Indlægget her handler om farven grøn.
“Vent lige, Simon – har du ikke allerede skrevet det indlæg? Er du gåen hen og blevet dement, din store idiot?”
Nej, det tror jeg ikke, men det lader jeg være oppe til jer, gode folk af landet at bedømme.
Men indlægget her – altså endnu et om farven grøn – skal læses som en del 2 til/i forlængelse af indlæg #267 – “Green is power” (link) da der er mere at komme ind på.
Forleden sendte en klient mig et billede af hans nyanskaffede Inzer 10mm træningsbælte i forest green. Det havde han fået i julegave. Det er en fornøjelse, at han deler en sådan nyhed med mig, thi jeg ved hvor megen glæde det vil bringe ham i fremtiden. Et sådant bælte er tæt på uopslideligt (deraf navnet Inzer forever belt), og det betyder at han hver eneste gang han hiver det op fra tasken, resten af hans trænende dage, der vil han kunne kigge på sit grønne bælte, som han er glad for, og det vil hjælpe ham i hans træning.
Forleden gjorde jeg et egentligt kup da jeg købte mig en dobbeltvævet – og således utroligt lun – uldtrøje som var overskudsvare fra det Schweiziske forsvar, og den er grågrøn – ligesom Hulken.
Hulken startede faktisk som grå – men lad os alle være glade for han endte som vi kender og elsker ham: GREEN
Jeg har tidligere (også i indlæg 267) besunget værdien af at gå tur, at komme ud at gå i det grønne. Den værdi har både objektive og subjektive dimensioner. Lad os se nærmere på det med at gå tur, og værdien af at gå ude i græsset.
Glæden ved at gå tur
Objektivt er der et væld af gunstige fysiologiske konsekvenser af at gå gode, lange ture: Vi ved det stimulerer immunforsvaret, at det hjælper på blodlipider og blodsukker, det dæmper inflammation, styrker knogler, mobiliserer ledvæske – bevægelse er den eneste måde en del led som fx knæled næres på – og dæmper inflammation, og tilsyneladende også hjernens helbred. Som tidligere nævnt er der også mulige effekter derved at stressniveauer falder. Fra lægevidenskaben ved vi, at forskellen på blot moderate gåture (tænk 30min/dagen) og så ingen gåture er som nat og dag. Og man kunne blive ved og ved og ved. Der er stort set ikke det i kroppen der ikke hjælpes lidt af en gåtur.
Men I vil høre om Bodybuilding Og det forstår jeg godt. Det vil jeg også hellere tale om. Med de briller på, så har vi en hel del gode argumenter for lange gåture (og cykling og lignende), særligt i forhold til fedttab & aktiv restitution. Aspektet omkring fedttab er vigtigt, da fysiologien ikke nødvendigvis bare kan vægttrænes yderligere for at smide mere fedt. Restitutionen skal følge med, både lokal muskulært samt systemisk restitution. Men LISS – low intensity steady state – som fx en god gåtur belaster på på anden og langt mere skånsom vis. Hvorvidt det er nødvendigt for virkelig at presse fedt% i bunden under optimale forhold er mere kontroversielt, men det er muligt, og jeg vil hælde til at sige at det er tilfældet. Jeg har i årevis praktiseret gåture af 5-7km, i perioder 8-10km når der skulle smides fedt hurtigere i sommersæsonen.
Så er der værdien af og glæden ved at gå tur i det grønne. Frisk luft er ikke kun objektivt en sund størrelse (argumenter for at sikre godt indeklima, herunder ved udluftning) men en stor nydelse for mange. Kontrasten fra travle, forureningstunge byområder og så bare selv til det nærmeste grønne område er til at mærke. Og tager man ud på landet – eller sågar op i bjergene – så er forskellen dramatisk. “Den friske bjergduft” – ved man hvad det betyder er der intet der overgår det.
Mange oplever at de tænker bedre når de er gående. Og ligesom nogen føler sig hjulpet af power posing for at tænke over og tackle udfordringer, så vil jeg fra en (sports)psykologisk betragtning fremføre, at det for en del mennesker er bedre at være gående når de tænker over hvad end problemer de har, end at være liggende. At ligge ned forsvarsløs og gruble er en af de dårligste måder overhovedet at gå til udfordringer på mentalt.
