Her er en lettilgængelig, overskuelig liste som fortæller dig hvordan antidoping indsatsen på motionistfronten reelt er en krig mod muskuløse mænd.
Punkt 1: Kriminaliseringen af doping/anabole steroider
Medierne lægger stort set al deres vægt på dopingmidlers potentielle sundhedsskadelige effekter. Som jeg har beskrevet her på bloggen i tidligere indlæg omtales steroider som “ekstremt farlige”, og der henvises igen og igen til “konsekvenser for samfundet”, “udgifter til sundhedsvæsenet”, og en formulering der er populær for tiden er hvordan doping er “fatalt” eller konsekvenserne “fatale”. Så hvor farlige er steroider egentligt?
Man kan ikke sige det med sikkerhed, idet man mangler forskning på området. Et rimeligt bud er at et moderat dopingbrug nok svarer til moderat forbrug af cigaretter – cigaretrygning i den periode dopingen benyttes, altså. Uanset så er der ikke evidens for at fremstille doping som værende farligere end rygning, alkohol, inaktivitet, overvægt og usund mad.
Jeg henviser til denne artikel: http://www.economist.com/blogs/dailychart/2010/11/drugs_cause_most_harm
Og poster samtidig den pågældende tabel, med min egen markering inklusiv:
Hvorfor er denne kriminalisering led i krigen mod mænd? Fordi AAS fremhæver androgene, maskuline karakteristika. Større muskler, øget styrke. Øget testosteron gør fundamentalt set en mand mere maskulin, og steroider binder sig til androgenreceptoren. Bemærk i denne forbindelse, at østrogen ikke er kriminaliseret, men gives for et godt ord til piger i form af p-piller samt i hormonerstatningsterapi til kvinder i overgangsalderen, mens hormonerstatningsterapi til mænd har lange udsigter og stort set ikke praktiseres i Danmark.
Gad vide hvornår alkohol bliver kriminaliseret, det handler jo om folks “sundhed”…nå nej. Så stemmer folk jo ikke på en, desuden drikker politikere selv. Men når det er “de andre” skal det forbydes!
Tror I denne liste harmonerer med danskeres viden om doping? Tror I Anti Doping Danmark vil lade sig påvirke af denne viden? Vurderer I at Anti Doping Danmarks kampagner tager denne viden i betragtning?
Punkt 2: Kriminalisering af mandlig udtryksform, kvindelig udtryksform tilladt
En kvinde må få foretaget alskens plastikkirurgiske procedurer for at få modificeret sit fysiske ydre. Fælles for disse procedurer er, at de søger at bringe kroppen nærmere på et skønhedsideal de holder af. Plastikkirurgiske indgreb er ikke uden risici. Imidlertid er kvindens platform til at ændre hendes fysiske ydre til at nærme sig det kvindelige skøndhedsideal lovlig, mens mandens platform til at nærmere sig et maskulint ideal kriminaliseret.
Punkt 3: Indsatsen mod dopede mænd vs dopede kvinder
Motionistdopingtests tester for anabole steroider. Kvinder, derimod, kan frit stå på stairmasteren eller løbebåndet på forskellige former for stofskiftedoping. Det er imidlertid kun manden der er forfulgt her
Punkt 4: Snakken om “roid rage”
Roid rage omtales i selv officielle dokumenter, fx Kulturministeriets rapport fra 2012 vedr. doping (se side 14). Dette til trods for, at evidensen for roid rage er svag og baseret på case-studies. Der er ikke god evidens for at AAS selvstændigt forårsager “roid rage”. Som William Llewellyn udtaler til International Business Times: “The concept of ‘roid rage’ comes up in the media often, but it’s not a medical term. In the medical community there is no data suggesting that anabolic steroids affects someone’s behavior to that kind of extreme. Hormones can affect your mood, so it’s possible to become a little more irritable or a little more aggressive.” Snak om roid rage er blot at misbruge den uindviede befolknings forudindtagethed om hvad testosteron/AAS gør ved siden. Læs fx dette studie:
http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21403636
“(…)However, many researchers doubt a direct testosterone-aggression link in humans, arguing instead that testosterone is primarily involved in status-related behavior. (…) The results show that if expectations about the hormone are controlled for, testosterone administration leads to a significant increase in fair bargaining offers compared to placebo. The role of expectations is reflected in the fact that subjects who report that they believe to have received testosterone make lower offers than those who say they believe that they were treated with a placebo.
