Venner, kære læsere: Storskytten her, med en besked om JUUUUUUL.
Vi skriver 6. december, og selvom vi er i midt i en hastigt udviklende historisk pandemi som principielt kan ramme hvem som helst af os med fatalt udfald eller sønderlemmende skader – sygdommen også rammer unge og friske – så er det stadig jul, med meget af det gode, som julen fører med sig.
Jeg sætter stor pris på at bo et land med skiftende sæsoner, for hver sæson har godt med sig. Sommerens værdi har jeg beskrevet mange gange. Men julen og vinteren er tiden til at se indad, og fokusere på det nære. Det er tiden til at at gå i hi, sove fuldstændigt igennem og restituere fuldt ud fra god, hård træning.
Hvad angår julen, så er jeg fan. Verden udvikler sig hurtigere end nogensinde, de færreste kan følge med, individet fortabes i hektik. Men julen er julen. Det er de samme sange, den samme mad, den samme julepynt. En fælles referenceramme og tradition der binder folk sammen. I en verden hvor der er opbrud i de almindelige familiestrukturer, individualisme og reduceret behov for at indgå og være med en familie (eller andre mennesker, generelt – snart sagt alle kører deres eget show), så er julen en tid hvor man kan forholde sig til og være med dem man holder af.
Nogen der ved hvor dette sted findes i virkeligheden? Hvis ja, skal vi så ikke crowfounde et gym og bo der
Men julen er mere end det. Det er en fantasi udi idyl og harmoni og lune, med både æstetisk dimension og duft, riter og ritualer koblet til. Tag et blik på et værk der forestiller en hyggelig landsby i juletid, med et stort træ midt på bypladsen, hvor der også er et bibliotek og en kro og et rådhus og en kirke, og sneen daler og en lille bro går over en lille flod. Sådan ser virkeligheden ikke ud, ikke noget sted. Der er heller ikke nisser og rensdyr, men én tid på året kan vi overgive os til en tryg og rolig forestilling, som dybest set nok udspring af noget plantet i barndommen. Det er en tid hvor vi i fælleskab kan leve i en eskapistisk unreality i noget tid, hvor vi favner om omsorg, medmenneskelighed, glæden ved at give gaver og skabe hyggelige ting til glæde for andre. Glem generelt alt om virkeligheden, udover at forstå og indret jer efter den: Et godt liv er et abonnement på et godt narrativ. Bodybuildingmytologi er en sådan narrativ. Julen er også.
Julepynt
Det er vigtigt at pynte godt op til jul. Jo mere, jo bedre. Jo mere volumenøst og grotesk, jo bedre. Ikke så meget med alt det der fine, fornemme, minimalistiske og smagfulde Georg Jensen og Royal Copenhagen, men mere store nisser og julemænd og julelandsbyer og kranser og alt muligt farverigt, stort og vulgært julepynt. Jeg er i den henseende nok formet af opvæksten i USA – dér ved hvad man hvad det vil sige at pynte op til jul, og ingen juler mere end amerikanerne. Stort, massivt og farverigt. En rigtig American Christmas. Til HELVEDE med alt det der fine og fornemme Georg Jensen stads og prætentiøse, skandinaviske julepynt.
En eksempel på noget af mit julepynt, denne figur fra den amerikanske butik Michael’s
Og husk: Ingen jul uden et godt, gammeldags JULETRÆ – ligesom i de gode, gamle dage, da man boede ude i skoven og der altid var sne og koldt og far var blevet pukkelrygget af sit hårde fysiske arbejde, og man hele året kunne se frem til at man juleaften fik en appelsin. Hvilken GLÆDE.
Dagene op mod jul & corona-safe sæson
Har I tænkt jer at tilbringe juleaften med noget familie i år? Det har de fleste. Men vær obs på, at den almindelige jul i forvejen plejer at tage livet af en del bedsteforældre, da de ikke tåler alt det familiens snotunger bringer med sig til selskabet. Hvis I skal holde et lille juleselskab i år med nogle familiemedlemmer eller venner, så er der absolut én eneste måde at gøre det på, og det er at undlade alt socialt i en uge op til den 24. Ja, man skal holde sig i isolation, hjemme i ro, fred og sikkerhed, og ikke gøre andet end evt. hente varer. Det gælder faktisk hele december. Glem alt om at “få en coronatest” et par dage før. Det er et øjebliksbillede. Det eneste der virker er at undgå al eksposition i tiden op til og forventningsafstemme dette med dem I skal besøge.
