Undertegnede er nu hjemme igen efter en 10 dage hvor turen gik til Sydafrika. Bare rolig – jeg var ikke ombord Ethiopia Airlines. Flyselskabet jeg skulle rejse med i Afrika blev dog grounded af myndighederne få dage inden turen grundet “safety concerns”, men mon ikke det mere handlede om manglende bestikkelse til dem der bestemmer.
Nu er klassikerne selvfølgelig the big five som alle kender og som man kan se i zoologisk have, men mit favoritindslag var egentlig maraboustorken – billede #2, altså næst efter bavianerne – navnlig de store hanner – som rendte rundt om lodgen og terroriserede, hvilket jeg fandt ganske underholdende.
Malaria er en risiko i Kruger, men jeg så stort set ingen myg. Trods det skulle jeg ingen risiko løbe, hvorfor jeg tog malariaprofylakse (malarone) og havde 2 x joggingbuks og t-shirt, hoodie og overjakke trods hvad jeg formoder var 35 grader og høj luftfugtighed. Derudover myggespray 2-3x om dagen.
Ikke overraskende, så passer det man hører om Sydafrika, på godt og ondt. Det behøver man ikke rejse 9000 km for at erfare. Det kan gøres på liveleak. Jeg kan også bekræfte at flysæder bør være bredere eller tilgodese afvigende størrelser også, da jeg i løbet af de endeløse flyture derned og hjem igen fik op mod halvanden times søvn (i løbet af 36 timer), fordi samtlige personer der passerer flysædet jeg sidder i går ind i min skulder fordi latten får den til at poppe ud. Det minder mig om søvndeprivering som torturmetode.
Mit synspunkt om langdistance air travel er uændret siden mange ture over Atlanten omkring årtusindskiftet: ulideligt. Men det er sådan det er.
AFRIKA – Mere end en sang af Toto.
Afrika er noget for sig. Det var mit indtryk både i slut 90erne da jeg var i Nordafrika, og igen ved andet besøg i syd i ’19.
Mange kigger på et verdenskort og studser ikke over, at noget globeformet kan være på et fladt stykke papir. Men det kan det ikke. Jo fjernere fra ækvator, jo mere misrepræsenterende er Mercatorprojektionen (dvs det almindelige kort du husker fra din skolegang). Et almindeligt verdenskort formidler slet ikke Afrikas sande størrelse. Du kunne faktisk have det samlede landareal af USA, Kina, Indien, Mexico og i øvrigt en hel masse af Europa også i Afrika – and there’d still be room to spare. Så utroligt stor er denne del af verden.
Og denne verden er radikalt anderledes end lille, hyggelige, trygge Danmark: Varmen er massiv og uapologetisk, insekterne er grotesk overdimensionerede, og naturen er vild, rå og brutal – og potentielt livsfarlig, krævende omtanke og forholdsregler. Truslen er ikke kun fra kryb og store, vilde dyr som helt legitimt kræver man bor bag hegn og port, men også den skjulte dræber som er malaria.
Trygheden og nærværet du kender fra Nordeuropæisk civilisation er i stedet overlevelse, tribalisme, splittelse, og fattigdom – og det er i et så relativt civiliseret land som Sydafrika. Selv heksedoktori og overtro lever i bedste velgående.
Man kommer ikke uden om den unikke smukhed ved mødet med den naturlige verden, mens man forholder sig til dennes uoverstigelige virkelighed.
Man kan romantisere og dramatisere ad nauseam om denne verdensdels talrige skønheder og rædsler. Men det har så mange andre gjort før mig. I stedet slog det mig, da jeg bladrede billederne igennem, at der var et par billeder og beretninger værd at dele, som jeg vil lægge op i den kommende tid.
Således følger en meget kort og fragmentarisk virtuel safari, men ikke desto mindre med et aparte indslag eller to.
En giraf, hvis du var i tvivl
Her ses en elefant.
