I morgen står solen op, og Politiken fortsætter sin kavalkade af lavkalitets pseudojournalistik.
Denne gang handler det om at danske politibetjente benytter dopingmidler.
http://politiken.dk/indland/ECE1935023/danske-betjente-tager-steroider/
Og selvfølgelig benytter pseudojournalisterne Jeppe Laursen Brock og Christian Heide-Jørgensen Politiken som talerør igen-igen for at agitere for deres personlige politiske synspunkter og holdninger, forklædt i den omgang makværk kun kynikere ville vove at kalde journalistik.
Selvfølgelig er vinklen at:
– doping er et enormt problem og brug af doping kategorisk et “misbrug”. Brug findes ikke – kun “misbrug”. Hvilket er lidt interessant, når nu en række steroider blev produceret specifikt med det for øje at gøre folk større, stærkere, hurtigere, og mere udholdende. Når folk så benytter sådanne midler til at blive større, stærkere, hurtigere og mere udholdende er der altså tale om et “misbrug”. Aha.
– det er selvstændigt problematisk at politiet benytter doping. Fra en journalistisk optik er denne vinkel oplagt. Steroider lyder voldsomt og farligt og almindelige leverpostejsdanskere vil automatisk associere det med noget negativt. Så den egentlige problemstilling, altså problemets substans, den bliver som sådan ikke behandlet. For “alle ved jo” at doping er skrækkeligt! Det er et problem, fordi det er det jo – det ved alle.
– det skal selvfølgelig med at politiets centre ikke er med i Anti Doping Danmarks. Jeg siger selvfølgelig, idet der trækkes i efterhånden alle tråde for at enhver mulighed for træning i Danmark skal være underlagt Anti Doping Danmarks usmagelige kontrolfascisme, utilstedelige overvågning og sanktionering og kulturelt betingede strafsystem som dømmer en alternativ livsstil ude. Og tilmed for jeres skattepenge.
Det kunne være dejligt at tage pseudojournalisterne Jeppe Laursen Brock og Christian Heide-Jørgensen til side og stille dem nogle spørgsmål om doping. Det ville hurtigt blive tydeligt, at de ingenting ved om det. Hvor mange dopingpræparater tror I de to kunne nævne? Hvor meget kender de mon til steroiders historie? Hvor meget kender de til mennesket fysiologi & endokrinologi? Hvor meget har de sat sig ind i forskningen angående dopings effekter, negative såvel som positive? Kan de overhovedet redegøre for de forskellige former for doping der findes? Kan de redegøre fyldestgørende for antidopingsystemet i Danmark og lovgivningen bag? Nej. Nej til det hele.De aner INTET. INTET! Hvilket de har til fælles med alle andre beslutningstagere i det her land som med udgangspunkt i enten konservativ eller velfærdsfascistisk og formynderisk muskelforskrækning mener at skulle have en mening om alt perifert knyttet til doping. Sandheden er, at disse to journalister, disse to ektomorfismeambassadører, er så møg-uforskammede at misbruge avissider til at plædere for deres private synspunkter. Deres “journalistisk ” er en skændsel for professionen, som i forvejen er skandaløs og inficeret af uintelligente og ubegavede mennesker.
Gad vide om disse to ranglede skikkelser har nogen som helst idé om hvor vanvittigt arrogant det er at en livsstil der fokuserer på styrke og størrelse efterhånden skal være forfulgt i alle tænkelige henseende, mens den store leverpostejsbefolkning bestående af fede, dovne, rygende, drikkende mennesker komparativt set går noget nær fuldstændigt fri?
