#66 – Det sædvanlige doping ævl

Jeg kan huske Georg Metz engang i et interview udtalte sig om nyhederne. Ikke konkrete nyheder, men nyheder generelt, og den formidling nyheder har i dag. I et samfund som vores, der drukner i informations- og nyhedsstrøm, er der mange der får deres nyheder via TV. Fx DR Update har en facon, at de fleste indslag er 30 sekunder lange. Her kan enorme verdensbegivenheder opsummeres i hurtige, enkle sætninger så selv den mest fladpandede seer kan være nogenlunde med, og så videre til det næste. Hele jordskælv, krige, regionale konflikter, miljøkatastrofer og jeg ved ikke hvad. 30 sekunder, 1-2 hurtige pointer at fordøje, videre. Georg Metz udtalte noget i stil med, at han forstår det ikke. Han forstår det simpelt ikke. Det er så simpelt, at man ikke kan forstå det. For det er netop i fordybelsen at man forstår.

Heldigvis – nej, “heldigvis” – er faconen en anden når det kommer til DOPING! For hvis der er et emne der i den grad har optaget de danske medier i senere år, være det sig DR eller aviserne, så er det doping.  Hvorfor medierne har en sådan permanent priapisme for alle historier der på en eller anden måde handler om doping ved jeg ikke, men det har de.

Og som person med væsentlig fagindsigt kan jeg afsløre, at historierne stort set altid er lort. Jeg kunne selvfølgelig bruge et pænere, mere “voksent” ord end lort. “Historierne er mindre heldige”. “Historierne bærer præg af at være skrevet af udeforstående”. Fortsæt selv listen af diplomatformuleringer. Jeg vælger at kalde dem hvad de overvejende er, nemlig lort.

 

Professor i filosofi, Vincent Hendricks, der ganske rigtigt pointerer, at folk har meget travlt med at mene ting. Meningens kvalifikation er så underordnet.

Balanceret nyhedsdækning tilsiger, at når nu man skal  have en “mening” fra nogen – som Vincent Hendricks jævnligt er inde på, så har folk jo ekstremt travlt med at have meninger, meninger om alt, og medierne skal nok sørge for at finde folk med meninger, hvis ikke medierne selv laver de meninger, og det er så subsidiært om meningerne egentligt er kvalificerede eller ej. Langt det meste af tiden når der er en historie om doping, så skal vi lige høre hvad antidoping danmark har at sige om sagen.

Og sjovt nok plæderer antidoping danmark altid for det samme: Mere straf. Mere kontrol. Flere sanktioner. Mere overvågning. Og hvor stort et problem er doping? Jamen det er enormt – hvis man altså spørger anti doping danmark.  Nu har vi så hørt anti doping danmarks mening. “Godt”, kunne man komme til at skrive, men det er det ikke, for anti doping danmarks troværdighed er ganske lav, mere herom senere. Ikke godt, men en organisation med en mening har udtalt sig. Pluralistisk mediedækning tilsiger så, at man nu hører en anden udtale sig. En med fagkundskab og indsigt, og gerne en med modargumenter. Hvem er det så?  Det er tilsyneladende ingen som helst. For det er altid det samme: ingen til at sige dem imod.

Den almindelige procedure er følgende:

1.) Medierne fanger en eller anden nyhed om noget der handler om doping

2.) Medierne skriver det sædvanlige uoplyste ævl og sludder om doping

3.) Medierne kontakter anti doping danmark som udtaler sig lige forudsigeligt hver gang

4.) En politiker kontaktes, og vedkommende er sædvanligvis “chokeret (!)” over udviklingen/tilstanden.

Punkt 4 er både og. Det varierer lidt om en politiker kontaktes, men det hænder nu jævnligt. Et uheld kommer sjældent alene, og en dopinghistorie kommer sjældent uden at blive fulgt af en masse anden sludder der siger det samme som den første artikel.

Denne monistiske mediedækning er hvad jeg vil kalde “elendig medieskik”. Der er stort set ingen til at præsentere modargumenterne. Nå ja, det hænder at medierne snakker med en eller anden obskur idrætsforsker et sted som udtaler sig kritisk om dopingbekæmpelse og højere straffe og mere overvågning. Men som VKO-regimet fik populariseret, op i røven med fagkundskaben. “Vi har vores egne meninger.” Husk, at dem der vil have mere straf og kontrol ikke har en agenda som er konversation. En kamp hvor de bedste argumenter vinder. De vil bare have straf og kontrol, hvad gode argumenter kun kan obstruere.

