#257 – Minder fra fortiden: “Texas-Dan”

Jeg får til tider beskeder fra læsere hvor de fortæller om gavn de har haft af artikler eller podcasts jeg har lagt op, og at det er noget har hjulpet dem på en måde der er bredere end træningen, men i livet generelt.

Tjener mine artikler, indlæg og podcasts som inspiration til en bedre livsførelse, kan de på den eller den anden måde hjælpe og give noget, så er det glædeligt. Det er værdi.

Jeg husker imidlertid klart en person der inspirerede mig. Nemlig Dan, eller “Texas Dan”.

Vi skal mere 20 år tilbage i tiden. Et par timers kørsel fra Dallas. Til de farverige og mindre komplicerede tider, i Clinton-æraen, i slut 90erne. Det var en lysere tid, med mere optimistisme, pre-9/11. Klokken er fem om morgenen, og jeg er stået op og fået mit blødkogte æg og er klædt på og står i rundkørslen, madpakke i hånden og kasket på hovedet. “Bring a cap”, havde Dan sagt dagen inden over telefon.

Ind i rundkørslen kører Dan – en mand omkring 64 år – i sin hvide pick-up truck, med sin cowboyhat på. Han er en høj, slank, flot mand med stolt holding og selvsikker facon. Jeans, stort bæltespænde og hvid skjorte.

Dan ejer en masse land. Det tager en times kørsel at komme dertil, og endnu længere at køre fra den ene kvægbestand til den anden. De skal fodres, røgtes og skubbes. Kæmpe fodersække han har musclet op på ladet i pick-up trucken og som vi skal hælde ud til køerne. Lur mig om han trods sin lange, slanke statur ikke kunne have præsteret fint i en dyst om sandbag. Arbejdet tager sin tid. Dan har en masse køer, kvier og tyre. Og en del steder. Vi kører, fra det ene sted til det andet. Vi ser en stor tarantel på grusvejen. Der findes en helvedes masse af dem ude på landet i Texas. De er, måske modsat hvad mange tror, næsten ufarlige, trods deres i nogles øjne frygtelige størrelse. I hans lade og redskabshal viser han mig en sort enke edderkrop – black widow spider – som har en stor rede. Den er til gengæld farlig.

Han har også en del oil pump jacks, som står og kører og kører, og vi tjekker og får et indtryk af hvor meget de får ekstraheret.  Så er det bleven frokosttid, og vi får vores madpakker.

Efter frokost, så er det tid til at skyde. Han har taget nogle rifler med, herunder en Springfield 1903 (den snigskytten Jackson bruger i Spielbergs Saving Private Ryan) samt en riffel med teleskopsigte, ikke ulig eller langt fra en sniper’s rifle. Dan viser mig weapon’s safety. Hvordan man respekterer våbnet, hvordan man lader og bærer det, og hvordan man skyder. Vejrtrækning, opspænd, sigte. Vi starter med en .22 – jeg er trods alt ikke mere end en 11 år gammel – og bevæger os så over til Springfielden og scope riflen. Han fortæller forklarer, vi skyder og øver. Mest interessant er sniperen. Fra film kender du måske en eller anden der er i teleskopsigtet og som løber zig-zag og slalom for at undgå skyttens skud. Glem det. Man kan ramme alt med sådan en. Han fortæller mig hvordan man sigter og indstiller scopet, og hvordan man fx i krig korrigerer ved at sigte over eller under mål hvis det er enten længere væk eller tættere på, samt hvordan man korrigerer for vind. Han har også en Winchester shotgun, men det er lidt rigeligt for en knægt.

Og der var masser af tid til at tale. Og lytte. For Dan er en vaskeægte sydstatsgentleman og cowboy i en. Hans egentlige navn er Daniel D Powell, Lieutenant Colonel (Ret.), og han er gift med danske Nanna, der er 5 år yngre. Dan er rancher, oliemand og cowboy. Han er også ambasaddør for de danske F16-piloter under uddannelse, sammen med sin kone. Det betyder de shower the ropes til de unge danskere der, fra lille Danmark, er kastet hovedkulds ud i en verden som kræver høj performance, og som potentielt er liv eller død.

