromatasehæmmer i stedet. Og det har selvfølgelig også relevans for brugen af Nolvadexen i en PCT-kontekst.
Både Nolvadex/SERMs og aromatasehæmmere er forbundet med en række bivirkninger, men som udgangspunkt er det mere rationelt at behandle AAS-induceret gyno med Nolvadex end aromatasehæmmer. Det skyldes bl.a. at aromatasehæmmere sender kolesterolværdier ad helvede til, og at kroppen har brug for østrogen (også for optimal muskelopbygning)
Som I måske bemærker gør jeg mig ikke i at booste antal indlæg ved at poste banaliteter, så ansku Supertraining.dk som din adgang til esoterisk men vigtig viden.
I næste blogpost, en vigtig advarsel til landets kvinder der bruger Nolvadex som behandling af brystkræft og som supplerer behandlingen med andre midler…
Ifbm. prominent og ellers uhåndterbar gyno så må Nolvadex (eller endnu bedre, Raloxifen) være den oplagte løsning til behandling af dette- MEN anvendelsen af nolvadex on-cycle til at håndtere høje østrogenværdier er ikke særligt hensigtsmæssigt af flere årsager. A) nolvadex er neurotoksisk og inhibitter østrogenreceptorer i hjernen der er essentielle for humør og kognition; mange brugere taler om “brain fog” og depression. Øvrige receptorer i kroppen er naturligvis også påvirket, hvor nogle er til det bedre (gyno reduktion, forbedring af lipider) og andre til det værre (reduceret libido) og B) blodplasmaværdierne af østrogen bliver ikke reduceret ved brug af Nolvadex, så effekten er at omend symptomer på højt østrogen bliver reduceret, så florerer samme mængde østrogen stadig i kroppen. Hagen ved dette er two-fold; de østrogenreceptorer i kroppen som Nolvadex ikke påvirker er stadig oversaturated (hvilket som udgangspunkt aldrig er en god ting) OG når brugeren stopper anvendelsen af Nolvadex vil der opstå en såkaldt rebound effekt hvor den overskydende østrogen vil skylle henover de tidligere inhibittede receptorer som en tsunami og skaber kaos på ny. Det er også forklaringen på at mange mænd oplever gyno EFTER deres PCT forløb, simpelthen fordi deres krop ikke har metaboliseret den overskydende østrogen fra deres cycle effektivt nok. Løsningen er dermed at anvende Aromasin (Exemestane) under både cycle og PCT (i øvrigt studier der peger på at aromasin sågar er bedre til behandling af brystkræft end nolvadex) da denne forhindrer syntetiseringen af østrogen in the first place, samtidigt med at stimulere LH under PCT og øge IGF-1 niveauer. Effekten på lipider er ikke substantiel såfremt brugen af drugget er moderat.
Jeg er ikke nødvendigvis uenig i betragtningerne, om end Nolvadex stadig er det mest rationelle *udgangspunkt* for kontrol af gynækomasti.
Hvor mange i “gamle dage” enten slet ikke gik op i østrogenkontrol (og flere da også udviklede) gnyo, så er standardprotokollen i dag gået i retning af folk der proaktivt/forebyggende bruger aromatasehæmmer, hvilket er en tangerende tåbelig disposition for en del da
1. En del menneske er ikke disponeret for gyno, og dermed er det ofte unødvendig polyfarmaci
2. AI-dosen kan godt titreres til et niveau der i mindre grad vil sende lipider ad helvede til, men i den virkeligheden verden er der mange der “crasher” deres østrogen og laver pendul fra den ene ekstrem til den anden. Det skyldes bl.a. manglende adgang til blodprøver, samt manglende adgang til LC-MS/MS til at måle østrogen hos mænd, hvor mange målinger i stedet benytter RIA, der kan være problematisk at titrere ud fra.
3. Østrogenproblematikkerne hænger i væsentlig grad sammen med ratioen mellem T og E, og er ikke blot en konsekvens af en isoleret høj værdi.
