#254 – Bodybuilding & æstetik

Bodybuilding drejer sig i høj grad om æstetik. Bodybuilding som sport – og den Internationale Olympiske Komite anerkendte faktisk bodybuilding som sport i en årrække, provisorisk – er en sport der bedømmes visuelt. Så modsat for eksempel en styrkesport som vægtløftning, hvor det afgørende er styrkepræstationen på dagen, så handler bodybuilding om at fremvise resultatet på dagen. Æstetikkens er dens væsen.

For mig er det æstetiske forstået som det skønne, smukke og/eller perfekte hverken nok eller nødvendigvis det jeg finder interessant ved bodybuilding. Det har for mit vedkommende været et væsentligt element, men ingenlunde det hele. Det er ikke nok, og det er ikke spændende nok.

Den perfekte fysik der poserer yndefuldt og klassisk og er komplet, symmetrisk og proportioneret har sin klare plads. For mit vedkommende har den aldrig været dragende på den måde som den er for så mange andre entusiaster og følger eller udøvere af sporten. Dette kom jeg også ind på i mit interview med  Jim Quinn: https://supertraining.dk/246-eksklusivt-interview-med-90er-massemonster-jim-quinn/

Der er efterhånden et utal af udtalt muskuløse mennesker, der er fotograferet i gråtone eller sort/hvid, i perfekt lyssætning og eksakt yndefuld/adræt positur. Sådanne fotos ligner tangerende til forveksling hinanden, da de udspringer af perfekt teknik, der af fotografen kan tillæres. Selvfølgelig er de ikke så ens de forveksles, men jeg oplever ikke de efterlader et indtryk der huskes.

Sådanne fotos har klart deres merit. Mere spændende er dog fotos der i højere grad fanger en person, stemning og tid. Mere som en flue på væggen, end nøje forberedt. Ikke en teknisk perfekt komposition og lyssætning, men et billede i øjeblikket.

De perfekte fotos af bodybuildere der ligner græske statuer har, sat på spidsen, noget til fælles med billederne der lægges op af InstaGoof Booty-pigerne: De er skønne at se på, men har man set et, så har man set dem alle.

Denne generiske karakter indtræder også fordi de græske statuer og det æstetiske ideal de præsenterer ikke er så ekstremt og karakteristisk som massemonsterens fysik er. Hvis du kigger nøje efter på de klassiske statuer, så er de fleste noget mindre muskelbelagte end en massiv bodybuilder er. Den klassiske idealfysik er en mere slank og trimmet størrelse med mere aflange muskler. Klassisk V-form, med smal talje. Lange veludviklede men ikke store benmuskler, dog fylde på læggen. Brede skuldre, ikke sloped delts eller kæmpe trapz. Velformede og atletiske baller, men ikke store. Og så selvfølgelig mavemuskler. På den måde var Bodybuildere i 60erne og 70erne langt mere i retningen af det klassiske græske ideal, mens 80erne og 90erne har X-frames, og læner sig mere op ad He-Man figurer, tegneseriefigurer og figurer fra fiktion.

Jeres trofaste forfatter i yndefuld præsentation

Oven i – eller ved siden af – den æstetiske komponent er den muskuløse fysik naturligt forbundet med fysisk formåen. Muskelmasse er funktionelt væv der kan løfte noget. Vejen til den muskuløse fysik er hårdt arbejde kendetegnet ved progressiv overload, som vi kender fra historien om Milon fra Kroton der bar en kalv på skuldrene og blev ved med dette, til den blev en okse. For mange fans er æstetikken ikke nok. For fysikken hænger unægtelig sammen med en formåen, og hvor stor er den formåen?  Tag blot diskussionerne om hvem den stærkeste Mr. Olympia var, eller hvad Mr. Olympia kan løfte i de tre store (trods det slet ikke er hans sport), eller hvor stærk Arnold var. Officielt helt uvedkommende for sporten, men alligevel vigtigt.

Jeg er også af den overbevisning at man kan blive ret massiv med relativt lette vægte, med nøje periodisering. Ikke et massemonster som Jim Quinn. Der vil man med de lette vægte være limited by load. Men massiv. Jeg har imidlertid aldrig haft én eneste klient der var helt ligeglad med den fysiske performance. Det er noget der er vigtigt for næsten alle entusiaster.

Vi skal ej heller glemme, at det græske ideal ikke er én generisk, homogen størrelse. Selv hvis mange får associationer til den adrætte muskuløse, V-formede statue med vaskebræt, så har vi på den anden side også det Herkuleanske ideal, i kontrast til Apollon eller Adonis: Massiv, mere muskuløse, og større midsection. I bevidstheden hos de fleste synes Apollo og Adonis at have vundet den plads.

Den klassiske fysik er afbalanceret, velproportioneret og symmetrisk. Symmetrisk her defineret som venstre og højre side matchende hinanden. Velproportioneret betyder der ikke er stand-out bodyparts. Ingen Platz-ben, Dorian-ryg, eller for den sags skyld Arnold-pecs eller biceps. Arnold var på mange måde tæt på den klassiske fysik men de høje og store trapz og store pecs og biceps betyder at for eksempel Steeve Reeves eller Reg Park var nærmere. Arnolds stand-out bodyparts var blot de to “go-to”, nemlig bryst og biceps, hvilket gør ham mere klassisk. Hans talje var ej heller så smal, hvorfor han tit valgte twisting poses og lærte at posere for ikke at fremhæve denne.

Netop fordi den klassiske fysik er den afbalancerede er der ikke plads til det ekstreme, det afvigende, det usædvanlige – sågar det groteske.

Der er filosoffer der siger at et ideal er noget man tilstræber, men ikke bør opnå. Måske er den klassiske fysik der er fotograferet forudsigeligt, flot, elegant og perfekt netop for ufarlig – for perfekt? Den er i hvert fald ikke min primus motor i passionen ved denne filosofi.

Og nu vil jeg fortsætte dagens gøremål og afslutte dette indlæg med at citere George C. Scott i den undervurderede Exorcisten 3: “If you will forgive me I will leave this mystical conversation, too much of aesthetics…. always gives me a headache.”