Havet er skønt. Og ved sommerens komme benytter mange danskere da også muligheden for at kunne gå i vandet ved de behagelige temperaturer sommeren giver. Sommeren bydes velkommen: sol, og en masse ture i vandet.
Jeg taler ikke her for mit vedkommende om at svømme rundt i vandet som en motionsform, men blot om at være i vandet – at være, og at være til stede. Jeg synker alligevel til bunden som en sten, og mens motion i vandet kan være en sublim træningsform fx i rehabiliteringsøjemed, så er det overordnet uegnet til Bodybuilding/styrkesport.
Men hvad er det ved havet og at bade i havet der er så skønt? Det er et spørgsmål der kan besvares både teknisk samt filosofisk. Og som jeg vil komme ind på her i indlægget er det salte, næringsrige havvand ikke kun godt for sjælen, men også fysiologien.
En del mennesker evner i vid udstrækning at anvende fornuft og intellekt og forsøge at anskue diverse forhold, spørgsmål og udfordringer intellektuelt. Men vi er ikke “rationelle aktører”. Vi er biologiske væsener, levende dyr, og vi agerer som sådan. Hominider, blot videreudivklede aber, og bundne af hormoner, instinkter, impulser og følelser. Vi er urvæsener, så at sige, derved vi slæber meget med os fra urtiden. Hvem sætter ikke pris på det vi har med os fra et par hundrede tusinde år som primitive væsener, ting som har været en del af vores hverdag? Den åbne himmel, et bål, naturen, fælles spisning, hudkontakt, solskind, og havet. Boliger med havudsigt er i langt højere kurs end dem uden. Nogle bor sågar på vandet, i husbåd. Vi vil gerne gå tur “langs vandet”, hvis vi kan. Alene at være nær vandet – ikke i det, men ved det – kan være beroligende og afslappende, tangerende det hypnotiserende. Vi drages instinktivt af vandet. I kemiens verden er vand måske også den væske der er, i mangel af bedre ord, mest atypisk og karakteristisk.
At bade i havet har dog sine udfordringer: Meget vand er ikke salt nok, men brakvand uden nok næring og for urent. Det er ikke salt nok. Derudover er der spørgsmålet om temperatur, idet koldt vand ikke er behageligt, og så er der geografisk tilgængelighed. Så vi har svømmehaller, karbade, badeanstalte og den slags, men intet kan måle sig med havet.
The Golden Eagle, Mr. Universe Tom Platz, der levede den Californiske drøm, er stor fan af havet. Som han jævnligt påpeger, så er salt havvand godt for huden og strammer huden op. “The beach was part of the gym!” Det har sin åbenbare værdi for Bodybuilding, da huden er enorm vigtig kvalitativt. God, stram, pæn hud gør ikke musklen større, men det gør at den kan synes større, fremstår pænere, og at fedtmassen synes mindre. Hudens kvalitet er mestendels genetisk bestemt, men vi ved at en række faktorer i miljøet spiller ind på hudens kvalitet også: hydrering, god fedtholdig kost, god søvn og nok af den, ingen rygning, sol i moderate mængder, evt. hudcremer/hudbehandling og ja – også havvand. For den optimale hud var han tit i havvandet, tannede moderat under den Californiske sol, brugte aloe vera fugtighedscreme og spiste en del smør også, da hans oplevelse var at smør gør godt for både hud, hår, led og sener.
Men som følgende vil afsløre, så er de gunstige effekter ikke kun for huden, men også kroppen generelt.