Og lad være med at holde i hånd og synge og gå om juletræet. Just say no. Det er helt egnet til at sprede smitte, og corona tager ikke livet mindre af bessemor fordi Onkel John, der insisterer på I alle skal holde sammen som familie, “slappe af med alt det der corona”, og holde i hånd og synge har en hyggelig juletrøje med rensdyr på. Lad jer ikke lulle ind i en falsk tryghed. Der er for tiden udbredt normalcy bias og kollektiv benægtelse af virkeligheden blandt dem I kender. Intet nyt i det. Den sidste tid i førerbunkeren inden russerne indtog Berlin beordrede Hitler også fiktive panserdivisioner rundt og mange fortsatte bare som om russerne ikke da var få hundrede meter væk, og det hele var få dage inden total kollaps.
Træning under corona
Efter H1N1 pandemien i 2009 besluttede jeg mig for ikke at være afhængig af andres udstyr, og købte derfor en masse selv. Jeg har sågar haft 1.8 tons blandet udstyr stående i min lejlighed, nøje placeret så gulvet ikke måtte brase sammen under det.
Mine træninger foregår mestendels hjemme for tiden, hvilket er fint ladsiggørligt. Jeg har 3 bænke (flat & incline), squatrack, Leoko SL bar, Eleiko VL bar, Safety Squat bar og DBs til ~50 kg, som uden videre kan tapes til 60. Jeg tænkte det var på tide med en ny Safety bar, både fordi jeg har lånt min anden ud til et par gode mennesker jeg træner, og fordi så har jeg haft fornøjelsen af ikke bare en men hele to skønne gange at købe og pakke en Safety Bar ud, som en lille julegave til mig selv. Derudover, en sandsæk (fra Iron Mind) og et massivt gummiplateau lagt ud til at træne på.
Så, jeg træner i komplet sikkerhed, akkompagneret af julemusik og omgivet af alt mit fine julepynt, navnlig diverse nisser og julemænd som holder mig ved selskab mens jeg bodybuilder.
Julehygge
Tiden er mere end nogensinde til at nyde ro, fred og julehygge blandt jeres kære, som I bor sammen med, og I det omfang I ingen medmennesker har, så nyd roen og freden derved, at der ikke er nogen der forårsager postyr eller ævler. Jeg minder jer om John Rambos vise ord i “Last Blood”: “No people, no problems”. Dette er tiden til at lave en god kop julethe og se et hyggeligt lille program på TV eller på computeren. Selv har jeg ikke haft tv i over ti år, og foretrækker bøger. Hvis I mangler at købe julegaver, så er det en god idé at få dette overstået nu, inden der er endnu mere run på butikkerne, og dermed mange flere mennesker. Så, skynd jer af sted! – efter I har drukket jeres julethe og har hygget lidt, naturligvis.
Husk også at fortælle jeres nære og kære hvor meget I holder af dem, også i det omfang det måtte være en udvidet udlægning af sandheden, og slutteligt – i det omfang I har et kæledyr, så kan I komme lidt juleudsmykning på dyret, så dyret også kan bidrage til julens fest, idet alm. kæledyr jo ikke som grise og gæs kan bidrage til julens ånd ved deres blotte væsen, og jeg må formode eventuelle kæledyr ikke er af den nævnte art.
“HO HO HOOO, GLÆDELIG JUL!” siger Sinter Klaas
Så der er rigelig tid til at sidde og drikke god julethe og/eller kaffe og lune os foran pejs og/eller brændeovn og læse højt fra den etablerede julelitteratur, være det sig “Peters Jul” eller “Hyggen”.
Nogle af jer besidder måske televisionsapparaturer, og supplerer følgelig højtlæsning af julebøgerne med at se “Fars fede juleferie” (1989), en klenodie og årlig tradition i mangen en danske hjem, og helt klart en Storskyttens favorit.
I kender måske en enkelt eller to som har valgt ikke at gøre sig i jul – det kan være de ikke pynter op med fint julepynt, ikke siger “Glædelig jul”, og ej heller går i en julesweater eller serverer lune æbleskiver med flormelis, men lad jer ikke narre af dem, og bare rolig: Det bliver jul, også i år. Så lav jer selv en god kop julethe eller julekaffe (Irma har en tilbagevendende ganske fin julekaffe, som i år er både økologisk og ej heller for syrlig), sæt noget god julemusik på og brug dagen i dag samt de næste mange dage i julens tegn.
Nogle har slet ingen de har kær, men dem sender vi en tanke, og gør i øvrigt ikke yderligere i den henseende, og så kan de sidde derhjemme og se Barnaby eller Poirot og måske lune nogle æbleskiver i deres mikrobølgeovn og bestille Karen Volf kager via Intervare.
Julemad
Gris, and og kartofler er god, nærende gainermad. Neutrale af slagsen, forstås. Brunede kartofler, derimod – de er fuldstændig NO-GO, og jeg håber I afholder jer og således ikke går ét trin længere op ad trappen mod diabeeetuz.
Som regel lægger jeg en hård træning den 23. og 24., så julemaden er direkte foder til musklerne.