Dan er pilot. Under Vietnamkrigen fløj han Fairchild C-123 Provider. Det er et stort transportfly som han brugte til at levere forsyninger og hjembringe sårede – om han også sprayede Agent Orange melder historien intet om. Men han fløj, også i combat zones. Efter fløj han Lockheed C-130 Hercules.

Han blev senere udstationeret nogle år på stillehavsøen Guam, som er af militærstratetisk vigtighed for amerikanerne, hvorfor de har base der. Hans opgave på Guam? Der er masser af tyfoner (som en tropisk cyklon hedder i nordvest Stillehavet) i området. Så når en raserede, og man ikke vidste hvad vej den gik og hvordan, så fløj Dan i bogstavelig forstand ind i stormen, ind i orkanens øje, og ud igen, for at måle og få data på tyfonens udvikling.

Han havde også sin tid i Alaska. Det er det mest nordvestlige af USA. Is, sne, kulde. Hans opgave der? At hoppe i flyveren for at disperse the fog.

Dan fortæller fantastiske historier. Han viser mig også et par skind fra klapperslanger som han har slået ihjel. Den ene gang var med et haveredskab, da han pludselig befandt sig foran den en dag og var vandret ind på dens område. Han fortæller om prærien, om Vietnam, om krig og flyvemaskiner, om skydning, om olie, om kvæg, tyre og salg på markedet. Han demonstrerede også kuglers ricochet, og hvordan man kan og ikke kan skyde ned i vand. Han har en enestående samling af gode historier, og jeg har kun fået en brøkdel af dem.

Dan mødte en i øjenhøjde – selv når han stod over for 11-årig knægt halvt så høj som ham, og han tog en seriøst. En man’s man af den gamle skole. Enormt belæst og velbevandret i øvrigt, herunder i historie. Ikke kun amerikansk, men europæisk – middelalderen, renæssancen. Passende at et renæssancemenneske som ham var vidende om renæssancen. På det tidspunkt var jeg meget interesseret i europæisk historie. Mange amerikanere kender kun til USA – resten er jo resten. Men ikke Dan. Usandsynligt belæst i hvad end emne jeg bragte på banen – kortstogene, at forsvaren en middelalderborg, og selvfølgelig historier om Det vilde vesten.

Han var gavmild i velgørende retning også, erfarede jeg sidenhen, ved at give til de trængende – fx i form af bidrag til medicinsk behandling, idet de jo i USA ikke har et sundhedssystem som vores – og det giver god mening, da hans kone Nanna også var frivillig på hospice. Krage søger mage.

Jeg glemmer aldrig Dan og vores ture i pick-up trucken før årtusindskiftet, op ved morgengry, ud på prærien med madpakke og termokande og vand, ud at fodre køerne, se til olien, og så skyde en allerhelvedes masse, mens jeg sugede til mig af hans viden, historier og gode energi. Jeg husker jeg skød en fugl. Jeg fik dårlig samvittighed.

Og netop fordi jeg ikke glemmer ham, så besluttede jeg mig for i går at grave det bedste bud på deres telefonnummer op, nu 20 år siden jeg sidst så Dan og Nanna, og ringe til Texas. Jeg vidste i går ikke om hverken den ene eller den anden stadig var i live. Jeg ringede, og Nanna tog telefonen. Hun troede knap sine ører. De er begge stadig i live. Og selvhjulpne. Nanna er 81, og har været frivillig på hospice nu i 21 år. Og Dan? Dan er i dag 86. Han står stadig op ved morgengry, tager sin cowboyhat på, og kører ud og fordrer dyrene, ser til olien, og kører på marked. De er begge to still going strong, og har været gift i 60 år. De er people of the old worlds dyder. Som Nanna siger til mig (vi taler skiftevis dansk og engelsk): “Dan er en honest man. He’s never cheated anyone.”

Nanna lovede mig, at hun ville hilse Dan mange gange når han kom hjem fra sin ugentlige tur til flybasen, og fortælle ham hvor meget vores ture sammen rundt på ranchen i Texas havde betydet for mig.