 

Her ses mennesker i fængsel – hvor de ifølge VKO hører hjemme.

Medierne er igen og igen fyldt med sludder og vrøvl om doping. Der er faktisk så mange eksempler at jeg vitterligt har fortrængt de fleste. Men lad os bare tage nogle konkrete eksempler, så dette ikke blot står som postulat for de uindviede:

– I et TV-indslag i DR Update omtaler en oplæser anabolske steroider som “ekstremt farlige”. Betegnelsen “ekstremt farlig” er i denne kontekst overordentlig subjektiv. Faktum er der er ikke den fornødne evidens for præcist at konkludere hvor farlige steroider er eller ikke er. De fleste oplyste (dvs. ikke dem som DR Nyheder konsulterer) vil melde ud, at væsentligt dopingforbrug ligger hvad angår farlighed og alvor ca. på niveau – med  hvis endda ikke under –  de almindelige livsstilsproblemer som plager samfundet. Overvægt, rygning, mv. Standpunktetet er spekulativt, da man som sagt ganske enkelt ikke ved nok om det. Uanset hvad har anti doping danmark travlt med sine usaglige skræmmekampagner, og DR bringer dem lødigt videre.  Brugen af ordene “ekstremt farlige” er desuden latterligt uærligt. “Ekstremt farligt” nærmer sig den absolutte betegnelse, ie. det kan knap blive mere farligt, hvilket man aldrig ville sige om rygning eller fedme. Man ville sige det om gift og håndgranater og hård narko. Anabole steroider skaber IKKE umiddelbar afhængighed, og skaber ikke som narkotika gør fysisk afhængighed. Derudover er akutte skader fra steroider utroligt sjældne. Faktisk er der masser af folk der, hvad selvfølgelig også er held, slipper godt afsted fra mange års tungt brug af steroider. De skadelige effekter af steroider er generelt ting der tager lang tid om at udvikle sig. “Ekstremt farligt” er simpelthen forkert. Når DR kalder anabolske steroider “ekstremt farlige” er det superlativt og sensationalistisk sprogbrug. Det er uoplyst, dovent og sjusket, og vedkommende der formulerer det er ukvalificeret.

– For nogle år tilbage blev en statistik slynget omkring i medierne. At “hver femte motionist bruger doping!!”. Dette udsagn er kriminelt dumt. Det er nærmest grotesk stupidt. Kilden til historien var, at hver femte prøve anti doping danmark tog i motionistkredse var positiv. Hvilket vil sige at hver femte motionist som anti doping danmark udtog, GRUNDET dopingmistanke, testede positiv. 1/5 er nødvendigvis noget særligt højt tal. Men lad ikke denne mindre sexede nyhed og kendsgerning aflyse muligheden for at sprede sludder. Længe gik der ikke før det blev slynget rundt i medierne at  “hver femte motionist er dopet” (og sikke folk blev “chokeret!”). Prøv lige at stoppe et øjeblik, tag 15 sekunders pause fra at formidle sludder, og kig rundt. Tag en virtuel tur i dit fitnesscenter. Brug hukommelsen. Tænk på folk du kender der træner. Skulle hver femte person være dopet? Tallet er absurd, og er nærmest af astronomisk karakter.

Listen af vrøvl der formidles mere eller mindre ukritisk videre fortsætter ud i det hovedpinegivende, og jeg gider ganske enkelt ikke grave i en masse fortidige artikler for at finde flere eksempler nu og her. Mit cortisolniveau ville eksplodere, og min dag ville være ødelagt. Men jeg skal nok præsentere flere med tiden.

