For få uger siden udgav Old School Labs Tom Platz’ lydbog, “Raw & Uncut”, en knap 7 timers monolog om hans liv. Hans livsfortælling, så at sige.
Jeg købte den umiddelbart efter, og har haft fornøjelsen at lytte til den til morgenkaffen mens jeg har siddet og indhentet mails og gjorde klar til dagen.
Lydbogen får en klar thumbs up, og i indlægget her vil jeg knytte bemærkninger til nogle af dens kvaliteter og mere påfaldende pointer.
Det indlysende: Lydbogen vil særligt tiltale det trænende segment som har interesse i de gode, gamle dage – The Golden Era – da den er fyldt med historie og anekdoter fra den tid. Den tager os for så vidt med på en tidsrejse helt tilbage til hans barndom og spæde start, men fokus er særligt på 80erne. Vi får en fornemmelse af den tids ånd og stemning, ikke mindst fælles- og kammeratskabet, noget jeg længe har ment er sværere og sværere at spore i det moderne samfund.
Vi får indblik i et begivenhedsrigt, spændingsfyldt og intenst liv, hvor selv næsten 7 timer vel kun giver os lidt mere end toppen af isbjerget. På den måde kan jeg ærgre mig over den ikke er dobbelt så lang, men vil formode at fortællingen formentligt er rigelig fyldestgørende for langt de fleste lyttere.
Det giver ikke mening at referere eller anmelde lydbogens indhold fra start til slut, ikke mindst fordi den er fortalt frit fra leveren, med mange spring i teksten, spontane tanker og gentagelser og ud ad forskellige tangenter, hvilket tjener fortællingen fint og jo er som fortælleren Platz er, så sådan skal det være.
Noget jeg tidligere har highligtet ved Platz’ liv, og noget som vil være klart for selv uindviede der måtte lytte med et halvt øre, det er at han tog livet og gjorde det til noget særligt. Vi har one shot her i tilværelsen – better make it count. Hans ånd er og var utæmmelig, og derfor måtte han også leve et så særligt og spændingsafhængigt liv. Det lå simpelthen i kortene.
Podcasten vil tale stærkt til et vist segment, og formentligt nærmest totalt flyve over hovedet på andre.
Det interessante spørgsmål at undersøge er hvorfor jeg oplever podcasten fængende. Min tro er, at det udspringer af, at kunne se noget af sin egen ånd i det man fordyber sig i. At man kan se noget af sig selv og opdage at der findes et åndeligt og værdimæssigt fællesskab. Anskuelser og perspektiver man kan genkende. På den måde var der også en del både påfaldende overraskelser samt bekræftelser i lydbogen, hvor jeg bringer nogle af dem her:
At performe på det højeste plan man kan er i ligeså høj grad et mentalt fænomen som en fysiologisk hindring. Jeg har en del gange før opsummeret min træningsfilosofi som værende tunge vægte for mange reps – uanset om det er squat, dødløft, curls, DB rows eller hvad som helst andet. Men de to ting er, nøgternt, i strid med hinanden. Den tunge(re) vægt udelukker træningsteoretisk de mange reps. At gøre det alligevel er et virkelighedstrodsende valg. Det er at leve i en unreality. Det er et abonnement på en filosofi og tænkning om at trodse virkeligheden for dermed at sprænge rammerne for hvad der for mange er selvpålagte, ubevidste restriktioner. Det afslører, at virkeligheden som vi forstår den ikke er virkeligheden – man kan misforstå virkeligheden – og få udvidet sin bevidsthed og forståelse. At det tager årevis at lære er i sagens natur, da Bodybuilding er en beslutning om livet.
En glad mand foran palmetræer
Jeg har altid elsket palmetræer. De er hyggelige, eksotiske, sommerlige. De er solskinsrige Floridaboulevards. De er sunny California. De leverer skyggen til oasen midt i ørkenvandringen fra Anders And blade, hvor man i fatamorganaet i 50 graders varme kan få sig en kold dukkert og der serveres kold is i isbaren. De er det hyggelige print på en t-shirt eller tanktop som en mand på gaden går rundt med om sommeren, som fortæller en at nu er det sommer. Sidst jeg var i Grækenland var det første jeg gjorde dagen efter ankomst, ude på gåturen, at skulle over og være i nærheden af palmetræerne og inspicere dem, selv inden jeg var i vandet. Så, det bragte et smil på læben de mere end en håndfuld gange når Hr. Platz nævner palm trees som kilde til glæde og motivation til at skabe sig sin tilværelse på vestkysten.