Ris a la mande smager i øvrigt ad helvede til. Det er det samme hvert år: “Nej tak. Jeg afskyr ris a la mande”, siger jeg, hvortil der siges “Men du har ikke prøvet (en eller anden deltagers eller afdød familiemedlems)’s opskrift!”. Og når jeg så har smagt blot en lille teske har jeg kunnet konstatere, at den er god nok: Det smager stadig ad helvede til.
For hvert år der går ligner min gode ven Goofinz Greybeard mere og mere Julemanden. Goofinz er, som billedet indikerer, meget glad for julen, dog ikke de kommercielle aspekter
Dans om juletræet – almindelig anbefaling
Husk kun at danse rundt om juletræet hvis I har off-dag/ikke har trænet ben dagen inden/mangler noget cardio. Der er ingen grund til at taksere restitutionen unødigt. Så hellere sidde i sofaen og slappe af.
Julemusik
Der er flere gode numre, som desværre ikke får megen opmærksomhed i æteren. Jeg vil linke jer til en top 4 her:
På 4. pladsen har vi Monty Pythons vision af himmeriget, hvor det er American Christmas hver eneste dag, og hvilken lyksalighed det er (link)
På 3. pladsen har vi Poul Reichhardts militaristisk Nissernes vagtparade, som burde være kanon (link)
På 2. pladsen har vi De Nattergale med sangen om de gode, gamle dage: “De Kære Minder” (link)
Og på en formidabel 1. plads har vi De tre tenorers fortryllende bud på Lennons “War is Over”, fra Wiener Konzerthaus 1999: Positivt skrækkelig opera, og absolut vidunderlig julemusik, som fortjener direkte afspilningsmulighed:
Brændeovnens/pejsens luner
Husk at fyre godt op i pejsen eller brændeovnen, for julehyggen og stemningen. Godt nok er det ikke så koldt udenfor, men jeg anbefaler alligevel at fyre på maksimalt blus og konstant lægge kævler på ilden; man kan blot åbne vinduet og lukke lidt kulde ind så det ikke bliver for varmt. På den måde kan man også virkelig fyre op for ilden og bare non-stop lægge kævler på.
Der er anden og mere træningsrelevant grund til at holde sig godt varm her i juletiden. Selvom vi fra naturens side antageligt er indrettet til at fryse i periode, så er det en slags fysiologisk stress at fryse. For optimal restitution skal man generelt undgå al stress andet end den fra træning.
Hvad angår partikler, så er løsningen at have i sit hjem eller sommerhus moderne brændeovn eller indsats installeret. Åben pejs er meget idyllisk, og i særdeleshed erotisk hvis der ligger en nøgen kvinde foran, men en meget ineffektiv varmekilde, og er ligesom de gamle brændeovne noget af en partikelsynder. Luft kortvarigt ud med solidt gennemtræk, og gør det med en vis frekvens. Det rydder mange partikler ud, og man bør lufte ud uanset det er vinter. Ja, sågar særligt når det er vinter, men kort og intenst, så overflader ikke køles så meget, at der kan dannes skimmel.
Her til sidst er kun at bemærke at war is over if you want it, og at de i Afrika nu godt ved det er jul, thi de alle har de nyeste smartphones.
Glædelig jul, børnlille. HO HO HOOOOO!
Hogn skriver
En uges iso + en test på 5. dagen er vejen frem. Hvis man kan få en test.
Gode bud på julemusik, vil tilføje alle sange fra Jul på vesterbro. Og af julefilm skal Die Hard selvfølgelig ses.
Bigshooter skriver
Die Hard er en eminent julefilm, og dens replay value er ligeså die hard som McClane er. Uopslidelig. Som det gamle kinesiske mundheld siger, det er ikke jul før Hans Gruber er faldet fra 30 etage på Nakatomi Towers.
Morten skriver
Hvad spiser du mere konkret selv? Tænker på langtidsstegt and, eller rosa andebryst? Klassisk rødkål eller frisk snittet rødkål salat os? Spiser du ting der er syltet med sukker eller er det no-go? Tak for et spændende skriv.
Bigshooter skriver
Flæskesteg (kød), and, kartofler med skræl, og frisk snittet rødkål & frisk salat. Det er alt i alt glimrende BB-kost.
Medister og sukkersyltet og langt det meste andet er no-go, og har ALDRIG smagt mig.
Du er velkommen! God jul, du gamle. HO HO HOOOOO
Gustavo skriver
“kartofler med skræl”
Danske eller udenlandske?
Jeg har altid været lettere bekymret for de danske pga. brugen af diquat som sprøjtemiddel.
Bigshooter skriver
Dem der er økologiske og ser bedst ud. Det er et minefelt derude – verden, altså, og ingen af vores valg som forbrugere er problemfri.