Ja, jeres gyms åbner sgu næppe foreløbigt, små venner. Hvorfor tager I ikke en sjov hat på og danser lidt rundt derhjemme?
Velkommen til pressemøde. Ikke med hverken stats- eller sundhedsminister eller chef for seruminstituttet, men med Big Shooter, der vil coronabriefe jer lidt som straight shooter, og bringe noget klarhed til bordet. For der hersker i sandhed megen forvirring, hvad er helt givet. Epidemier og virus er ret obskurt stof for menig mand at forstå. Tilfældigvis har det været et interesseområde for mig lige siden skolegangen.
Når myndigheder står og kommunikerer på pressemøde, så er det naturligvis ud fra en lang række hensyn: folkesundheden, økonomi, politiske hensyn, udsigt til genvalg, hensynet til opbakning og compliance – at tale til hele befolkningen og “få den med” – fortælle dele af sandheden men uden at forvirre, og så videre og så videre. Det er en meget stor og kompleks opgave, der endvidere også afhænger af de konkrete individer der skal løfte opgaven, samt det hold der støtter dem.
At tale til den danske befolkning er selvfølgelig noget andet end når autoriteter i USA taler til den amerikanske befolkning eller når de spanske myndigheder taler til det spanske folk, og så videre. På dejlig fransk facon kommenterede indenrigsministeren, da der kom påbud om mundbind og der så var dem der ikke ville makke ret, at: “Certains considèrent qu’on est un petit héros quand on enfreint les règles. Eh bien non, on est un imbécile dans son comportement et surtout une menace pour soi-même.” Det kan oversættes til, at der er dem der tror at de er nogle små helte når de trodser reglerne, men det de i stedet er er imbecile og er trusler mod dem selv. Ja, den slags ærlig tale går ikke i Danmark, hvor vi skal have befolkningen med. Dr. Fauci (som er et fantastisk menneske og en certified good guy) taler også ud fra en nøgtern ærlighed til amerikanerne, i amerikansk stil. Forskellige kulturer kræver forskellige former for kommunikation, hvis altså den fra en nyttebetragtning skal makke maksimal ret.
Tillad mig at aflive et ganske uskyldigt håb for jeres træning og tanken om at I kan træne om en uges tid: Tror man at de frister der meldes ud er oprigtige, så tager man meget fejl. Når restriktioner pålægges med en udløbsdato, så er det – uofficielt – med en klar forventning fra myndighedernes om, at de bliver forlænget. Men det kan man ikke sige til befolkningen, for så kommer guleroden for langt væk. Så det er bedre at dingle noget håb foran folket og så rykke det ud i fremtiden igen. Så ja, myndigheder ved udmærket godt at de frister der er sat på langt mere sandsynligt end ikke forlænges. Men det siger man ikke. Fristen er bullshit, ceremoni, pseudo, skuespil – men nødvendig bullshit. Godt bullshit. Et folk må nødvendigvis bullshittes, ellers falder det hele fra hinanden.
Dette er og har været det klare udgangspunkt lige siden marts med the grand shutdown, og det betyder også at fitnesscentre ikke kan forventes at åbne i januar. Det var aldrig planen. Men man siger det, så ikke befolkningen overgiver sig til grå tanker og bliver desperat og modløs. Og det kan, om end usandsynligt, vise sig at ting lader sig åbne hurtigere end forventet. Gyms inklusiv. Men det er ingenlunde forventningen. For den sags skyld er selv åbning af gyms i februar ikke særligt realistisk.
Og for at adressere dette punkt yderligere, så lad mig inddrage en anden pointe. Der er dem der siger dette er “deres første pandemi”. Nej det er ikke. Der var H1N1 (svineinfluenza) i 2009, som heldigvis ikke muterede, og ikke tog livet af så mange (særligt unge) som man havde frygtet. Men en del af jer vil kunne huske at der blev sat alcogels op masser af steder og der hang flyers og det fyldte meget i pressen. Jeg husker også pandemien idet jeg bar mundbind de få gange jeg var offentlige steder – fx med offentlig transport – og fik ekspedienter til at spritte deres hænder af inden de håndterede mine varer. Dengang var mundbind så sjældent et syn, at fordelen var at folk af den årsag holdt afstand til en, så man fik afsnittet for sig selv.
Det var også i forbindelse med den pandemi at jeg konstaterede, at jeg måtte skaffe mig omfattende udstyr så jeg kunne træne andetsteds privat når den store omgang kom. Det går ikke at være afhængig af andre på den måde, uanset om det er en virus eller andre eksterne omstændigheder. Og jeg kunne se at særligt til træning bredte H1N1 sig som steppebrand, og jeg kender flere der lå i sengen i små 3 uger og ikke engang kunne se TV, så dårlige var de. De husker nok den pandemi.