Politiken er godt i gang for tiden. Her er en lang, lang artikel om “Alpha Pharma” i Indien.
http://politiken.dk/sport/ECE1816881/jagten-paa-mr-jacob-og-de-gyldne-ampuller/
Politiken har publiceret denne artikel med navngivne forfattere, Christian Heide-Jørgensen og Jeppe Laursen Brock hedder de to journalister, eller som jeg ynder at huske dem som, Politikens svar på Dupond og Dupont. At dømme ud fra deres arbejdsområder har de en særlig forkærlighed for alt dopingrelevant (den føromtalte kroniske priapisme), da de er ophavsmænd til Politikens kvalmende lange og tiltagende trivielle kavalkade af doping”nyheder”. Og ikke overraskende må de forveksle kvantitet med kvalitet, for at dømme ud fra artiklernes længe og alt det besvær de må have været igenne med udlandsrejser og telefonopkald og søgen rundt og omkring, så må de i den grad føle sig som investigative journalists!! Vi snakker CBS, 60 minutes, Lowell Bergman. Skarpe spørgsmål, store afsløringer. Det var George Orwell der sagde“Journalism is printing what someone else does not want printed: everything else is public relations“. Det er ganske sandt. Selvfølgelig ønsker Alpha Pharma ikke at blive afsløret, men grundlæggende er Politiken bare ude og lege politimand og lege detektivarbejde for en offentlig myndighed. Artiklen vil sikkert bifaldes af myndigheder og den almindelige, sofaliggende, diabetesbryggende befolkning.

Apropos kavalkaden, så se blot hvad trivielt ævl Politiken har spyttet ud på blot få dage:

Men her er problemet, Christian Heide-Jørgensen og Jeppe Laursen Brock. I ved det sikkert ikke, men I er nyttige idioter og belejlige instrumenter for magthungrende politikere og bureaukrater der har et eller andet halvfetichistisk forhold til det at “bekæmpe doping”.  Proceduren ER nemlig så enkel. Der sidder nogle journalister og har intet bedre at tage sig til end masseproducere det sædvanlige sludder om doping. Politikere reagerer. Forslag om ny, vanvittig lovgivning. Hvor betryggende for demokratiet.
Denne tiltagende drakoniske indsats mod doping har mange paralleller til USA’s war on drugs. Mit spørgsmål er: Virker denne indsats så? Nej. Der er ikke færre der doper sig. Hvad minder det om? Nå ja – kampen mod hash, der jo som bekendt har været en hungrende succes. Men hash er jo væsentligt mere politisk korrekt at forsvare end steroider. Så hvad angår hash er der journalister der anlægger vinklen: Hvad nytter det overhovedet? Og hvor skadeligt er det overhovedet? Og hvad er der bag kulisserne?

 

“Hej, mit navn er Brian Mikkelsen, og jeg synes du skal smides i fængsel.
ps – min yndlingsopera er Phantom of the Opera”

Det er ingen overraskelse at Brian Arthur Mikkelsen ønsker at sidestille doping med narkotika – hvad er hovedløst og absurd og appellerer til almindelige folks ignorance. “Uhh, det lyder som et farligt stof – sidestil det med narko.” Den dag Brian Mikkelsen fik nogen indflydelse i dansk politik var den dag Konservativt fascistparti offentligt erklærede krig mod det intellektuelle og oplyste. Brian Mikkelsen er en absurd, fascistoid drakoniker hvis universalløsning på alt er øget straf. Øget straf, uanset hvad. For det første er doping en i udgangspunkt offerløs forbydelse, og burde efter min overbevisning – trods jeg aldrig selv har benyttet doping eller noget der bare minder om det eller er borderline – være lovligt. Ligesom alkohol, hash, og tobak. Lovligt, i det omfang det ikke skader andre. Underlagt regulering, afgifter, kontrol og evt. statslig distribution? Ja. Men ikke blanco kriminaliseret. Det er et politisk standpunkt. Man må være uenig. Lad os så bare man ønsker doping forsat kriminaliseret. At øge strafferammen, sætte flere folk i fængsel, øge indsatsen, er håbløst autoritært og distanceret fra virkeligheden. Der er ikke argumentation for at øge straffen. Straffen vil være ude af proportioner med “forbrydelsen”. Det er demokratisk makværk i strid med forskning og fagkundskab – lige efter den konservative opskrift.