Man kan google sig til hvad som helst af mirakuløse effekter fra all things nature, så lad os holde os til kvalitetsinfo, og rette opmærksomheden mod hvad en landets største kapaciter, nemlig overlæge, professor, dr. med. Jørgen Serup har at sige om emnet. Ham benytter medierne tit, og lad os se hvad han har sagt til forskellige medier om fordelen ved en tur i havvandet. Hermed uddrag fra en række artikler, hvor udsagn fra professoren også fremgår:
Hornlaget på huden er bygget ligesom en svamp, der suger en masse vand til sig. Når vi bader, er vi ude i noget, der minder om det vævsvand, vi har i kroppen. Så saltvand er faktisk rigtig godt for huden, siger han (…) – Hvis man vil bruge det endnu mere effektivt, kan man gnubbe sin hud nede i vandet for at hjælpe de døde hudceller med at falde af. Det er godt for huden og renser sår. Det er ikke noget, man skal forhindre, men være glad for og se som gratis, økologisk og meget hudvenligt (…) Håret kruser som regel op efter en tur i saltvand, men skader det ikke. Derfor kan man sagtens dyppe manken i havet, forsikrer han. – Håret suger vandet til sig og har ligesom huden godt af det. Det skyller skel væk og renser, hvis man masserer hårbunden, siger Jørgen Serup (BT, 2017)
– Det er fantastisk sundt for os at bade i havet. Det kølige saltvand påvirker os nemlig på en helt speciel måde, som er medicinsk godt for kroppen, siger Jørgen Serup, som er overlæge på Dermatologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital. Han påpeger, at et hurtigt dyk i havet påvirker vores helbred på tre forskellige planer. For det første er det med til at berolige os, hvis vi føler os stressede. Havvandet går ind og påvirker vores nervesystem, så vi finder ro og kan slappe af. For det andet går det ind og påvirker vores humør. Lige så snart kroppen rammer det kølige vand, udskiller den endorfiner, et morfinlignende stof, der gør, at vi føler glæde. For det tredje er det kosmetisk helbredende, da saltvandet giver os en sundere, glattere og smukkere hud. – Alt i alt kan man sige, at man får en fantastisk helbredspakke, når man vælger at havbade. Og det viser sig jo også i høj grad, når man stadigvæk i dag bruger havbaderi som behandlingsform for forskellige psykiske lidelser. – Ud fra erfaringerne er det i mange tilfælde langt bedre at behandle patienter med havbade end med beroligende medicin,« siger Jørgen Serup. Overlægen mener, at forklaringen, på vores glæde ved det våde element skal findes i ur-biologien. – Kroppen er vild med vand, fordi den kommer derfra. De første ni måneder af vores liv tilbringer vi jo inde i mors mave, som er fyldt med fostervand, og på den måde har kroppen vænnet sig til det. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at kroppen er glad for vandet og omvendt, når den så kommer ud, siger Jørgen Serup (BT, 2008)
Overlæge Jørgen Serup fra Dermatologisk afdeling på Bispebjerg Hospital er ikke i tvivl om, hvor fantastisk sund en samlet helsepakke, som vi får ved at bade i havet, er. Saltvand påvirker os nemlig på en helt speciel måde, som er medicinsk godt for både kroppen og psyken. Hudproblemer kan også heles i havvand. Havvand er smækfuldt af sporstoffer, magnesium, mineraler og jod, som bliver direkte optaget af huden. Havvand har, måske lidt overraskende, en sammensætning, som minder meget om menneskets blodplasma. Det er én af grundene til, at det har så gavnlig virkning på vores hud. Selv slem eksem og skæmmende psoriasis kan lindres. Mildere tilfælde af hudproblemer, som eksempelvis bumser, betændelse og svamp, kan blive markant forbedret eller ligefrem forsvinde (JP, 2014)
Der er nemlig videnskabelige indikationer på, at en tur i bølgen blå har en god virkning på vores fysiske og mentale helbred, mener Jørgen Serup, der er overlæge ved dermatologisk afdeling på Bispebjerg Hospital i København. Videnskaben kender ikke præcise svar på, hvorfor mange af os godt kan lide at bade, understreger Jørgen Serup, men der findes gode, kvalificerede gæt med biologiske afsæt. ”Der kan være god grund til at tro, at badning er afstressende. For det første af den simple grund, at vi glemmer alle de ting, der bekymrer os til daglig. Vi rykker ved grænserne for, hvad vi normalt foretager os, og derfor koncentrerer vi os kun om den opgave, det er at komme ned i vandet. De fleste vil nok også synes, det føles rart at blive omklamret af vandet og dets bløde bevægelser. Jeg vil mene, at det kan sammenlignes med den måde, man kæler for sin kæreste eller sine børn på.” ”Der kan også skyldes vores urinstinkter. Mennesket stammer oprindeligt fra havdyr, ligesom vi tilbringer de første ni måneder af vores tilværelse i vand i mors mave. Og vandet inde i vores kroppe består af 0,9 procent saltvand, så derfor er det faktisk også mere naturligt for kroppens celler at bade i saltvand end i ferskvand,” fortsætter Jørgen Serup (Kristeligt Dagblad, 2018)
Ét er sikkert, boede jeg ved Middelhavet ville mit udgangspunkt være en daglig tur i det salte vand. Jeg må dog nøjes med en god lang køretur nordpå, når tid og vejret er til det. Vandet i København er ikke lækkert, og tit er det ulækkert. Det tynde lille olielag man kan synes at ane hjælper ikke på oplevelsen.