Således har jeg i min stue DBs til en 50 kg, Eleiko VL stang, Leoko SL stang, squatrack, flat & incline bænk, Safety Squat Bar, gummiplateau & måtter, sandsæk, og diverse. Som de britiske styrker Special Air Service har haft som mantra i mange årtier: PPPPPP (proper preparation prevents piss-poor performance).
Ikke kun var dette ikke den første epidemi, det bliver heller ikke den sidste. Udover H1N1 var der for blot få år siden både SARS og MERS som begge havde potentiale til at gå i den retning. Det er ikke en urealistisk tanke at vi med tiden ser en virus der er både mere smitsom end corona, med længere inkubationstid og med højere dødelighed. Resultatet? Kaos af et bibelsk format. Corona vil være en lillebror med spaghettiarme ved siden af dette bæst.
I filmen “Outbreak” (1995) optræder den fiktive Motabavirus, inspireret af ebola: høj smitsomhed (aerosoler) & universel dødelighed
Zoonotisk virus kan sagtens hoppe ind blandt menneskeheden og skabe ravage, ikke mindst når naturområder forstyrres af civilisations udbredelse og industri. Fra flagermus som antageligt er tilfældet med corona, og fra aber som med HIV. Og med moderne transport står det i frisk erindring hvor hurtigt det hele går når først det tager fat.
Så er der dem der skeptiske over for vacciner. Den bedste analogi jeg har til at aflive jeres bekymringer er denne: At sige nej til en vaccine og risikere corona svarer til ikke at køre med sikkerhedssele ud af frygt for at blive kvalt af den. Du kan ikke slippe for at tage stilling, thi risikoen finder dig uanset, men lad mig slå det fast med syvtommersøm: Det er en mange, mange, mange gange større risiko for både træningsevne og helbred at risikere denne virus end at få en vaccine, bekymret ud fra en akademisk, teoretisk betragtning om en ekstremt sjælden bivirkning.
Nu hvor vacciner rulles ud og menneskeheden, via marvels of modern science – mRNA vacciner – besejrer en konkurrerende biologisk, parasitisk entitet, så ser jeg med glæde og længsel frem til, at dem jeg kender som er i risikozonen går fri. Det varer nogle måneder endnu, hvor billedet ikke ændrer sig fra dag til anden som at tænde for en stikkontakt men stille og roligt bevæger sig i den rigtige retning. Jeg besluttede for længst at gå i ly af stormen, inden nedlukningen i marts, og siden da er antallet af personer andre end mine jeg har set inden døre i det store hele: 2. Ja, to, i form af et par gamle familiemedlemmer, og ingen andre. Ingen social visits, ingen kaffeaftaler og “vi kan lige” og “hvad med noget mad.” Nej. Nej, nej, nej. Udover at det er i rationel selvinteresse derved at yngre personer også risikerer at blive certified goofed af corona (lungeskader, autoimmuneproblemer, træthed er ikke befordrende for hardcore bodybuilding), så er det helt uacceptabelt at sende en kopi af parasitten videre til en der kan blive raseret af den.
En anden ting jeg glæder mig til, det er at samtalen skifter emne. Almindeligvis formår jeg at holde min sfære fri for kontemporær snak og sludder (at ellers uvedkommende mink og retsstatens søjler pludselig blev samtaleemnet i alle danske hjemme er et nyligt eksempel), men det er en umulighed at være i ro og fred for dette under pandemien. Noget siger mig at manges non-stop vanvittige vrøvl gennem snart et år har gjort os alle, selve samfundet, en smule dummere end vi var i forvejen. Måske vil det vise sig at nedgradering af den kollektive bevidsthed er en underbelyst senfølgeskade af corona i samfundet.
For at runde af og bringe et både historisk, nutidigt og fremtidsorienteret perspektiv, så lad mig citere William McNeill: “For the present and short-range future, it remains obvious that humanity is in course of one of the most massive and extraordinary ecological upheavals the planet has ever known. Not stability but a sequence of sharp alterations and abrupt oscillations in existing balances between micro-parasitism and macro-parasitism can therefore be expected in the near future as in the recent past.” – Plagues and Peoples, 1977.
Godt 4 årtier tog det. And then the monster came.
Da jeg havde bogen med i bussen på den lange vej til Norge da vi i 9. klasse skulle på skitur, der grinte alle de andre børn. Well, no one’s laughing now.
Skriv et svar