Den politiske inkapacitet, forhenværende politistatsminister Brian Mikkelsen, siger: “»Det medfører store sociale og økonomiske omkostninger for den enkelte. Dopingmisbrug risikerer at ødelægge familier, og for det offentlige betyder det store økonomiske udfordringer i form af hospitalsregninger, tab af skatteindtægter og udgifter til økonomisk hjælp«, siger han. Hvilken uærlig, løgnagtig retorik fra en lagkagedemagog. Udgifterne på sundhedskontoen er overhovedet ikke dokumenteret. Den er bl.a. så utroligt ringe dokumenteret – selv i danmark, det mest rapporterede land i verden-, fordi den er ganske fraværende. Man ved ganske enkelt ikke at doping er så skadeligt som drakonikerne går og postulerer igen og igen. Vi har til gengæld en samfundsbefolkning er er grotesk usund. Cancer til højre og venstre der skyldes livsstil. Sukkersygeepidemi in full bloom. Fede mennesker alle vegne. Tag en tur forbi et hospital, og et overvældende flertal af mennesker tilstede der er syge på grund af deres egne usunde livsstilsvalg. Den Pasteurianske, medicinske tradition er håbløst forældet, når folk æder, ryger, drikker og stresser sig selv ihjel. Og udgiften man bruger til dopingbekæmpelse overgår mange gange – og jeg understreger, mange gange – de beskedne udgifter der måtte være til behandling af en blodprop i ny og næ pga. mange års skruppelløs doping. Hvor mange penge tror I mon det koster at have tolderne rendende rundt i lufthavnen? anti doping danmark til at rende rundt i det ene center efter det ene, dag ud og dag ind og udtage folk til dopingtests, for politiet at lave razziaer, for retssystemet at dømme, og for fængselsvæsenet at frihedsberøve? Igen appellerer Brian Mikkelsen til folks ignorance og fordomme. Han omtaler doping som værende noget der må være ekstremt farligt. Evidens, tak – nej, jeg holder ikke vejret, for Brian kan ikke producere den. Og han har desuden aldrig gidet sætte sig ned og prøve. Han har alt for travlt med at kriminalisere og stigmatisere.

Brian Mikkelsens bud på det ideelle fængselssamfund og de amerikanske tilstande vi nærmer os hvis vi gør hvad V, K, LA og DF jævnligt foreslår.

Brian siger: “»Det sender et tydeligt signal til både de kriminelle og til misbrugerne, om at dopingmisbrug er et alvorligt problem, som samfundet vil have bremset« Og hvad så, Brian? Tror du det “tydelige signal” gør nogen som helst forskel? Klassisk, autoritær, falleret, konservativ retspolitik.
I øvrigt betryggende at Brian Mikkelsen argumenterer for øget kriminalisering pga økonomi. Det koster penge for sundhedsvæsenet og man går glip af skattekroner. Hvilken fascistoid tankegang der florerer i Brian Mikkelsens beskedne forstand. Universel sundhedsdækning? Nej. Det er ellers cementeret godt og grundigt i den danske velfærdsmodel at man hjælper også dem der kvajer sig. Brian ønsker dog at smide dem i fængsel forinden de kan koste samfundet (ikke dokumenterede og meget beskedne) penge. Og så er der skattepengene, hvilket beviser at Brian, som den magthungrende, lille fascist han er, opfatter mennesket som et batteri for den store motor. Det er The Matrix Light.

Et lille indblik i Brian Mikkelsens drøm om fremtidens samfund. Hvor gode, lødige borgere er frataget deres myndighed og fungerer som batterier for maskinen.

I øvrigt ganske morsomt at Brian Mikkelsen snakker om økonomiske udgifter til doping. Det var den åhh så belæste Kaj Munk afficionado Per Stig Møller der tildelte forhenværende doper Ditlev Madsen kulturprisen på en 200 000 kr. Hvorfor fik Ditlev Madsen så denne pris? For sin indsats mod doping. Hans “indsats” er at rejse rundt til gymnasier og forsamlinger og fortælle hvor farlige steroider er. Ditlev er selv permanent hjerneskadet efter en blodprop. Påfaldende nok undlader Ditlev at informere om sit massive narkotikaforbrug i samme forbindelse. Og sit fuldstændigt hul-i-hovedet dopingforbrug. Ja, kære læsere. Der er forskel på fx at benytte moderate mængder testosteron i halv eller kvart kroniske perioder og så at bombardere sit system udi absurd overclocking med hårde steroidstacks. Én ting kan siges om Ditlev Madsens dopingprojekt: Det har været håbløst uintelligent. Hvad Ditlev i stedet burde underholde om, i stedet for at oplyse, er hvor håbløst hedonistiske og uintelligente hans dispositioner og valg var. Det er ikke kemis skyld at Ditlev disponerede som en fuck-om-jeg-dør-i-morgen hedonist. Og med sine grove fortielser eller bagatellisering af rusmidler i samme periode samt voldelige livsstil og festaberi natten rundt er det ingen overraskelse at Ditlev gik ned med flaget. I øvrigt sjovt at ingen journalister fangede denne lille nyhed. Jeg ville tro det var en nyhed at en minister brænder 200 000 skattekroner af på ingenting og på løgnagtigt, uoplyst grundlag. Men jeg forventer ikke andet af den danske presse, da jeg overvejende opfatter den som uintelligent og ringe oplyst.