Med andre ord: testosteron gjorde deltagerne mere fair, og dem der troede de havde fået T men var givet placebo blev mere svinske. Ingen fordomme om testosteron i befolkning, no sir!
Punkt 5: Myten om at dopingkontrol har noget med sundhed at gøre
En desværre naiv tankegang. I 2013 skønnes det at der findes ca 44000 danskere der har brugt eller bruger doping. Intervallet for estimatet ligger på ca 10 000- 50 000. I slutningen af 90erne var tallet lidt over 10 000, altså mod den lave ende af det estimat. Anti Doping Danmark har eksisteret siden 2005 og opfatter med måske jordens mest omfattende og strengeste dopingsystem. Med andre ord: indsatsen virker ikke, hvilket ikke burde overraske nogen som helst, da det er børnelærdom for alle oplyste mennesker, at kriminalisering ikke virker. Jeg gentager: Kriminalisering virker ikke. For at se den slags idioti i storformat, så læs om USAs War on Drugs. Det er tydeligt, at antidopingindsatsen ikke handler om sundhed. Hvis den handlede om sundhed sørgede man ikke for at ekskludere først i 2 år og dernæst for bestandigt personer der har benyttet doping. At afholde folk fra at træne er ikke sundt. Det er usundt. Der er tale om et system baseret på værdien om straf og sanktion serveret som et system der varetager sundhed.
Punkt 6: Tonen i pressen
“Muskelmænd”, “muskelfanatikere”, osv. Hvordan omtales i pressen kvinder der får lavet plastikkirurgiske indgreb for at få forstørret bryster eller lavet fedtsugninger? Hvordan omtales anorektikere? Jeg mindes ikke at de benævnes på samme måde. I øvrigt interessant når doping er kriminaliseret af hensyn til folks “sundhed”. Det må betyde at dopingbrugere faktisk er ofre. Plejer man at smide ofre i fængsel eller omtale dem på denne facon?
Punkt 7: Hvis det handler om sundhed, hvorfor så straf og ikke harm-reduction policies?
Jeg henviser til denne artikel : http://thinksteroids.com/articles/harm-reduction-vs-anti-doping/
The biggest problem with the war on steroids and the war on doping is that it is a moral crusade masquerading as an initiative for protecting the health of athletes. Anti-doping warriors are primarily concerned with enforcing a moral code. The moral code involves the prohibition of drugs that enhance performance. It is not a code based on health and harm reduction. Anti-doping is not motivated to understand the true short-term and long-term health risks of anabolic steroids and performance-enhancing drugs (PEDs). It is not concerned with making a distinction between the use and abuse of PEDs. There is no interest in evaluating the potential health benefits and healing properties of PEDs.
Hvilket bringer mig til punkt 8:
Punkt 8: Al brug af AAS er kategorisk misbrug.
Det er interessant at al brug af AAS er benævnt misbrug. Der findes mange forskellige former for AAS benyttet i doping. Fælles for dem er, at de har anabole og androgene effekter. Enkelt fortalt, så er de anabole effekter dem dem gør en større og stærkere, mens de androgene øger de maskuline træk. Steroider der bruges i doping blev specifikt udviklet enten til medicinske formål, eller til formålet at gøre en større og stærkere. Tag et middel som Turinabol, udviklet i Øststyskland specifikt for at gøre atleter større og stærkere. Er det “misbrug” at en motionist bruger turinabol med samme formål hvis vedkommende ikke har udviklet en psykisk afhængighed? Hvad med steroidernes bedstefar, dianabol, der blev opfundet af Dr. Ziegler igen mhp. sportsbrug? Og når nu steroider grundlæggende gør det samme: stimulerer vævsopbygning, hvorfor er det så “misbrug” at benytte dem til at øge styrke og størrelse, hvis personen ikke er psykisk afhængig? Modsat hvad Anti Doping Danmark ynder at propagandere om, så er det ikke alle der prøver steroider som er hooked for life. Der findes folk der kun benytter dem nogle få måneder om året, eller fx skuespillere som skal i form til en film (se mit indlæg #68 “Folk der skal i fængsel”).