4. Mange har slet ikke brug for en AI ved mere end 500-600mg testosteron om ugen, hvilket også inkluderer dele af den gruppe der er disponeret for gyno.
Benytter man mere end 1 gram testosteron om ugen (altså 1.5-2g og mere, der jo efterhånden ikke engang er en udtalt sjældenhed), så er det nok givet en AI vil være på sin plads, men så snakker man rationel management af en irrationel disposition.
AI vil adressere forhøjet østrogen generelt, men kirtelvæv i brystet kan netop være HYPERsensitivt, og altså vokse med mindre end voldsom øgning i østradiol. Her er Nolvadex væsentligt mere specifikt og mindre systemisk – for så vidt angår østrogen-kontrollen – end en AI er det. Det ville altså være at skyde gråspurve med kanoner at bruge en AI, for problemet der er ikke øget østrogen overall/systemisk, men at kirtelvæv stimuleres af blot lette øgninger af østrogen. I den forbindelse skal det også siges at mange brugere formentligt kunne nøjes med 10mg Nolvadex for at holde gyno nede under deres kur, og så i øvrigt ikke engang brugt gennem hele kuren men periodisk. Igen, afhængig af hvor disponeret vedkommende er for gyno.
Du har utvivlsomt ret i at der er en stribe problemer forbundet med Nolvadex, men det er der også med AI’er – spørgsmålet er at sætte størrelse på dem.
Den primære helbredsbivirkning ved selv “rationel” brug af AAS er formentligt hjertekarsygdom, der i forvejen er den primære dræber, efterfulgt af kræft, og her er arteriosklerose en god bidragsyder til påvirket ledningsevne til hjertet.
For så vidt angår kvinder og brystkræft og aromasin, så er det korrekt at data tyder på at aromatasehæmmere (og særligt sidste generation) er en slat mere effektive end Nolvadex er det. Det kræver dog post-menopausal tilstand, eller at æggestokke enten kirurgisk fjernes eller slås ned kemisk, da AIen ellers ville kunne øge østrogen og virke modsat. Af den årsag er Nolvadex første valg for præ/peri-menopausale kvinder. Det skal lige siges, at ikke sjældent vil der være en interesse i at patienten forbliver på Nolvadex så længe som muligt, da AIer kan gøre skøre knogler endnu mere skøre (som du ved fungerer Noladex som østrogenagonist flere steder i systemmet, og har dermed ikke samme bivirkninger som en AI), hvilket er et meget væsentligt problem hvis patienten har knoglemetastaser og/eller er i overgangsalder med dertilhørende osteoporotiske problemstillinger. Derudover producerer aromatasehæmmeren også – ikke sjældent – mere uhensigtsmæssige lipidværdier, hvilket er et problem i det ubelyste omfang kræftcellerne måtte kunne opretholde metabolismer ved at omsætte lipider, herunder at noget tyder på at brystkræft så at sige selv kan lave et østrogenlignende stof fra lipider til trods for brugen af AI samtidig. Det skal også lige ses at mens en metastatisk brystkræft udvikler resistens før eller siden over for Nolvadex, så er denne resistens i en del tilfælde mere eller mindre Nolvadex-specifik, og ikke bare en mutation væk fra at udtrykke østrogen, hvorfor patienten i nogle tilfælde oplever (tidsafgrænset) stabilitet på en AI trods Nolvadexen er holdt op med at virke.
Men for så vidt angår PED konteksten, så er udgangspunktet jeg opstiller her at østrogenkontrollen som udgangspunkt skal være reaktiv, ikke proaktiv, og kan personen nøjes med halv/lav-dosis Nolvadex i perioder af kuren, så er det som udgangspunkt en mere rationel disposition for gyno-management end brugen af AI idet denne brug i mange tilfælde ikke rammer et sweet spot, men zapper østrogen med negativ påvirkning ikke kun af helbred, men også af træningsresultatet.
Altså i bund og grund er det en god ide at køre lidt nolvadex mens man tar test e – er det forstået ret??