Ikke 24 timer fra mit seneste indlæg skulle der gå før Politiken bragte endnu et indlæg i den trivielle kavalkade af usaglige, uoplyste, fordummende og forudsigelige indlæg om doping.
Denne gang er overskriften: Muskelmænd udnytter lægehjælp
Link: http://politiken.dk/indland/ECE1821750/muskelmaend-udnytter-laegehjaelp/
Før I læser dette indlæg vil jeg råde jer til at læse #66, som jeg postede i går.
Undertitlen er: “Bodybuildere rådgiver hinanden i at få det offentlige til at betale for operationer af steroidfremkaldte »tævepatter« og kontroller af dopingkure. Lægeformand er rystet.”
Lad os gennemgå artiklen, step by step, og se hvad Mike Wallace og Lowell Bergman – undskyld, jeg mener Jeppe Laursen Brock og Christian Heide-Jørgensen nu har skrevet. Tilgiv mig navneforvirringen, jeg blev en kort stund helt betaget af deres hard-hitting journalism og troede det var 60 Minutes’ journalistikoner der var genforenet for at tackle verdensproblemerne.
Politikens journalister, Jeppe Laursen Brock og Christian Heide-Jørgensen, her symbolsk pegende fingre, ligesom de gør med deres makværksjournalistik.
“Misbrugere af steroider spekulerer i, hvordan de får det offentlige sundhedssystem til at undersøge, behandle og betale for de skader, som dopingen forårsager […] Samme steder rådgiver muskelfanatikerne hinanden i, hvordan de får »det offentlige« til at betale for operationer af steroidfremkaldte »tævepatter« eller »puffy nipples«, som de kalder forstørrede bryster hos mænd.”
Er det Ekstra Bladet eller er det Politiken jeg er klikket ind på? Allerede ved overskriften går det galt. “Muskelmænd”. Det er sensationsjournalistik. Og de fortsætter. “Muskelfanatikere”. Appellér til de stereotype antagelser om folk der benytter doping. De er muskelmænd – all about muscle, og intet andet, er hvad den label insinuerer. Og de er tilmed “fanatikere”. Igen en billig label at pådutte andre der lever efter andre værdier. De må nødvendigvis være “fanatiske” fordi de gør noget som det almindelige, uindviede flertal ikke forstår. Fanatiske, altså rationelle valg er suspenderet. De er besatte, fanatisk optaget, om det så koster dem deres liv og helbred.
Det interessante her er, at det som steroidebrugerne gør skulle være specielt lumsk eller udspekuleret. Men allerede overskriften nedlægger en værdidom: De “udnytter”. Og det er jo som bekendt på bekostning af andre, jf. et systems finitte ressourcer. Hvad er egentligt problemet i at det offentlige tager den i øvrigt ganske beskedne regning for fx gynooperation? Det er her vi er ovre i Brian Mikkelsens tankegang om gode skatteydere vs. de andre. Vi må lægge til grund at folk der tager doping i udgangspunkt betaler skat som alle andre. Hvorfor skulle de ikke have medicinsk hjælp som andre? Har de ikke bidraget til kassen? Betaler de ikke for andres uheld, fejl og skader?
Hvorfor er det her “udnyttelse”? Fordi doping er ulovligt? Doping er ikke ulovligt i en række lande her i verden. Det er som bekendt lovligt at rejse til andre lande. Hvad hvis man har dopet sig der? Men søger medicinsk behandling i Danmark, hvor man bor? Og har disse meningsklovne glemt at det IKKE er ulovligt at være dopet? Besiddelse og distribution er ulovligt. At VÆRE dopet er ikke ulovligt. Ligesom vi ikke straffer stofmisbrugere.
Stadig flere opereres for bryster Det »forarger« Ulla Astman, formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner.
»Det er misbrug af sundhedsvæsenets ressourcer. Det er urimeligt, at vi skal bruge penge på undersøgelser og operationer, når de her mennesker selv har påført sig skaderne med åbne øjne. Derfor må vi opfordre lægerne til at være mere opmærksomme og kritiske«, siger hun.
Omfanget er svært at beskrive, da ingen i Danmark har undersøgt området. Men en rapport fra 2010 anslår, at 44.000 danskere har prøvet anabole steroider.