Punkt 9: Kvinder og spiseforstyrrelse
I forlængelse af punkt 3 og punkt 6 – hvorfor bliver kvinder i fitnesscentre som er anorektikere eller lider af en spiseforstyrrelse ikke registreret og ekskluderet på samme måde som dopede mænd gør det? Vi snakker om ikke-konkurrerende atleter, motionister, ikke licensfolk eller sportsudøvere, så det handler ikke om sportens ånd. Tanken om at anorektikere skulle registeres og straffes på denne måde er bindegal, men det er immervæk det der foregår med mænd der bruger doping, til trods for a Anti Doping Danmark opfatter visse doping(mis)brugere som “megarektikere”, altså en anorektiker i den anden ende af det spektrum. Anorektikeren kan ikke blive tynd nok, megarektikeren kan ikke blive stor nok. Det er sjovt hvordan samfundet har en meget anderledes tilgang til anorektikere og så megarektikere”.
Punkt 10: Mistænkeliggørelse af stærke og seriøst trænende mennesker og det ekspressivt maskuline
De notoriske anbefalinger fra ADD og DGI går alle ind og mistænkeliggør folk der træner seriøst. Håndvægte over 26/28/36/40 kg skal fjernes, væk med dem. Maskiner der “animerer til bodybuilding” skal væk. Interessant. Hvornår er clean bodybuilding, altså bodybuilding uden doping, blevet et problem? Eller er bodybuilding da ved naturlov forbundet med doping? Træningen skal være “funktionel”, altså modsat at blive stor og stærk. Interessant. Er det et problem at blive stor og stærk uden doping? Kosttilskud skal ikke sælges i fitnesscentre – hvorfor ikke? Er det “gateway drugs” til doping? Visse kosttilskud er fint effektive, kreatin og beta-alanine fx.
Punkt 11: Personlig frihed og maskulinitet
Det er fundamentalt set ikke noget der opfattes som legitimt eller anerkendelsesværdigt at give udtryk for, at man har ret til at blive ladt alene og fx benytte doping. I forvejen er formuleringen “jeg har ret til (…)” retorisk og værdimæssigt ikke overbevisende blandt danskere, hvilket er en årsag til at den personlige frihed kan bagatelliseres så nemt som er tilfældet.
Listen kunne snildt fortsættes, men her er enkle punkter der fortæller dig som læser, at sandheden er en anden end den der bliver serveret for dig.
Spot on Jeg har altid oplevet kritikken af muskuløse mænd og mænd der bruger AAS som en kritik af alt maskulint.
Hvis man har en forstyrrelse der leder til vægttab og livstruende tilstand som Anorexi hjælpes man. Er man afhængig af AAS opfattes man som stærk, selvstændig og farlig så man udelukkes. Vent var man ikke misbruger og i livsfare pga. sit dopingmisbrug lige før?
Jeg synes brug af AAS med det formål at opbygge muskler er fjollet og potentielt meget sundhedsskadeligt, men jeg kan ikke forstå dæmoniseringen af mennesker der tager det valg. Det er meget underligt at det af samfundet defineres som misbrug, men al indsatsen går på at straffe, isolere og marginalisere de mennesker der bruger AAS. Det er en sørgelig dobbeltmoral.
Jeg er helt enig i at styrketræning/muskler/doping osv. kan ses som en maskulin represæntation, både billedligt men også socialt.
Traditionelt set har denne form for maskulinitet stået meget stærk, blandet med den traditionelle maskulinitet med manden som forsøger og forsvarer af familien. Men som kønsforsker Connell skriver er maskulinitet noget der på socialkonstruktivistisk vis, afhænger af tid og sted, samfundets kontekst.
Connel danner også begrebet hegemonisk maskulinitet, en form for maskulin overherredømme, der definerer hvordan den ideelle maskulinitet er i samfundet. Denne hegemoniske maskulinitet er meget idealtypisk i en weberiasnk forstand, der findes sikkert ikke en person der besidder alle kriterierne, men er nærmere et samlet billede af “overklassen” af mænd. Den gennemsnitlige mand er blot uvidende medløber og underbygger af denne magt, og nogle mænd vil også være undertrykt pga. manglende kulturel og/eller social kapital.