Skæve fortov & hård asfalt – civilisationens desolationer
Har I nogensinde bemærket hvor skævt fortovet helt generelt er, og hvor skævt det i det hele taget er at gå inde i byen?
Det kan byplanlæggere og ingeniører nok underholde i timer om hvordan og hvorledes i forhold til afløb af regn og andre forhold. Men vi kan nøjes med at konstatere, at masser af fortov og for den sags skyld også veje er meget skæve. Det er som at gå hen ad en bakke, og det er en asymmetrisk belastning der kan forplante sig i knæ, hofter, lænd, etc.
Derudover: Har I nogensinde tænkt over hvor hårdt det egentligt er at gå på fortov/vejen? Nej, jeg mener ikke hårdt som i udmattende og trættende, men som i at fliser, beton, asfalt and all that er stenhårde flader. Der er nul giv i. Men, det er det vi er vant til.
Langt blødere er det at gå tur i naturen, men også her følger man typisk anlagte grusstier, som også er ganske hårde, og også tit ganske skæve. I’ve got a better idea.
Gå ud på græsset
Her er mit forslag til jer som I kan bruge næste gang I går tur: Gå ud på græsset!
I behøver ikke følge stierne i grønne områder slavisk. Græsset lige ved siden af er både blødere og skråner sjældent som der hvor mennesket har været inde og lave sti (eller fortov eller vej eller andet).
Det skal ikke forstås sådan, at græsset er et lige, jævnt, fladt areal. Selvfølgelig er det ikke det. Det er ujævnt men med enorm mikrovariation, hvilket betyder der ikke er en tendens til skævhed. I stedet er der små ujævnheder i græsset som du kan betragte således, at de udligner hinanden – versus at gå 6km på en sti der skråner til den ene side.
Derudover, så er græs enormt blødt at gå på. Prøv at træde fra grussti over på græs og mærk hvilken komfort der er forbundet med det. Det er enormt blødt og stødabsorberende.
Til højre en hård, skæv grussti. Til venstre, blødt, grønt græs. Gå ud på græsset.
Nu er det næppe et problem for de fleste raske, unge eller halvunge mennesker, men der findes også dem der har problemer i led hvor det absorberer tryk at gå på et blødt underlag i stedet for at et eller andet led skal absorbere det. Ikke dermed sagt at ens led og sener er tjent med at blive skånet på den måde, men alt andet lige bør jeres vægttræning mere end rigeligt give de belastninger der er sunde og nødvendige her. Med træningsbyrden in mente vil jeg hellere sætte atleten til at gå tur på græs end på asfalt eller grussti.
Man kan endda argumentere for at græsjorden med dens mikrovariation og stødabsorbering er med til at forebygge eller bedre de problemer, som en del folk har med fødder der spænder op og bliver ømme. Det er egentligt indlysende nok: Kombinationen af en fast sko og et meget ensartet, hårdt areal at gå på kan skabe problemer. Fødderne “masseres” og bøjes og vinkles på små hypervarierede, diskrete måder. Der er ikke én monoton, hård belastning der gentages tusindvis af gange.
Det er ikke fordi det som sådan er en hård belastning eller lignende at gå på hårdt, skævt fundament. Men det kan give problemer for nogle, særligt når det er den samme tur de går, med samme skråning. Som analogi har jeg set flere eksempler på folk der fik skulderproblemer (tendens til at løfte den skulder) som de i hverdagen bar skuldertaske over. Man kan også gå sig skæv. I småtingsafdelingen, bevares, men nok til at genere i vægtrummet og i hverdagen. Man vil blive forbavset over hvor mange gener det kan skabe at en løfter spænder ujævnt op, kompenserer, løfter skævt.
Så er der også en lille detalje, der dog er værd at nævne: Man kan slå sig gevaldigt meget ved hvad ellers synes at være simple fald. Her betyder overfladen meget. Falder du af den ene eller den anden årsag over dine egne fødder, så er det unægteligt sværere at komme hårdt til skade på blødt græs end på asfalt eller for den sags skyld grussti. Jeg har hørt om folk der er kommet helt absurd slemt til skade af fald fra ingen forhøjning, så man skulle tro de havde nydt en lille omgang radbrækning som man kendte det tilbage i de gode, gamle dage.