Jeg tilhører ikke selv den elefantfetisherende crowd, men forstår godt folk der gør. Det jeg primært associerer med elefanter, dog, er deres rolle i antikkens krigsførelse, som datidens frygtindgydende tanks der fik jorden til at ryste under fjenden og brød gennem deres linjer på slagmarken.
I filmen “Det forsømte forår” repeterer eleverne udenadslæren at elefanterne spillede “den afgørende rolle” for den 2. puniske krig, og det studsede jeg over da jeg i 7. klasse så filmen, for det er i den indledende viden om den krig man forstår, at de 38 elefanter stort set alle omkom da hæren krydsede alperne for at overraske romerne – en bedrift ingen forestillede sig var mulig, hvorfor Hannibal af Kartago endte med at have den formidable fordel over romerne som var overraskelseselementet (jeg begyndte at skrive et filmmanuskript i 7. klasse for at omsætte de puniske krig til det store lærred, men måtte sande at 1. historien om Hannibal ikke egner sig til en klassisk filmfortælling og at 2. opgaven dermed var for stor).
Men en væsentlig rolle spillede elefanter i Alexander den Stores erobringstogt i østen. Aristoteles havde godt nok advaret ham om østen, og togtet bragte da ultimativt også hans undergang, men erobre verden, det måtte han. Hæren mødte en ca 100 krigselefanter ved slaget ved Hydaspes mod Kong Porus (moderne Pakistan), og militærhistorikere i dag skønner at krigselefanterne var en årsag til at Alexanders hær led så (relativt) store tab, særligt ift. hvad de plejede. Slaget er udmærket vist i Oliver Stones i min optik vellykkede film fra 2004, særligt det monstrøse kaos elefantmasserne skaber og det ypperste blodbad slaget indebar. Som Anthony Hopkins i rollen som Ptolemaios så rigtigt kommenterer i fortællingen: “It was the bloodiest of his battles. Pure butchery. The end of all reason. We’d never be men again.” Historien vil vide at Alexanders hær stoppede dér, da der videre østpå ventede ham op mod 5000 krigselefanter.
Mit yndlingsdyr er gorillaen – ikke mange af dem i Sydafrika, dog, der skal man til Uganda eller Congo. Men løven er på en andenplads, og dens væsen brøler for sig selv.
En historie mange ikke kender til i dag var i 1898 da to løver terroriserede briternes bestræbelser på at anlægge jernbane i Afrika og bygge bro over floden Tvaso. Løveparret – døbt Man-eaters of Tvaso af Patterson, der endte med at få fældet dem – dræbte efter eget godtbefindende. Igen og igen og igen. Uforudsigeligt. Vilkårligt. Ikke for at spise og så være mætte, ikke som løver plejer at gøre. Men for at slagte. Og formentligt pga tørke og måske Rinderpest.
De mest konservative estimater peger på de slagtede 35 mand, mens mere liberale skøn peger på langt, langt flere – op mod 100 (briterne holdt ikke styr på antallet da ofrene var indiske arbejdere og indfødte afrikanere, og der var PR hensyn der motiverede til at underdrive problemet). Det interessante ved Tvaso-løver er at de er usædvanligt aggressive, usædvanligt store, menes at have højere testosteronniveauer end andre løver, og hannerne er påfaldende uden manke. Det fascinerende er at de to løver jagtede mennesker i tandem. I Tsavo var der forinden terroren gammel folklore om to djævler – spøgelset og mørket – der hjemsøgte området . “Tsavo” betyder endda et sted der slagtes.
Det er en på alle måder gennemført vanvittig historie, og et godt eksempel på at virkeligheden overgår fantasien. I dag kan du hoppe på flyveren til Chicago Field Museum hvis du vil se de to udstoppede løver.
Historien er senere dramatiseret i filmen “The Ghost and the Darkness” med Val Kilmer som Patterson og Michael Douglas som storvildtjægeren Remington. Filmen fortæller på glimrende vis at trods alle ens bestræbelser og gode planer, så kan den nådesløse tilværelse tæske dig og alle dine fine planer ustandselig. Giv dog aldrig op af den grund.