Nå, er det misbrug, Ulla? Hvad er det så når det helt almindelige FLERTAL af den danske befolkning ryger, drikker, ikke motionerer og/eller spiser møg usundt? Er det ikke misbrug, fordi “det er lovligt”? Og har du ikke indset at kriminaliseringen af doping er kulturelt betinget? Kan du så identificere en inkonsistens i at doping er kriminaliseret, mens rygning, alkohol og god, fed, dansk møgkost ikke er det? Jeg var under det åbenbart forkerte indtryk at den danske model var en universel velfærdsmodel. Til for alle. Bare ikke lige folk på doping. Hvorfor? Det er der sjovt nok ingen der stiller spørgsmålstegn ved. Heller ikke Dupond og Dupont journalisterne.
Hvad med misbrugere der søger læge? Narko er heller ikke lovligt. “Misbruger” misbrugere så også det offentliges ressourcer når de opsøger læge for at behandlet deres selvpåførte skader og smerter?
Og hvad med helt almindelige danskere der er motorisk inkapaciterede? Nej, jeg mener ikke handicappede. Jeg mener almindelige danskere med ondt i nakken, ryg, skuldre, knæ, albuer – mindst 95% af disse problemer kunne løses med banal fysioterapi. Hvis personen overhovedet opsøger en fysioterapeut er det usandsynligt de overhovedet følger instruktionerne til punkt og prikke. Er det også “misbrug” når nu disse personer ved de altid kan gå ind og blive opereret for det offentliges regning når deres problem er blevet udtalt nok?
Praktiserende Lægers Organisations formand Henrik Dibbern »rystet« over, at nogle læger hjælper steroidmisbrugere.
»Læger skal på ingen måde understøtte et misbrug af steroider. Selv om vi ikke kender omfanget, er det her rigeligt til, at jeg vil advare mine kolleger mod at lade sig udnytte«, siger Henrik Dibbern.
Han erkender dog, at det er svært at stoppe folk, der spekulerer i at udnytte systemet. For hvis bare de siger, at de fejler noget konkret, må lægen undersøge det.
»Vi er nødt til at møde patienten med tillid. Medmindre vi får direkte kendskab til, at en patient lyver eller har et steroidmisbrug, må vi nok desværre acceptere, at nogle misbruger det tillidsbaserede system groft. Men det er uhyggeligt, at de gør det«, siger Henrik Dibbern.
“Selvom vi ikke kender omfanget er det her rigeligt til at jeg vil advare…”. Og hvad er det lige præcis “det her” refererer til i den sætning? Det er omfanget – “som vi ikke kender”. God formulering. Nå ja, og læger “skal på INGEN MÅDE” undersøtte”. Dejlig, sort/hvid, unuanceret kategorisk udmelding. Bemærk forøvrigt sproget. Det er ALTID “misbrug”. Ikke “brug”. Har man brugt doping så er man per definiton en “misbruger” med dertilhørende umyndiggørelse og risikoen for at ende som strafferetligt subjekt. Tænk hvilken arrogance det er at kalde alle brugere af steroider for “misbrugere”. Jeg kender folk der har levet og åndet for deres sport, anvendt doping (på lige fod med alle dem de konkurrerede imod), opnået fantastiske resultater, levet et rigt og givende liv, og så lagt dopingen på hylden. Ingen anden kriminalitet. Passet deres arbejde. Betalt deres skat. Overholdt reglerne. Stiftet familie. Men de er også “misbrugere”. Ikke brugere. Nå ja, de oplevede forøvrigt ingen rigtige bivirkninger, og ingen permanente eller skadelige. På bundlinjen er flere af dem sågar sundere end almindelige danskere, fordi de har trænet ekstremt hårdt og ofte, og spist ekstremt disciplineret.
Og bemærk, formlen som jeg opremsede i indlæg #66: Lægeformanden er “rystet”! Og formanden Ulla er “forarget! Altid en der er chokeret, forarget eller rystet over denne trivielle tilstand. Har de hovedet begravet i sandet, og er inkongruens en værdi de holder kær? Er det særligt for dopingbrugere at netop de lyver for deres læge? Prøv at tælle hvor mange grupper af folk der ikke taler sandt for deres læge og på den måde “udnytter” systemet. Hvad med kvinder der igen og igen – og igen! – booker hygge-snak samtaler med læger? Eller sociale tilfælde? Eller psykiatriske tilfælde?
