#96 – Man of Steel (spoilers)

 

Jeg lovede en anmeldelse af Man of Steel efter jeg havde set den. Nu har jeg set den ikke blot én men to gange, og bringer hermed mine tanker.

Indeholder spoilers – indeholder spoilers  –  indeholder spoilers – indeholder spoilers

Min opfattelse af filmen er overvejende positiv. Superman er en svær historie at fortælle, da publikum skal kunne relatere til Kal/Clark. Som et rumvæsen med overmenneskelige kræfter er der risiko for distance. Kal blev imidlertid fint humaniseret og det tillod seeren at relatere til ham. Med de forskellige flashbacks til hans barndom blev idéen om at være god, være moralsk understreget af Jonathan Kent igen og igen. Jonathan skabte et sublimt moralsk habitus og Henry Cavill er som skabt til rollen. Han rammer en svær balance mellem at være en stærk, overlegen, moralsk autoritet og samtidig næsten valgfrit naiv, godtroende og infantil, som mors dreng. Han modner gennem film, og det er glimrende portrætteret at han er våd bag ørerne når han møder sine modstandere. På den måde udstilles hans “svaghed”.

Jeg vil ikke bruge så meget energi på at omtale fotograferingen, soundtrack, lyd og klipning, osv – de er alle sammen i top – men i stedet tale om de dramaturgiske elementer.

God casting er forudsætningen for en god film. Udover Henry Cavill som Kal var Russell Crowe som skabt til rollen Jor. Han er plausibel og værdig arvtager til indtrykket efterladt af Marlon Brando i de gamle film. Rollen som Jonathan var som skrevet til Kevin Costner, og Costner var ganske enkelt sublimt castet i rollen. Enhver flashback scene var vellykket, og dem der involverede faren var endnu mere.

To scener står klare som mine favoritter. Den første er Jonathans død. Han ofrer sig for familien og fremmede, samt familiens hund. I øjeblikket kunne han reddes af Kal, men det ville afsløre Kals evner, og han ville blive forfulgt af omverden og menneskeheden. Jonathan opdragede ikke Kal med en fast idé, en klar målsætning, om at han skulle blive en superhelt. Han understregede vigtigheden af at være god, at være moralsk, og forvalte ham om hans potentiale. I scenen forinden taler han om det tilstrækkelige ved blot at drive landbrug. Når Jonathan ofrer sig for sønnen er det først og fremmest den faderlige kærlighed, gjort desto mere smuk af, at Kal er adopteret. Så stort et menneske er Jonathan. Sekundært er det for visionen om Kal som en der gør godt, hvilket bringer mig til anden scene. Anden scene er slutningen, hvor Kal og moren besøger farens grav. Kal udtrykker, at han ville ønske at faren havde set ham begå heltegerningen. Moren siger, at det gjorde han. Der er så et flashback til Kal der med en rød kappe på poserer og står stolt foran familiens hund. Da så Jonathan Kals, eller Clarks, potentiale.

Devisen om at less is more blev brugt med fin succes. Supermans overmenneskelighed var evident, men samtidig vist med visse restriktioner og begrænsninger for hans formåen. Fx når platformen er ved at kollapse på de ansatte på boreplatformen benytter han sin styrke til at afværge katastrofen. Udfordringen er til grænsen af hans formåen.

Kals villighed til at ofre sig for mennesket viser sig når han flyver op og destruerer den første Earth Machine.

Det var en glimrende opstilling at vise Kal over for Zod i filmens showdown. Fysisk noget nær ligeværdige – dog med en edge til Zod, qua sin militære opvækst og baggrund og formålsbestemthed, var det imidlertid Kal der var den overlegne, i kraft af sin frihed. Det var Jors vision for sønnen, at han skulle fødes fri, som et moralsk væsen. At opstille den moralske konflikt om ikke at ville tage en andens liv over for nødvendigheden af at redde de mennesker Zod forsøger at dræbe var eminent screenwriting. En mere substantiel slutning kan næppe forestilles.

Yderligere kvaliteter var fraværet af slapstick og – trods tegneseriegengren – fraværet af éndimensionelle, flade karakterer. Skurkens motiv blev forklaret fint, og hans baggrund som “skurk” relativiseret af hans motiv for at gøre som han gør Som anført fungerede det fint at Kal blev mere kapabel gennem filmen, og der er lagt op til en endnu stærkere og mere kapabel Superman i 2eren.

Jeg forestiller mig at en del mennesker ser en film som Man of Steel med for mange forbehold. En film om Superman kræver, at man accepterer idéen om Superman. Synes man fundamentalt set ikke om idéen, om konceptet, så vil filmen naturligvis ikke appellere til en. Når Superman iklædes dragten, porten åbnes og han træder frem overlegen er der givetvis mange der er kategorisk afvisende. Med en sådan indstilling er det givet at filmen ikke vil virke. Man skal være entusiastisk omkring det overlegne for at tale sproget og være modtagelig over for de signaler filmen sender og de tangenter der spilles på. Skal filmen kritiseres vil det være for en non-lineær storyline, der sikkert ikke har fungeret for mange. Samt at den forsøgte at fortælle for meget. Jeg mener imidlertid at løsningen med nutiden afbrudt af flashbacks var nødvendig, og at der var skåret langt mere ind til benet end mange forstår. Jeg forestiller mig også, at mange ikke identificerer de mange dramaturgiske kvalitetselementer filmen indeholdt. Langt mindre samblebåndsarbejde og langt mere overvejet end mange tror. Formidlingen vil nødvendigvis lide, når et både bredt, popcornelskende blockbuster sommerpublikum samt tegneserieentusiaster skal tilfredsstilles, og den rammer en fin balance. Jeg bryder mig om Zack Snyders stil, og hans film bærer i høj grad præg af netop hans stil. Være det sig 300 eller Watchmen.

En mere end værdig supermanfilm, og en ambitiøs, vellavet, mindeværdig storproduktion.