Jeg vil ikke gå ind i en nærmere uddybelse af hvordan disse ting ser ud, men der skal ikke meget til at forstå at det den traditionelle og etablerede styrketræning står for, ikke harmonerer særlig godt med overklassens/politikernes livsverden. Vi kan jo alle sammen se hvordan en succesfuld sportsmand og muskuløs Joachim B. Olsen, er blevet modtaget i den akademiske verden, såvel som den politiske. Og her tænker jeg ikke på de politiske kritikker han har fået pga. liberalistiske udtalelser, havde han endt i venstrefløjen havde de samme henvisninger til “kuglestøderen”. Det er faktisk utroligt morsomt at han eftersigende ligger og bænkpresser 200kg, i politikernes træningsrum. Imens andre spiller klaver dernede.
Det er i øvrigt sjovt at se, at kilden for grafen er “Drug harms in the UK”, et sted, hvor brugen af doping ikke er kriminaliseret og formegentligt baseret på ret god viden/dagligdagspraksis hos de personer der har skulle vurdere stofferne.
Jeg bruger ikke selv de omtalte midler, fordi jeg er for doven til at træne i det hele taget, men det jeg synes er interessant er termen “misbrug” for den term dækker jo sådan set ikke over andet end sociale og kulturelle konventioner. Hvis misbrug var et udtryk for hvad der var skadeligt ville netop alkohol blive forbudt øjeblikkeligt, da det er yderst kræftfremkaldende.
@Mick, der skriver: “Men som kønsforsker Connell skriver er maskulinitet noget der på socialkonstruktivistisk vis, afhænger af tid og sted, samfundets kontekst.”
Du åbner noget et emne, men fint nok … Når jeg kigger ud over det akademiske landskab, så finder jeg generelt at der findes to grupper af forskere på kønsområdet. Den ene kommer typisk fra de bløde humaniora fag, og de tenderer mod at være rene socialkonstruktivister. De afviser enhver snak om natur/biologi og anser blot kønnene for at være “sociale konstruktioner”.
Deres grundlæggende ideologi er, at KUN kønsorganerne i snæver forstand – og måske lidt højde og drøjde – er genetisk bestemt, mens alt andet – og især det psykiske – slet ikke er påvirket af generne. De anser derfor også typisk mennesker for at være “blanke tavler”: f.eks. mener mange, at du i princippet bare kan vælge at være homoseksuel, eller at man i princippet kan opdrage en dreng som en pige og så få en pige ud i den anden ende. Du har måske hørt om de “kønsneutrale børnehaver”?
Den anden gruppe af forskere forsøger derimod at se på to ting: 1) det biologiske og 2) det sociale/kulturelle. Og så prøver de som gode videnskabsfolk at skille tingene fra hinanden, så effekterne fra det ene og det andet kan isoleres.
Det er tydeligt, hvor din “forsker” Connell kommer fra. Hvis du kigger på wiki artiklen for “hegemonic masculinity”, kan du se hvordan “begrebet er en direkte udløber af Antonio Gramsci’s “cultural hegemony” – og det peger direkte mod den ideologiske afart af marxisme og freudianisme, som “Frankfurtskolen” succesfuldt har udbredt på de humanistiske uddannelser i Vesten (Frankfurtskolen er et nick, det kaldes også Instituttet for Social Forskning, men det kom fra Frankfurt universitetet oprindeligt).
Den massive evidens i dag peger på, at kønnet i høj grad er formet af biologien. Fløjen, der påstår, at kønnene er rene sociale konstruktioner har simpelthen ikke ret. Jeg kan varmt anbefale en dokumentarserie fra nordmanden Harald Eia, “Hjernevask”, der ligger frit tilgængelig på YouTube. Her kan du se den helt utrolige forskel på disse to forskergrupper. Den ene har simpelthen hovedet i sandet og nægter at røre biologien med en ildtang, mens de rigtige forskere faktisk inddrager både natur- og kulturpåvirkninger og prøver at finde hoved og hale i det.
Er du til noget ganske mere tørt, kan jeg anbefale Ullika Segerstråles “Defenders of the Truth”, der har en fuld historisk gennemgang af konflikten mellem nature/nurture fløjene. Der er også Steven Pinkers “The Blank Slate” naturligvis – hele bogen kan helt ekstraordinært findes gratis på PDF.
