#70 – Politikens utrættelige dopingsludder fortsætter

Politikens sportsjournalister – i gang med at klovne rundt, eller skrive artikler om doping? Er der overhovedet forskel?

Jeppe “Laurel” Brock og Christian “Hardy”-Jørgensen, aka Politikens Laurel and Hardy har sat godt gang i trykpressen med dopingnyheder – eller hvad nærmere er “nåheder” end end nyheder. Og selv ordet “nåhed” er for rosende, da de to pseudojournalisters utroligt ensidige og uoplyste “artikler”, hvad intelligente mennesker ville kalde talerør for ignorante drakonikere, jo på en lang række områder ganske enkelt er tvivlsomme.

Hvad jeg næsten må antage er the grand finale er Politiken nu ude med en leder – en leder der er dejligt intelligensfornærmende. Allerede ved overskriften går det halt. “Vi må ikke vende det blind øje til doping” hedder den. Utroligt. Simpelthen utroligt. Her kan du selv læse den – jeg advarer imod et umiddelbart fald i læserens intelligens efter læsning http://politiken.dk/debat/ledere/ECE1827746/vi-maa-ikke-vende-det-blind-oeje-til-doping/

“(..) det burde måske snarere være fitnesscenteret henne om hjørnet, bevidst misbrug af det danske sundhedssystem og organiseret kriminalitet, vi havde i tankerne, for det er det billede af doping i Danmark, Politiken har afdækket i løbet af det seneste par uger.”

• Hvad angår organiseret kriminalitet, korrekt – desuden intet nyt.  Triviel information. Hvad er det I har “afdækket”?
• Hvad angår “misbrug” af danske sundhedssystem. Subjektiv, fordømmende og uargumenteret sprogbrug og konklusion. Hvad er det I har “afdækket”?
• Hvad angår at der er doping i det lokale fitnesscenter, ja, selvfølgelig er der det. Der bor mennesker i det meste af Danmark. Der er fitnesscentre i det meste af Danmark. Det er givet at nogen bor i nærheden af et. Trivielt. Hvad er det I har “afdækket”?

En undersøgelse viser, at 44.000 danskere har prøvet at dope sig – altså indtaget eller sprøjtet sig med medikamenter, der er fremstillet til behandling af syge, med det ene formål at kunne vise større muskler frem i vennekredsen eller foran spejlet.

• “fremstillet til behandling af syge” – ganske smart sprogbrug. For det insinuerer jo misbrug i højere grad end hvis dopingstoffet er specifikt designet til at forbedre performance, hvad en række steroider er – fx Patrick Arnolds The Clear, eller noget som turinabol der med Østtyskland som bagland i den grad var gearet mod sport. Mange andre midler kan nævnes. Er det så også “misbrug” at bruge et middel der specifikt er designet til at gøre det som det bruges til? Og hvad er i grunden relevansen af den information at en række steroider og vækstfaktorer som bruges til doping anvendes medicinsk? Det ændrer intet på kemien. Anabole steroider og vækstfaktorer er netop det: anabole. De stimulerer vækst.Medicinsk applikation, og præstationsfremmende.
• “Med det ene formål at kunne vise større muskler frem i vennekredsen” – Utroligt. Hvordan kan et voksent menneske der må gå op i sit omdømme skrive den slags uoplyste, ensidige, kontrafaktiske ævl? Det er en latterlig og uærlig simplificering af noget der er komplekst. Det kræver ikke en grad i psykologi at fastslå, at årsagen til brug af doping er multikausalt, og ikke kan reduceres til ene og alene at “kunne vise større muskler frem i vennekredsen eller foran spejlet”. Bemærk at steroider giver både større og stærkere muskler. Her fremhæver Politiken alene muskelstørrelsen – det kosmetiske, det visuelle – og ikke det funktionelle, styrken. Utvivlsomt fordi det er mere nedladende og mere simpelt, dumt, bøvet og overfladisk i den almindelige befolknings optik at dope sig for store muskler end høj styrke. Og det er netop hvad Politikens pinligt ringe sprogbrug de seneste artikler har appelleret til: den almindelige befolknings forudindtagethed. Bemærk også at det handler om at kunne imponere “vennekredsen” eller se sig selv i spejlbillede – selvfølgelig intet ord om konkurrerende bodybuildere der træner som eliteatleter eller folk der doper sig af andre eller flere (og mere “anerkendelsesværdige”) grunde. Nej, vi arbejder med fordommen om den lokale bøvert Børge Biceps.