Sandheden er, at det ynkelige niveau af muskelmasse som almindelige danske mænd (og endnu mere piger) besidder i dag er kontrært til sundhed. Ektomorfismeambassadørerne Jeppe Laursen Brock og Christian Heide-Jørgensen er advokater for den håbløst forældede danske opfattelse af sundhed som noget med gulerødder og team spirit og fodbold og løb. Gymnastik, frie bevægelser, god dansk kost, yeah! Woo! Sludder og vrøvl. Disse inferiøre entiteter har ikke det fjerneste begreb om hvad seriøs træning og de kunne næppe klare en enkelt dag som en seriøst trænende person fører sit liv, hvilket vel er en plausibel forklaring på deres kroniske priapisme over doping. Disse personer er qua deres fysiske underudvikling angreb på det menneskelige genom. De pisser på deres genetiske arvemasse ved at begrænse dens potentiale og undertrykke de rigtige gener, og de vover alligevel at tænke om sig selv som værende sunde. Og ved I hvad? Det må de selv om. De må være ligeså ranglede og utrænede som de vil. Det har de lov til, og det kan de være i fred. Der mangler til gengæld noget gensidighed her i denne ligning, for de bruger efterhånden hele deres “journalistiske” indsats til at påvirke lovgivningsprocessen og få indført mere kontrol, overvågning, straf og regulering af noget de ikke kan lide, nemligt store muskler. Naturligt nok, eftersom det er noget de aldrig, aldrig nogensinde ville kunne opnå. Spørgsmålet er hvad fanden de egentligt bilder sig ind.
Gad vide hvordan disse to elongerede nosferati ville have det hvis deres livsstil blev kriminaliseret, deres fysiske inaktivitet eller pseudotræning (fx fodbold og løb) overvåget, kontrolleret og straffet, deres skattepenge brugt på kronisk fordømmelse og kritik og en mediesfære kronisk orienteret mod at gøre alt dette endnu mere intensivt og omfattende.
Disse to pseudojournalister Jeppe Laursen Brock og Christian Heide-Jørgensen står for så kvalitativt pinagtig journalistik – som detaljeret redegjort for i indlæg efter indlæg her på bloggen – at det halve kunne være nok. Og de bliver ved – og ved – og ved – og ved.
Gad vide hvad deres næste servering tastaturdiaré bliver? Jeg har et bud: noget omkring doping, og noget om hvor skrækkeligt det er!
Jeppe og Christian: Hvis ikke man ved hvad man snakker om, så skal man holde sin kæft. Det gælder også jer. På vegne af den oplyste menneskehed: hold venligst jeres kræft, og begynd at producere noget ordentlig journalistik. Jeg har givet jer rigeligt med emner at behandle, men det sker næppe. Det ville jo krævede I arbejdede som journalister.
PS – er det i grunden ikke interessant at disse skarpe og retorisk orienterede indlæg ikke desto mindre indeholder langt mere egentlig sober oplysning om doping end den kavalkade af lort I kalder avisartikler gør? Og er det ikke interessant at trods jeg aldrig har benyttet doping, intet i nogen som helst form, end intet marginalt analogt sammenligneligt, så behandler jeg stadig denne sag? Food for thought, mine små venner.
Det står efterhånden helt klart, at der er tale om et kombineret vendetta mod en kultur, som disse to journalister frygter og afskyr – og ren karriere-jagt. De har udset sig et hjørne af samfundsdebatten, hidtil uudforsket og kun sporadisk kortlagt, og forsøger nu derfra at kreere en virkelighed, som de qua deres fremstilling (såkaldte afsløringer) håber kan katapultere dem selv højere op i det journalistiske hieraki. Det er klassisk “kamphunde-journalistik”. Det er 90’ernes extacy-hysteri, om igen. De betragter træningsverdenen, med samme uforstående og begejstret forargede/skræmte øjne, som var de Marie Krarup og Kathrine Winkel Holm, der skulle beskrive og advare imod truslen fra satanisk, black metal. Det er fuldt bevidst ignoratisme, IGNORATI. Det er antagelse på antagelse på selvforstærkende antagelse, og det skriger til himlen om opportunistisk, pøbel-popularistisk idioti. Gid de to knallerter dog ville finde en hobyy, begynde at hækle eller kæmpe for moskusoksens tilbagevenden til den danske fauna. Gid de dog bare ville gå deres vej, og lade harmløse mennesker være i fred. Men det kan jo ikke tilfredsstille deres nyfigne, sofa-moralistiske ambition om at redde det danske folk, fra alle disse farlige pumpefyre med deres tunge håndvægte og væg-til-væg spejle. Det kan jo ikke lande dem Calvin-prisen, for at afsløre… hvad? At der står nogle gutter i en kælder, og tager noget krudt. Hvad fanden rager det egentlig de to idioter? Hvad fanden rager det os?
Hold nu kæft, Brock og Heide. Hold nu bare kæft.
“Ektomorfismeambassadører”, “elongerede nosferati”, “tastaturdiarré”. Jeg elsker simpelthen den her blog.