Jeg husker Paladsbiografen i 1996 da filmen fik premiere, en film som mit hjerte har kær dagen i dag.
Om end det næppe er en fryd at blive kastet for løverne og fortæret i levende live, så er flodhesten et langt, langt farligere dyr med flere menneskeliv på samvittigheden.
Flodhesten er fortryllende uforudsigelig og ovenud aggressiv, og smadrer og fortærer som det pludselig måtte falde den ind. Kombinationen af dette temperament og en kampvægt på 2000+ kg, store groteske tænder, brutal råstyrke samt evnen til at sprinte op mod 30km/t og manøvredygtighed i vand er årsagen til, at der med jævne mellemrum ryger et menneskeliv eller to til dette bæst – eller 13, som var tilfældet i 2014 i Niger da en flodhest kæntrede en båd fyldt med skoleelever der var på udflugt for at blive klogere på livet. En i retrospekt tvivlsom ekskursion for skoleklassen.
I billedet ses dog noget så usædvanligt som en tam flodhest, nemlig verdensberømtheden Jessica the Tame Hippo. Jessica kan lide at blive fodret og givet vand, og at blive klappet og krammet, og fortsætter så i øvrigt sine daglige gøremål. Denne fine flodhest gør ingen fortræd og er tam.
Det samme sagde man dog også om flodhesten og berømtheden Humphrey, indtil den bed sin ejer Marius ihjel. Som Shakespeare delte af livsvisdom: “He is mad that trusts in the tameness of a wolf.”
Men, indtil søde Jessica-bamsen konverterer sine ejere til kalorier eller benmel, så vil jeg give den skønne dame the benefit of the doubt.
Det obligatoriske solnedgangsbillede. Sjovt nok var solnedgangen i København langt flottere blot få dage inden afrejse – det er den også ved Sj. Odde mere end i Spanien, men det er heller ikke den man rejser for at se.
Maraboustorken, mit yndlingsindslag næst efter bavianen.
Elefanten har mange fans. Færre fans har dette vidunderligt groteske og fantastisk grimme væsen som er Maraboustorken.
Maraboustorker er der ikke mange af i vildnisset i Sydafrika. De er der, men de er ikke mange, og det var da også den eneste af slagsen jeg så på hele turen. Derfor har jeg dette minde særligt kært.
I kender skam alle Maraboustorken fra tegneserier fra jeres barndom (a la Lucky Luke), hvor dens karakteristiske bedemands/undertaker-udseende er afbilledet. Det giver mening, da den er inkarneret ådselæder. Den æder positivt hvad som helst: råddent kød, møg, skrald, andre dyr og fugle – levende som døde – bare den kan sluge dem. Den lever et liv i affald og møg. Faktisk er dens ben konstant dækket i eget møg, en kølemekanisme der hedder urohydrose.
Af mange betragtet som den absolut grimmeste måske mest ulækre fugl i verden, dette væsens vederstyggelighed er af majestætisk format.
Det kan undre, at nogen vil risikere at falde til den visse død for det perfekte shot til inztagoof – findes der efterhånden ikke en app der kan superimpose billeder af folk over betagende baggrunde som man frit kan vælge fra et kartotek? Så man udadtil faktisk kan rejse hele verden rundt uden overhovedet at rejse sig fra sofaen.
Efter billedet skiftede jeg til video, i det skrækkelige tilfælde at personerne her ville blive til en cautionary tale, udødeliggjort på LiveLeak. Bemærk i øvrigt hvordan manden holder om kvinden, selfiedødens svar på en muskertered: Ryger den ene, så ryger den anden med.
Der er på verdensplan dokumenteret omtrent 300 tilfælde af dødsfald indtrådt i forbindelse med forsøg på at tage den perfekte selfie, eller deathfie som det passende kunne kaldes. Mon en deathfie automatisk udløser en Darwin award.
Mails er ved at blive indhentet, og der ryger snart både indlæg på bloggen og podcast op.
Første prioritet er i sagens natur at besvare klienters henvendelser og skrive programmer.