Dopingmidler er uden for enhver kontrol, så misbrugerne ved aldrig helt, hvad de sprøjter i lårene eller andre steder på kroppen. Derfor bruger sundhedssystemet ressourcer på at behandle alt fra åbne betændte sår til forstørrede bryster på muskelmænd.

• Og konklusionen er så …. ? Igen appellerer Politiken til folks forudindtagethed. Ikke ét ord, ikke én sætning med overvejelse om fordele ved legalisering. Nej. Steroider er forbudt. Det betyder at folk der vil bruge dem må på det sorte marked. To muligheder: A.) Øg indsatsen mod det sorte marked eller B.) Legaliser det. Politiken skriver naturligvis ud fra valg A, som om det er naturgivet. Ikke ét ord om fx muligheden for statsstyret salg via apoteker. Og Politiken fortsætter – det er simpelthen utroligt. Ja, sundhedsvæsenet bruger ressourcer på at behandle folk med dopingskader og bivirkninger. Ved I hvem sundhedsvæsenet også bruger ressourcer på at behandle? Jeres dovne, hedonistiske familiemedlemmer der ryger, drikker, spiser usundt og ikke motionerer, aka den helt almindelige, usunde danske befolkning. Hvad gør doping særligt i den forbindelse? Det skal jeg gerne svare på: udgifterne er yderst beskedne. Jeg gentager: yderst beskedne. Hvad tror I det koster at have toldere rendende og tjekke for doping? Hvad tror I det koster at have ADD rendende og teste folk dagen lang og landet rundt?  Hvad tror I det koster politi, domstole og fængsler at tage sig af dopingsager? Og alligevel er det økonomi der skal fremhæves som et argument for øget kriminalisering, straf og indsats. Det er simpelthen Kafkask. Ah, ja. Og den nedladende retorik fortsætter. “Muskelmænd”. Det er hvad folk der doper sig er: muskelmænd. Det er hvad de har at byde på. Hvilket sprogbrug.

Nu er højere straffe ikke nødvendigvis det eneste saliggørende i bekæmpelse af kriminalitet, selv om Konservative og Dansk Folkeparti mener det. Men det er yderst relevant at finde ud af, om Danmark virkelig er og skal blive ved med at være centrum for international dopingkriminalitet – eller om justitsministeren vil gøre noget ved sagen.De bruger også Danmark som transitland for distribution af produkter til og fra andre dele af verden, fordi straframmen for dopingkriminalitet her er meget lavere end i vores nabolande.
Og netop straframmen ser flere politikredse gerne udvidet, så mulighederne for at efterforske dopingtrafik kommer til at flugte med dem, der er givet i forhold til narkodistribution, fordi alt tyder på, at de to former for kriminalitet forløber parallelt. Nu er højere straffe ikke nødvendigvis det eneste saliggørende i bekæmpelse af kriminalitet, selv om Konservative og Dansk Folkeparti mener det. Men det er yderst relevant at finde ud af, om Danmark virkelig er og skal blive ved med at være centrum for international dopingkriminalitet – eller om justitsministeren vil gøre noget ved sagen.