Kathisma-stranden, det Ioniske hav, Grækenland
For mig er stranden en del af Bodybuilding. Om end vi ikke har dem her nordpå, så forestiller jeg mig at stranden er omgivet af palmetræer. Palmetræer er Bodybuilding. Hawaiiskjorter, god frisk mad på grillen – rene økologiske råvarer – og masser af lun kaffe og iskoldt vand og tropiske frugter.
Så længe jeg kan huske, har jeg været vild med palmetræer og kaktus. Store kaktus er westerns. Lucky Luke. Sol og ørken og klippeformationer og bagende sol, og saloons med svingdøre og selvspillende tack pianos. Palmetræer, de er skønne. Favorittræet. Sol, havvand, fin strand, nøgne kvinder, store muskler, frisk brise, proteinpulver med tropical smag og kokosnødder. I Danmark har vi ingen kaktus eller palmetræer, men vi har fyrretræet. Jeg kalder fyrretræet Danmarks svar på palmetræet. Fyrretræet i sommerhusområdet, anbragt der i fint sand og og lyng og i sollys kommer tæt på. Når jeg er her sommerhuset ynder jeg at forestille mig jeg er ved den californiske kyst i de gode, gamle dage og levede The California Myth. Drikke milkshakes hentet på dineren, kørte rundt i en corvette og mærke luften og så høre Beach Boys på anlægget. Tillod klimaet det plantede jeg palmetræer på sommerhusgrunden – og måske nogle store westernkaktus heroppe også, og lidt rekvisitter som et vognhjul og en lille totempæl. Du skaber dit eget paradis, og først og fremmest i tankerne, og i tankerne kan man fint vælge det bedste fra forskellige verdener og sætte det sammen
Når du bader i havet, så prøv at suspender tankerne, og bare mærk. Bare vær til stede og mærk hvordan det er at være i vandet. En god ide er også at bade nøgen. Som Goofinz siger: Det er et skørt koncept at man tager tøj på for at gå i vandet. Det er muligt nogle menneskelige nulhypoteser vil gøre et nummer ud af det. Det skal selvfølgelig ikke begrænse din adgang til at omfavne livet. Prøv at smage på saltvandet, hvor dejligt salt det er. Og lad være med at skylle saltvandet af når du kommer op igen. Lad det være og lad det virke på kroppen.
Sørg for at gøre strandturen lækker for dig selv. Tag store beach towels med. Badelagen man kan ligge på, ikke sådan nogle håndklæder der er niveauet over viskestykstørrelse. Lig ordentligt og space out. Tag kaffe med. At drikke varm kaffe har paradoksalt nok en nedkølende effekt i de varme grader. Frisk frugt, gerne tropisk a la ananas, mango. Tag en køletaske med. Og lad være med at fylde hovedet med alle mulige ligegyldigheder og opgaver, som invaderer de flestes sind: De fleste ting som mange tillægger en masse bekymring og tankevirksomhed er fuldstændigt ligegyldige (mens mange af de vigtigste ting negliceres).
Mange af de bedste minder jeg har i livet var de alt for få stunder, hvor det var muligt for min elskede og jeg at tage på stranden og bare være. Bade, mærke hinandens varme. Og jeg gik til verdens ende for bare én strandtur til hvor vi kunne være sammen.
Carsten Gotfredsen skriver
Dejligt skriv Simon,, du er fantastisk til at få et emne til at give mening 🌞🌞
Bigshooter skriver
Tak for de rosende ord. Må du nyde en god badetur i det helsende havvand