Per Stig Møller belønner den professionelle løgner Ditlev Madsen med 200 000 skattekroner for følgende bedrift: At lyve.
Mere personligt vil jeg pointere at Ditlevs nok største bedrift er hvor ringe en fysik han formåede at opnå i sine kronede dage, set i lyset af hvor obskønt og omfattende et dopingforbrug han har haft. Hans træning og/eller kost har været absurd ringe. Givetvis begge dele.

Det er længe siden at anti doping danmark blev sådan helt almindeligt til grin i fitnessmiljøet. Når man vælger en antagonistisk konstruktion hvor man skal fange folk og give dem dopingdomme, og man står for groteske og håbløst usaglige propaganderende “oplysnings”kampagner, (wwww.steroids.dk fx) så er modreaktionen givet. De fleste folk der er involveret i fitnessmiljøet har ganske negativt at sige om anti doping danmark. Skru tiden tilbage til 2005, og forestil jer fremtiden: Hvilken overraskelse, at det ville ende sådan – hvem havde dog gættet at det ville gå den retning med de valg der blev truffet? Det hjælper heller ikke på anti doping danmarks standing i miljøet, at kulturministeren vælger at belønne en notorisk løgner med 100 000 skattekroner og hans kollega har travlt med at smide folk i fængsel til højre og venstre.

Kære journalister. Jeg har nogle forslag. Free of charge. Her er noget nyt I kan prøve. Her er nogle emner når I om et halvt års til genproducere jeres sædvanlige, trivielle ævl om doping.
– Virker dopingindsatsen?
– Skal doping overhovedet være ulovligt?
– Hvorfor skulle straffene sættes op?
– Hvor skadeligt er doping i grunden?
– er anti doping danmarks oplysningskampagner saglige?
– Har der været internt splid  og uoverensstemmelser i anti doping danmark som kunne være interessant for befolkningen? (hint hint…)
– Hvornår blev doping overhovedet kriminaliseret i DK, og hvorfor?
– Hvornår blev doping kriminaliseret i USA, og hvad tror i fx holdningen i lægemiljøet var til den tids kriminalisering?
– i USA er steroider, ligesom narko, en schedule III controlled substance. Ligesom V, K og LA så gerne vil amerikanisere Danmark vil de det også hvad angår doping. Har det været en succes i USA?
– Kvinder har bred adgang til medicinsk hormonerstatningsterapi i Danmark (behandling med østrogener). Mand har ikke (behandling med testosteron). Hvis mænd vælger at selvbehandle bliver de straffet. Hvordan står det egentligt til?
– Bryder anti doping danmark og DFHO og fitnesscentrene persondataloven?
– Efterkommer anti doping danmark krav om aktindsigt i negative dopingprøver?
– Hvor stort et problem er doping overhovedet økonomisk? Og hvad med i forhold til rygning, alkohol og fedende mad?
– Vidste I forøvrigt at Robbie Williams er på doping? Han injicerer testosteron 2x om ugen. Skal han mon også smides i fængsel?

“I fængsel med ham!!! NUUUU! FÆÆÆNGSEEEL!”

Jeg vil glædeligt fortsætte listen, men indtil jeg ser bare to – nej, bare ét af disse emner behandlet, så venter jeg.

Indtil da kan vi bare fortsætte kursen og forfølge greatness mens simple pattedyr der har den frækhed at betragte sig selv som værende mennesker fortsætter med at stramme skruen og indskrænke fornuft og friheds indflydelse på retspolitik.

Lidt positivt er der dog – Astrid Krag fra SF afviste forleden at sætte straffen op. Der er enkelte elementer af lys i dette dybe mørke.

Og til Astrid – thumbs up for ikke at ride med på idiotbølgen – RETTELSE 28. marts: Glem det, Astrid. Du red med på idiotbølgen alligevel. Sammen med den åhhh så fornuftige Marianne Jelved.