Og fortæl mig hvad forskellen i grunden er på at dyrke ekstremt sport og så fx at anvende doping? Ekstremt sport er hyldet, respekteret. Det er farligt og vildt og “uuuh!” Men doping, det er store, bøvede “muskelmænd” og misbrugere, stigmatiseret af de mange fordomme som nu er indgroet i kulturen.
“Omfanget er svært at beskrive, da ingen i Danmark har undersøgt området. Men en rapport fra 2010 anslår, at 44.000 danskere har prøvet anabole steroider. “
I øvrigt noget nær fuldstændigt vanvittigt at der skal bruges så meget tid, og så mange penge og ressourcer og opmærksomhed på så beskedent et problem. 44000 har prøvet anabole steroider. Overvej hvilken del af de mennesker så overhovedet er regelmæssige brugere. Hold det oppe imod den dybt fordrukne danske befolkning i øvrigt – særligt ungdommen, der har et vanvitigt forhold til alkohol. Over 200 000 danskere har sukkersyge uden overhovedet at vide det – systemet har end ikke registreret dem endnu. Folk får kræft til højre og venstre som følge af grotesk ringe stofskiftefunktion og usund levevis generelt, og livsstilsygdomme er udgangspunktet snarere end undtagelsen i dette hedonistiske land. Og alligevel skal doping have så uforholdsmæssig meget opmærksomhed og stigma.
Tillad mig at citere min ven der for nogle timer siden skrev følgende til mig om alle disse dopingartikler:
“Det er dumt. Det er så sort på hvidt at det er til at brække sig over. Jeg kan ikke lade være med at tænke at det er meget amerikaniseret, efter historierne i usa omkring alle sportsudøverne, der pludselig var på noget – hele baseball-miseren, der er blevet adopteret af danske medier, uden at have samme engagement og forståelse så de i stedet bare spyer hate ud over doping-spøgelset.”
Fuldstændigt korrekt. Vedkommende bruger forøvrigt ikke doping.
De næste dage bliver spændende. Jeg er sikker på at mine gode venner hos Politiken, Jeppe Laursen Brock og Christian Heide-Jørgensen, nok skal producere endnu flere artikler.
Jeg brygger selv på et indlæg som jeg vil præsentere engang her i weekenden – stay tuned, kære folkens.
Olsen skriver
Regner du med på længere sigt – når progressionskurven flader nærmest fuldstændigt ud – at anvende doping?
ntp9 skriver
Hvorfor retter du ikke direkte henvendelse til Politikens redaktion eller de ansvarlige journalister med din kritik? Eller får trykt en kronik, der eksponerer idiotien på området?
Jeg vil i øvrigt indskyde, at jeg synes, du gav VKO uforholdsmæssigt meget på puklen i dit forrige indlæg. Subteksten i dit indlæg – navnlig efter din ros til Astrid Krag kunne foranledige svage sjæle til at tro, at folk som Brian Mikkelsen har patent på sagkundskabsfri forslag og hysterisk retorik.
Jeg er sikker på, at din politikerlede i virkeligheden – som passende er – er mere universel end som så.
http://www.antidoping.dk/da/Aktuelt/2012/6/Regeringen_intensiverer_indsatsen_mod_doping_i_motions-_og_fitnesscentre.aspx
http://aktuelorientering.mediajungle.dk/2012/11/08/kulturministeriet-foreslar-register-for-dopingsyndere/
asdgfda skriver
Jeg er klarover det er et meget gammelt indlæg, men vil bare rose dig. Jeg synes (hvilket generelt karakterisere dine indlæg), at det er ekstremt velovervejet og velformuleret, tak.
Nå og så ville jeg lige knytte en kommentar til debatten. Folk der får fedme operationer etc. på statens regning, udnytter vel også samfundet. Jeg har set flere eksempler på overvægtige mennesker der får fedmeoperationer på statens regning, ved at sige de præcis samme ting, som bodybuildere nævner på det omtalte forum. Tag f.eks. hende damen på kanal 5 der blænder en kage efter at få opereret mavesækken mindre. Bare fordi størstedelen er overvægtige og ikke kan tage sig sammen til at tabe sig, er det lige pludselig OK, at få staten til at betale for deres operation.