Jeg har aldrig kunnet udstå den musik der plejer at bliver spillet i de fleste gyms. Særligt i foreninger, som SL- og VL klubber. Den der vrede, larmende, deprimerende dødsmetalliske støjforurening hvor bandet står på albumcoveret og ser sure og vrede ud – hvorfor ikke smile? Jeg bliver udmattet af bare at høre på det, før jeg overhovedet har taget et sæt. Den senere tid hvor jeg har squattet fortryllende høje reps derhjemme pga nedlukningen har jeg, som også er tilfældet i private gyms, frit kunne vælge musikken. Squatsne har været til The Temptations, Jackie Wilson, Four Tops, Ben E. King, The Drifters. Alt sammen animerende til flere og flere reps. Giv mig til enhver tid klassiske, livsbekræftende uapologetiske love songs at træne til. De overgår langt “hardcore” prætentiøs larmende lortemusik i intensitet. Så, her bragte det igen et smil på læben da Hr. Platz nævnte sin affinitet for Motown.
Tilbage i ~06/07 da jeg begyndte at squatte, og siden da, har mit yndlingsøjeblik fra Olympiakonkurrencer været Platz’ præsentation til Olympia 1986, der også skulle være hans sidste. Var Platz i bedst form der? Nej – det var faktisk i 81. Var det hans bedste posering, ud fra bodybuildingkriterier? Overhovedet ikke. Men det var hans utæmmede display af intensitet og passion i et endeligt farvel til de fans han elskede så højt, og som elskede ham. Den vanlige posering til Cristopher Cross’ Ride like the Wind bliver efter 2 minutter afløst af Beatles’ humørbombe Twist and Shout til en langt mere fri og spontan kommunikation til publikum angående hans passion, både for bodybuilding og for tilskuerne. Han hopper ned fra scenen til plateauet foran – væk med reglerne, glem spillet. Fri ånd. Positurerne er ikke pæne eller yndefulde. De er energiske og eksalterede, mens publikum gengælder og gejles mere og mere op i deres fejring af the People’s Champion. Alle ved han burde vundet Mr. Olympia. Alle ved han VAR Mr. Olympia, bare ikke officielt. Folkets sympati var med ham. Det var også i luften, at det var hans sidste og endelige Olympia showing. Han vidste det. Publikum vidste det.
^ Alt det jeg beskriver om Mr. O 86 her var de indtryk jeg fik da jeg i 06/07, således 20 år senere, så showet på nettet. Og det er præcist sådan Platz beskriver den aften i podcasten. Jeg har ventet på en anden beskrev aftnen således. Nu kom det fra the man himself.
En profund pointe han gentager i podcasten er at man lærer om livet i the gym. Ikke mindst når du squatter. Du lærer dig selv at kende. Når du står der og squatter eller dødløfter mange reps med tunge kg møder du dig selv – hvad ser du? Bringer missionen det bedste frem i dig. Eller kryber du væk. Ikke kun lærer du dig selv at kende, du lærer også om andre mennesker, deres natur og ikke mindst hvor forskellige folk er. Hvem der handler vs hvem der snakker. Hvem der overvinder modstand vs hvem der offergør sig. Du lærer at skelne delivery fra Bullshit, ser der bidrager til det fælles vs. hvem der er energityve, forskellen på fantasi, kreative løsninger på problemer og nedbrydning af barrierer vs lukket tænkning og selvudslettende skepsis, ikke mindst derved at hvis man beslutter sig for man kan, så er der en vej til det. Beslutter man sig for man ikke kan, så er det sikkert. Og der er masser af nay sayers der vil sige til andre de ikke kan – for som bekendt, misery loves company.
Den mest insisterende pointe i lydbogen er opfordringen til gå efter sine drømme, at få ting til at ske – at berige sit liv med Bodybuilding. Ikke fjerne fra det, men føje til det. Og det er dér Bodybuilding er mest givende, som positivt venture der gør tilværelsen rigere, ikke fattigere.
Jeg kunne skrive langt mere om en knap 7 timers biografisk lydbog, men i stedet vil min anbefaling være selv at dykke ned i den og absorbere al den værdi I kan fra den. Platz er ikke nogen celebrity hotshot – send ham en skilling, og sug god energi og lune til jer mens I får jeres morgenkaffe. Lydbogen kan koebes her: https://shop.oldschoollabs.com/products/tom-platz-raw-uncut
“Dare to Dream”
Skriv et svar