• “Yderst relevant”.  Lad mig anvende jeres hidtidige “logik” og i øvrigt krydre den med lidt fakta. Vi starter med fakta: Kriminalisering reducerer ikke brug af stoffer. Doping er – sjovt nok – ikke en undtagelse. Godt så. Men Danmark skal ikke være “transitland”. Dopingens størrelse er nogenlunde statisk. Med andre ord skal problemet bare sendes til udlandet. Problem solved? Og igen skal vi henvise til andre landes straffe med den der simpleton-logik. Hvis de gør det i Sverige, Norge og Tyskland så skal vi også gøre det i Danmark. Nå, men de gør noget andet i England og Portugal. Ja hvad så? Hvis ikke den parallel i den grad afslører hvor utilstrækkelige denne slags “jamen de gør det jo i naboland X”-argumenter er, så ved jeg ikke hvad gør. Desuden – prøv at vende den om. Er det ikke positivt at vi opererer med mindre straf i landet? Man skulle tro at muligheden for at opretholde et samfund med så overall lav kriminalitet som i Danmark var en positiv værdi, men her forlader Politiken i den grad en ellers fornuftig kerneværdi og hopper med på DF og Ks forudsigelige råb og skrig om mere straf og fængsel. Den sølle potentielle afstandtagen der består i formuleringen  “Nu er højere straffe ikke nødvendigvis det eneste saliggørende” er alene for at få Politikens mere oplyste læsere ned fra den kritiske stol. Man skulle tro Politiken ville være mere kritiske overfor denne amerikanisering og afsked med skandinavisk fornuft som i den grad er sat ind fra 2000 og frem, men nej – her er de ligefrem advokater for denne afskyelige udvikling og ensretning.

 

Og tilbage til overskriften – som om det blinde øje vendes… Brug af doping burde i forvejen være en privat og lovlig sag, men er anno 2012 noget man bliver straffet for og sågar smidt i spjældet for. Og I mener det “blinde øje” vendes til?  Brug af doping burde i forvejen være en privat og lovlig sag, men er noget som discountfitnesskæderne, som er ved at udkonkurrere alt der hedder ordentlig træning, slår ned på via medlemsskab hos Anti doping Danmark, som er drevet af skattemidler. Folk betaler skat som går til dopingkontrol i private centre hvor ADD  på daglig basis brænder mange tusinde kroner af på at teste almindelige mennesker for doping – og I mener “det blinde øje ” vendes til? Hvad er det for en virkelighedsopfattelse I abonnerer på? Privatliv og personlig autonomi er i hvert fald udtalt subsidiære værdier i den anskuelse I har.

At diskutere mod Politiken hvad angår doping er tilsyneladende  som at diskutere med en amerikansk 50er republikaner. Vedkommende ignorerer fakta og har besluttet sig på forhånd: det SKAL være ulovligt. Punktum. Hvorfor forholder Politiken sig ikke til spørgsmål om legalisering? Hvorfor forholder Politiken sig ikke til det forhold at folk stadig køber, sælger og anvender doping trods straf og trods forbud mod brug i fitnesscentre? Og I mener opskriften er MERE kontrol, straf og overvågning? Det er 50er republikanisme. Og tillad mig at parallelisere til hash og spørgsmålet om legalisering. Hash er noget der ryges af ganske mange, og ikke er stigmatiseret som doping er. Og langt flere ryger hash og langt oftere end folk anvender doping. Så hash har tilhængere – folk der blander sig i debatten, kommer med argumenter for legalisering. Undersøgelser. Henvisninger til privatliv, selvbestemmelse, autonomi. Godt nok ignorerer langt de fleste politikere disse ting (facts er sjældent populære hvis de strider mod ens agenda) men der sker noget. Hash har udsigt til at blive lovligt en dag. Se blot på USA, hvor to stater har legaliseret det (utroligt at skulle være bagud ift. USA på dette punkt). Det vil tage tid, men det kommer nok, fordi der er en debat, og fordi folk ikke finder sig i den håbløst idiotiske lovgivning. Men steroider? Nej. Diskussionen om steroider nyder SLET ikke den status som hash gør – overhovedet. Den er håbløst bagud, og en stor årsag hertil er den slags fordummende og ignorante output som Politikens to sportsjournalister Jeppe Brock og Christian  Jørgensen, aka Laurel and Hardy kontaminerer den intelligente udveksling af argumenter og viden med. De stort set eneste der tør forsvare doping er folk der bruger det – og så alligevel ikke, da de holder sig uden for søgelyset, og så enkelte der værner om personlig frihed. Er det en fair demokratisk tilstand? Denne åbenlyse mangel på pluralisme i mediedækningen? Spørgsmålet er retorisk. Det bedste man kan gøre er stay under the radar, for når den politiske idioti er så langt ude at fx hash ikke legaliseres, så er udgangspunktet for egentlig fornuftig dialog slet ikke eksisterende. Hvis de bedste argumenterer ikke vinder er der tale om undertrykkelse.