Hej Jesper,
Super interessant kommentar du kommer med, jeg vil straks se nærmere på videoen du nævner.
De socialkonstruktivister du nævner lyder noget ekstreme i betrækket, og egentlig nærmere nominalistiske. Mange ‘moderne’ socialkonstruktionister ser jo typisk naturvidenskaben som meget nyttige ‘konstruktioner’, som kan hjælpe til at forstå fænomener, hvorimod at de i din beskrivelse fremstår som mere fjendtlige.
Nu var det ikke for at indlede en videnskabsteoretisk debat, da jeg ikke tror vi kommer langt med det. Selvom Connel måske er meget radikal i dine øjne, så kan det jo og benyttes i en mere moderat socialkonstruktivisme.
Men jeg tror ikke jeg fik min pointe igennem med mit oprindelige indlæg. Det var mere for at give et andet perspektiv på hvordan “krigen imod det maskuline” i denne artikel kan ses, hermed at der er flere maskuliniteter, og en bestemt form kan have meget undertrykkende magt.
Super godt indlæg Jespet
@Jesper K.
Der eksisterer nu også nyere kønsforskning med udgangspunkt i de såkaldte ”bløde” humaniora fag, der kritisk forholder sig til både den kønsessentialistisk tradition, der anskuer køn som determinerende for kønnets sociokulturelle udtryk, og i den modsatte grøft, den kønskonstruktivistiske tradition, hvor kultur er bestemmende for det biologiske køn.
Dette kunne eksempelvis(og formentlig det tydeligste eksempel) være filosof Judith Butler, der er yderst kritisk overfor opdelingen i biologisk og socialt køn – sex/gender modellen. Hun har i stedet skabt et begreb – performativt køn, der kan anskues som en måde at transcendere sex/gender dikotomien. Mere info kan findes i bogen Gender Trouble.
Af lidt ældre kønsforskning, kan nævnes forskelsfeminisme herunder gynokritik og Écriture féminine, der bestemt er opmærksomme på, at kroppen har prædiskursiv fakticitet.
Kroppen og kønsforskellen kan derfor ikke reduceres til noget andet. Den bliver derfor i sig selv en grundlæggende erfaring med afgørende betydning for sprog, socialitet mm.
Meget er den nyere kønsforskning er inspireret af Foucault og poststrukturalistiske analysestrategier, der på mange punkter er et opgør med den empiristiske tradition der har defineret viden som magt. Dette er for så vidt rigtigt nok, men det empiristerne ifølge Foucault ikke har forstået er måden hvorpå magten agerer. Inspireret af filosoffen Friedrich Wilhelm Nietzsche mener Foucault at viden aldrig kan være herredømmefri. Der vil altid eksistere et mål eller projekt med viden. Viden og magt hænger derfor unægtelig sammen, men magten eksisterer ikke hos nogen bestemt. I stedet er den produktiv og allestedsnærværende altså eksisterende i de diskurser og videnssammenhænge der producerer rammerne for hvad der er muligt at forstå – jævnfør hans genealogi begreb.
Jeg mener derfor at man kritisk kan spørge den ”objektive” videnskab om eksempelvis, hvornår fakta stopper og fortolkning starter, samt en mere klar brug af definitioner og begreber, for at undgå at skabe anakonismer.
Derudover en stor tak til Simon, for hans kritiske analyser.
@ole: jeg er sikker på, at vi kunne holde den kørende en hel aften med “jamen, der findes så også [indsæt navn på disciplin]”. Men jeg gider ikke udveksle undtagelser og særheder hele aftenen. Sagen er den, at det rent politisk er de meget “rene” socialkonstruktivister, der synes at have magten. Vi ser det med fremkomsten af “kønsneutrale børnehaver”, deres nuværende besættelse af at få puttet Jens i et lyserødt tylskørt eller tvinge ham til at lege med Barbier. Det ses i de dybt problematiske tiltag, der har været i både FN og EU, hvor feministiske ideologer enten har eller forsøger at få reduceret kønnene til sociale konstruktioner.