He-Man Universet: Moss Man
Som så mange gange før kan vi finde anvisninger til livet og svar på tilværelsens store spørgsmål i He-Man universet, Masters of the Universe: i dette tilfælde i form af figuren Moss Man.
Moss Man er en mand af naturen. Lavet af mos, græs, plante, blade. Han udspringer af naturen. Han er ven og allieret med He-Man. Han rekrutterer og inddrager naturens elementer til at bekæmpe ondskabens kræfter.
Vi kan lære af Moss Man at vi skal omfavne naturen, gå på græsset, tage det grønne ind. GREEN IS GOOD. Derudover er Moss Man et 80er bodybuilding-massivt bæst, den bedste form for massiv der findes. What’s not to like?
Bevidstheden omkring det
Bevidstheden har meget at sige her. Mange tænker slet ikke over det skæve og hårde fundament at gå på, og når først de gør, så klapper fælden: Så gider man sgu ikke gå på alle de skæve fortov og arealer der skråner. I bodybuilding har vi meget konsekvent fokus på symmetri, både funktionel og strukturel. Vi løfter symmetrisk, vi belaster symmetrisk, vi er symmetriske. Det er naturligvis et ideal, da kroppen ikke er symmetrisk, men det er generelt et godt ideal at tilstræbe, ikke kun i forhold til visuel præsentation af kroppen men også for at undgå skader og skavanker.
Da Arnold optog “Predator” (1987) i Mexicos jungle fortalte han, at noget af det mest ulidelige overhovedet for dem var, at de altid stod skråt. De var ikke ude på en hyggelig græsplæne men dybt inde i junglen, med skråninger alle vegne. Det ene ben længere oppe end det andet, kompenseret gang og stand, you name it. De kunne aldrig stå, sidde eller ligge ned på noget der var lige og fladt. Food for thought at den larger than life cast af testosteronbomber, der var meget lidt sarte, kunne finde det så torterende, men absolut ikke overraskende, da optagelserne tog mange uger.
Selv går jeg gerne ude på vejen i stedet for på fortovet, i det omfang jeg ikke risikerer at blive kørt ned altså. Det fordi midten af vejen typisk er jævn/flad. Fortovet er ikke. Hvis altså jeg ikke kan gå tur i et grønt område, forstås, hvor det af snart sagt alle grunde er bedre at gå tur end inde i byen.
Grønne grøntsager og k-vitamin – corona
En hypotese der undersøges disse dage er hvorvidt lave niveauer af k-vitamin har betydning for hårde forløb med coronavirus. Det er der blandt andet dansk forskning der peger på, ligesom man mener at d-vitaminsufficiens måske har betydning. Der er forskellige teorier og betragtninger, og det vides ikke om det er tilfældet, hvad der også kan siges om så meget andet der dukker op for tiden om denne lumske, ugennemskuelige virus der overrasker på alle mulige måder. Men, find umiddelbar ro i at en god, nærende kost er loaded med k-vitaminer fra de grønne grøntsager, særligt bladgrønt og dybgrønne lækkerier som rucola. Og sørg for god d-vitaminstatus hen over vinteren. Det er atoksisk, en god idé uanset for langt de fleste, og med nuværende indicier i retningen af at det kan gve mildere coronaforløb, så er det særligt værd at være obs på netop nu. Tiden vil vise hvad forskel det gør. Links til publikationer (dansk og hollandsk) nedenfor:
Konklusion
Så, kære godtfolk, næste gang I er ude at gå tur, så prøv at gå i rolige, grønne områder i stedet og tag den friske luft og indtryk ind og stræk øjnene. Prøv at gå ikke på den anlagte grussti, men i stedet på græsset ved siden af, og mærk hvor dejligt blødt, frit og naturligt det er.
Man behøver ikke gå den samme vej som alle andre. Hverken i overført betydning eller i bogstavelig forstand.
Skriv et svar