Hvad motiverer egentligt disse to pseudojournalister til at skrive alt det sludder? De er skam næppe nogen særlig undtagelse fra meget af resten af befolkningen. Dybest set er en stor grund til kriminaliseringen en emotionel en. Mennesker skræmmes af tanken om “muskelmænd”. De opfattes som primitive og farlige.  For jeg skal fortælle hvad sikkert kommer som en overraskelse for visse folk: Sjældent er det mennesker der egentligt har stor indsigt i trænings- og dopingverden som tager de standpunkter der ikke desto mindre har dannet den nuværende lovgivning og den overordentligt negative stemning i både pressen og populære medier mod “muskelmænd”. Det er derimod politikere, bureaukrater, drakonikere og pseudojournalister vi skal belemres med – gang på gang. Folk der intet ved om træning, intet ved om fitness, bodybuilding eller styrkeløft, folk der intet væsentligt ved om fysiologi og kemi, øvelsesteknik, træningsplanlægning – intet.

Se fx Politikens to journalister. Her fås et fyldestgørende indtryk af deres kropslige udgangspunkt og forfatning via offentlige Facebookfotos, som jeg naturligvis har valgt at sløre.

Jeg skal i øvrigt, for en god ordens skyld, gøre det klart, at jeg ikke ønsker eller tolererer kommentarer omhandlende de to journalister vedrørende andet end

1.) deres  journalistik
2.) deres fysiske forfatning som har den relevans til deres kampagne imod doping

 

Ektomorfismeambassadører og journalister ved Politiken

Igen, fuldstændeligt  forventeligt. Aflange, ranglede skikkelser der aldrig ville kunne opnå et egentligt muskuløst udseende ved træning – ej heller hjulpet af den kemi de så inderligt kæmper imod. Androgeninsufficiensen er evident, og mere krumbøjet fremtoning er ikke set siden Quazimodo færdedes ad Paris’ gader. Det er helt tydeligt, at det Herkuleanske ideal er ikke-eksisterende hos de to, og i stedet erstattet af en idé om at det er ok at undertrykke det menneskelige genoms potentielle udtryk. De to pseudojournalister har valgt fra starten at gå til problemstillingen uoplyst, baseret på stereotype antagelser, og med stigmatiserende sprogbrug, og håbløst ensidig dækning af “problemstillingen”. Dette er et angreb mod træning og mod det regulerede samfund der forudsætter oplysning for kvalitetsregulering. Tænk hvis Politikens kampagne viser sig effektiv, lovgivningen strammes, straffe sættes op, midler koncentreres om “dopingbekæmpelse” – alt sammen fordi disse to elongerede Nosferati skulle være “hårdtslående journalister”. Tænk hvis disse to personer, disse angreb på det menneskelige genom, resulterer i at rigets retstilstand ændres? Bemærk selvfølgelig, at jeg tager kategorisk afstand fra andet end demokratiske virkemidler her. Pointen her er, at vi har et seriøst demokratisk problem, når noget så skrøbeligt og vigtigt som frihed og privathed kan blive påvirket af nogle der er så ukvalificerede og åbenlyst inferiøre.  Og tænk hvilken tragikomisk tilstand det ville være.  En retstilstand så væsentligt ændret af to skikkelser, disse ektomorfismens ambassadører, velsignet med samme portion muskelmasse som jeg finder på de stankelben der lukrerer i mit domicil.