Jeg kan dog ikke lade være med at grine lidt i skægget, når jeg hører alle de her lovprisende ord om “nyere kønsforskning”. Det er så typisk en måde, som humanisterne fremstiller deres forskning på. Du har meget ret i, at sociologi er inspireret af Foucault, men det er næppe meget nyt i at gentage det samme bavl bare 40 år senere. Det, der kommer ud af humaniora, er langt overvejende en omgang politiseret sludder, der hænger fast i komplet forældede opfattelser af mennesket som en blank tavle.
Der hvor tingene til gengæld rykker, er i de hårdere videnskaber, der indregner biologien og tager Nature/Nurture diskussionen alvorligt ved at inddrage begge i stedet for bare at ignorere biologien eller erklære den “uinteressant”. Mange på den fløj har decideret forsøgt at stoppe forskning i de biologiske spørgsmål, men jeg har aldrig hørt om forsøg på at stoppe forskning i kulturelle og sociale emner fra den anden side.
Denne berøringsangst er grunden til at humanisterne stadig kører rundt i deres gamle, halvparanoide “teorier” om at kønnene/kønsrollerne formes af “micro-expression” og styres hårdt af, om man lige vælger at smække en blå eller lyserød sparkedragt på ungen og lignende subtile påvirkninger. Jeg skal helt over i astrologi for at finde lignende.
De har altid en eller anden absurd anke, men fair nok. Ordentlige videnskabsfolk har naturligvis mødt udfordringerne med ligeså stor iver som biologerne overfor kreationisterne.
Den politisk korrekte holdning er, at der ikke er forskel på kønnene, og alt alt ud over det mest indlysende er styret helt og aldeles af socialisering. Simon Baron-Cohen og hans forskerhold satte sig for at eliminere disse anklager. Så de designede dette forsøg: de tog babyer, der var blot én dag gamle og præsenterede dem for to ting: 1) en teknisk genstand (bil) og 2) et ansigt. Allerede i den alder, hvilket endegyldigt eliminerer enhver meningsfyldt socialisering, viste det sig, at drengene var signifikant mere interesserede i bilen end i ansigtet, og omvendt for pigerne.
Den slags forskning passer også fint ind i det man ved om ALS-piger, der er blevet udsat for høje niveauer af testosteron i fosterstadiet og derfor bliver konstrueret sådan, at deres interesser svinger markant i retning af drengenes.
I det hele taget er den feministiske doktrin om kønnenes lighed en kolossal påstand. Tænk over det. Her har vi evolutionsteorien, og vi kan observere at der er ganske påfaldende forskelle på mænd og kvinder (højde, styrke, kønsorganer), og dertil en voksende viden om påviselige forskelle i hjernen, men hvad påstår disse videnskabeligt og biologisk utrænede humanister så? Jo, de påstår, at KUN kønsorganerne har været påvirket af evolutionen, mens resten af vores kroppe på helt usædvanlig vis har væres isoleret fra alle evolutionære pres og derfor er identiske. De siger effektivt: der er ingen specialisering eller arbejdsdeling mellem kønnene, ingen naturlige tilbøjeligheder, ingen biologiske temperamentsforskelle, og alt hvad vi observerer er styret alene af magt, undertrykkelse, kultur og socialisering.
Igen: tænk over hvor kolossal en påstand det er.
SKAL Jens ned i det lyserøde skørt mens han tvinges til at lege med Barbie, eller er det op til Jens selv, at vælge som individ, hvad han vil lege med?
Måske læser vi forbi hinanden, eller måske gør vi ikke? Jeg synes du har interessante pointer, men det lyder generelt som om du læser alt, der ikke går din essentialistiske/biologistiske teses vej, som Fanden læser Biblen. Den måde du anskuer kønsdebatten, viser enten en forudindtagethed, eller blot at, du ikke har undersøgt og sat dig ind i, nyere teorier og forskning fra de “bløde humaniora fag”.
Måske Karen Barad og hendes Agental realisme begreb og onto-epistemologisk position kan have interesse? Barad er bl.a. forsker i teoretisk partikel fysik, og yderst inspireret af Bohr’s kvantemekanik. Så burde den vist være dækket ind, med mindre der selvfølgelig er tale om en særhed.
Derudover vil en generel begrebsafklaring måske være på sin plads mht. – de bløde humaniora, ordentlige videnskabsfolk, rigtige forskere?
DF ungdom og deres snak om lukning af RUC mm., ville måske have interesse?