Men frygt ej, børnlille – content is coming.
Sjovt nok har min egen læge frarådet mig at tage malariapiller, når jeg har rejst udenlands pga. De evt. Bivirkninger som ofte er værre end selve virusen.
Det er i hvert fald standard praksis ifm. rejser til højrisikozoner at benytte malariaprofylakse – dermed ikke sagt at medicinen ikke kan have bivirkninger som stiller en værre end hvis man ikke får malaria, eller hvis malariaen blot er kortvarig og triviel. Man kan altid være uheldig, men alt andet lige er en samlet vurdering af fordele og ulemper ved medicin vs. ikke til fordel for medicin. For mit vedkommende så elsker myg mig over alt – får personen ved siden af mig ét stik får jeg otte. Det i sig selv øger risikoen for eksponering nær ti-fold.
Et andet relevant hensyn er rejsens varighed. 10 dages rejse indebærer at tabletterne startes dagen før ankomst, og fortsætter 7 dage efter. Dvs ca 2.5 uges indtag af fx malarone. Det er relativt kort tid. Alternativt kan doxycyclin benyttes, igen meget sikkert præparat i en måned eller mindre. En ung rask person med raske organer løber næppe en stor risiko.
Skal man til et land hvor der ikke er hydroxychloroquinresistens (i Afrika er de resistente) så er HCQ også et virkelig godt bud på sikker medicin. Mange gigtpatienter får det i mange år uden problemer.
Jeg kan fortælle at en bekendts bekendt har to i sin omgangskreds der for nylig kortvarigt passerede gennem en malariazone i Afrika uden at være i behandling (profylaske), og de er begge ramt af falciparum – det viste sig efter de kom hjem, og de har været gennem tropemedicinsk herhjemme – og er blevet ekstremt syge af det. Og jeg mener virkelig syg – den ene muligvis permanent inkapaciteret af cerebral malaria.
Blot for en god ordens skyld så er malaria en parasitsygdom, ikke virus. Mange tropesygdomme er parasitter.
I det hele taget bør mennesker holde sig væk fra troperne. Det er hostile environment. Faktisk synes jeg i det hele taget en del mennesker bare burde blive hjemme.
Malarone t.v., Hydroxychloroquine t.h.
En anden applikation af HCQ er fx ifm kræftsygdomme hvor HCQ kan suspendere autofagi og fremme apoptose, så kemoterapi bliver mere effektiv – idet cellerne ellers kan overleve ved at æde sig selv. Det er selvfølgelig ikke et atoksisk præparat, men mildere end så meget andet.
Rejse? Jamen, hvad med træningen?
Et ekstremt relevant og vigtigt spørgsmål. Men vær blot rolig. Jeg lavede nogle gode 30-15-12-20 reps i dødløft kort inden afrejse, så der kunne restitueres fra det undervejs, og kufferten var fyldt med whey, oats og valnødder. Det er den eneste rejse i 10 år, fraset bryllupsrejsen i ’17. For at citere salige Fred Hatfield: You don’t NEED to take a vacation now and then. But you SHOULD!
I forlængelse af Hatfields normative læresætning: Hvordan kan det så være, at du kun har rejst én gang de seneste 10 år? Og går der 10 år, før du igen drager mod udlandet?
“Vacation” for mit vedkommende er nærmere adspredelse med andet – forstået på den måde det ikke behøver være egentlig rejse til udlandet med kuffert og fly og det hele. Jeg vil nok sige fravær af behov og lyst. Jeg har ikke det store rejsebehov, men spørgsmålet om rejser i fremtiden er i sagens natur svært at svare på. Wien har fx nok en del hyggeligt at byde på, og til og fra er så let. En tur til Grækenland eller lignende badeferie-ish er også en mulighed, hvis den danske sommer ikke spiller.
Søren Ulrik Thomsen har talt om hvordan han får mere “rejse” ud af at sidde i sin lejlighed i Bartholinsgade end at rejse jorden rundt, løst citeret. Det kan jeg sagtens følge ham i.