Uanset om loven ændres, så har Politikens leder og de to journalister i den grad valgt symbolsk at pisse på Tøger Seidenfadens grav. Tøger havde næppe lagt spalteplads til den her slags ubegavede “journalistik” og uanset det er det kontrært til hans ærede minde. En ansvarshavende chefredaktør har mange opgaver, måske var artiklerne sluppet gennem filteret selv med Tøger ved roret. Men konfronteret med makværket efterfølgende? Der havde nok være en afstandtagen. Politiken pisser her ikke bare på Thøger, men på hele det frisinds -og frihedsideal de tror de står for, og med det også den kulturradikalisme som Thøger var arvtager af, fra Poul Henningsen og Piet Hein, over ungdomsoprøret og med vingesus af den oprindelige liberalisme. Væk med kulturradikalismen, som i høj grad er (eller var) en del af den danske folkearv, med dens idealer om pluralisme, diversitet og tolerance uanset evt. forståelse og accept. Poul Henningsen havde næppe nogensinde kunnet forstå hvorfor nogen skulle ønske at vie deres liv, til at blive store og stærke – endsige bruge kemi for at assistere processen. Men han ville have kæmpet for deres ret til at gøre lige hvad fanden de ville, sålænge det var det de ønskede og ikke pålagde andre noget i den forbindelse. Måske han sågar havde syntes et sådan livsførelse var dm, men han ville i så fald også mene at det aldrig skulle forbydes at gøre noget andre synes er dumt. Den slags dybt subjektive og moraliserende lovgivning er uforenelig med liberal politik – uden nogen diskussion.

Men tankevirksomheden har været og er givetvis stadig suspenderet til fordel for at massepublicere en masse bavl på samme kvalitative niveau som en projektopgave i gymnasiet om doping. Hvor er det i grunden en intellektuel falliterklæring at henvise til det profitable sorte marked omkring doping som argument for højere straf. Lad mig vove noget virkelig kontroversielt og påstå, at det sorte marked næppe forsvinder fordi straffen sættes op (!!). Prøv at se på USA og brugen af hash, narko og doping. Problemerne er ikke mindre. Legalisering ville derimod fjerne dette sorte marked – men det nævner Politiken ikke engang. Ikke én gang. Det særligt ynkelige er jo at det er tydeligt Politiken har haft denne lange serie af artikler om doping, og så lige runder den af med lederen. Se på det samlede forløb, den samlede indsats. Niveauet er pinligt ringe. Det er ikke journalistik. Det er makværk.

Tænk hvilken tilstand det er samfundet er i og hvor håbløst bagud man er i forhold til at acceptere andre menneskers levevis og værdisæt når det har INGEN værdi at nogle mennesker vælger en anden livsførelse, efter andre værdier. Hvad hvis det er en persons værdi at være fysisk – inklusiv det at brug kemi? Hvad hvis en person bruger kemi for muligheden at kunne træne længere og hårdere end hvad det naturlige udgangspunkt tillader, alene fordi vedkommende elsker at træne? Hvad med en person der træner og lever for at konkurrere internationalt? Hvad med en person med fra naturens side et rigtigt dårligt udgangspunkt for at respondere på træning som vælger at supplere med kemi – kald det en reparation eller afhjælpning af naturens valg. Hvorfor har disse mennesker ingen repræsentation, og hvorfor er deres valg kategorisk værdiløse mens det er ok for fx advokaten at arbejde 80 timer om ugen og forsømme sin familie, eller moren at blive en halvfanatisk hønemor eller en ekstremsportudøver som jævnligt risikerer liv og førlighed for adrenalinsuset, eller for folk i overvejende grad at være småfede, smårygende, stordrikkende, inaktive og ganske usunde? Fortsæt selv listen i det uendelige. Disse personers valg er beskyttet af personlig frihed og autonomi. Men folk der bruger doping, de er ikke. Og det er til trods for at:

• Evidensen for hvor skadelig doping er bestemt ikke overvældende, og farligheden kan givetvis placeres lavere end alkoholisme, rygning, overvægt og inaktivitet
• At bruge doping er i udgangspunkt en offerløs “forbrydelse”
• De økonomiske argumenter for at forbyde doping er fuldstændigt hul i hovedet

Med alle dette in mente brygger jeg på at søge et job hos Politiken som sportsjournalist, og jeg lægger naturligvis min jobansøgning op her på Supertraining.dk

Det kunne være oplagt at drage paralleller til korsfarerne og så disse indædte dopingbekæmpere. En parallel er imidlertid ikke gyldig, da dopingbekæmperne givetvis ikke ville kunne bære hverken rustning eller sværd.

Supertraining.dk – the instrument of your liberation