#62 – McDiabetes på Kgs. Nytorv

McDiabetes, et etablissement som nogle kalder “restaurant”, åbner på Kongens Nytorv.

Det er desværre ikke satire, den er god nok: McDonalds åbner på Kongens Nytorv. Nej, det er ikke en dårlig joke. Nej, det er ikke 1. april, og nej, det er heller ikke et indslag fra RokokoPosten. Det er virkeligheden. Det fortæller Politiken i dag:
http://ibyen.dk/restauranter/ECE1728040/mcdonalds-overtager-historisk-koebenhavner-cafe/

“Yeah! Let’s go get you some diabetes, yeah!”

I sig selv er det absurd, grænsende til det absurd komiske, at en masseproducent af fede, sukkersyge, fejlernærede mennesker får lov til at kalde sig selv “restaurant”. Jeg husker det tydeligt fra reklamer i USA. “McDonald’s – Family Restaurant!” Det står sågar på deres butiksfacader. Nej. Hvad der bliver solgt af kemiske konstruktioner fra McDonalds kan ikke under nogen rimelig definition kaldes “mad”. Og en restaurant må per definition sælge “mad” for at være en restaurant. Næringen er nærmest totalt fraværende. Jeg ville blive overrasket hvis man kunne identificere andet end trace amounts af noget der minder om vitaminer eller mineraler eller næringsstoffer i øvrigt i det vamle affald McDonalds vover at sælge og tilmed kalde mad. Ja, der er kalorier i McDonalds mad. Der er faktisk masser af kalorier. Så mange kalorier, at almindelige mennesker bliver fede af det. Der er også masser af kalorier i et kg flormelis. Det plejer man ikke at servere og kalde for “mad”. Der er også mange kalorier i et kg margarine. Ej heller margarine plejer man at servere og kalde for “mad”. Det er ikke “mad”. McDonalds er kun mad i det omfang fuldstændigt tomme kalorier er mad. For koncentrationslejrfanger kunne McDonalds måske kaldes “mad”. Ellers ikke. Slut.

McDonalds, eller McDiabetes, som det burde kaldes, er i hele verden. Mere end 33000 butikker, fordelt over mere end 120 lande. Naturligvis flest i USA, hvor folk er fedest.
Her er et kort over McDiabetesbutikker i Manhattan, NYC:

McDiabetes er i rige lande som HIV er det i fattige lande. Der er faktisk mange ligheder mellem McDiabetes og HIV. Det er den perfekte dræber. Der er for så vidt fundet ingen effektiv kur mod hverken AIDS eller den voldsomme fedme i vestlige samfund. Og langsomt, men ganske sikkert, slår den dig ihjel. En væsentlig forskel er dog måden man pådrager sig McDiabetes på versus HIV. Det utrolige er, at folk frivilligt indtager – og ligefrem betaler for at indtage – McDiabetes’ affaldsprodukter. HIV vil de fleste løbe skrigende bort fra. McDiabetes er dog klar over at fattige folk generelt er lidt federe, så hvis de bare sørger for at være godt repræsenteret i de fattigere stater i USA og sørger for lidt price dumping så de er billigere end evt. sundere alternativer, så skal fattige amerikanere nok købe sig endnu federe. “Hellere fattig og syg end fattig og rask”. Lidt ligesom at åbne sprutbutikker i de fattige områder i USA hvor der er mange sorte og hispanics.

““You rely on us to deliver quality food, and we take that responsibility seriously. From our team of registered dietitians to our trusted suppliers, we’re dedicated to making you feel good about choosing McDonald’s foods and beverages”

Komiske Ali – medarbejder hos McDiabetes?

Er det propagandaminister Joseph Goebbels, opstanden fra de døde, der er ophavsmanden til disse ord? Eller er det Iraks informationsminister Komiske Ali? Nej. Det er en eller anden ansigtsløs person hos McDiabetes. Ordene er fra deres hjemmeside. Er det ikke utroligt man kan sidde så åbenlyst og lyve letpåvirkelige folk lige op i ansigtet? Gentag en løgn nok gange og den bliver sand. Diktatorens fremgangsmåde. McDiabetes er et af de fornemste eksempler på den kompromisløshed profit på bundlinjen medfører. Løgn, sukkersyge, fedme, kræft, for ikke at nævne de tusinde andre sygdomme der følger af McDiabetes’ kemiske affald. Og de bliver belønnet for det. Over 33000 butikker på verdensplanen. Én ting er repræsentationen af McDiabetes alle vegne og i det hele taget – motorvejen, provinsen, storbyen. Kloakker løber jo alle vegne. Men at åbne en McDiabetes på en af de absolut mest fornemme adresser i København er den totale manifestation af kompromisløs kapitalisme. Bundlinjen, uanset hvad. Kultur, identitet, storbybillede, tradition, respekt? Fuck jer. Vi appellerer til folks manglende selvkontrol, og udnytter den genetiske fejludvikling som er cvilisations overflåd af mad og menneskets inkapacitet til at styre sig i denne overflåd, samt social utryghed, de væsentligste årsager til fedme. Og vi er så ligeglade, at 33000+ butikker ikke er nok. Vi skal også have én der. Der hvor vi ved at den fornærmer en hel masse mennesker. Amerikansk kulturimperialisme smidt lige i ansigtet. Det er Joachim von And syndrom. Mere vil have mere.

Og er det ikke bare topmålet af arrogance, at det tilmed er et fransk spistested der lukker, og en McDiabetes der tager dets plads? Fransk mad. Så tæt knyttet til den franske identitet. Gastronomi, fin madlavning. God mad, smagsoplevelser. Væk med alt det, ind med diabetes. Det er til at blive sindssyg af. Dog ikke for McDiabetes og de ansigtsløse bagmænd der via diverse smarte skattefiduser sender deres midler til Cayman Islands og Bahamas og belejligt nok undgår at betale deres ellers pligtige skat i Danmark. Der er det ikke til at blive sindssyg af. Der er det til at blive rig af. Ikke nok med de gør folk fede, usunde, syge og diabetogene, så løber de tilmed fra regningen. Foretagender som McDiabetes er i samme familie som våbenhandlere og tobaksproducenter. De er dødens købmænd. De producerer intet til samfundet – de subtraherer blot. Til gengæld  får de en hel masse penge allokeret ved denne facon, hvilket skaber en eller anden absurd forestilling om at foretagender som McDiabetes og mændene bag er “samfundets støtter”. De skal i hvert fald ikke betale skat (til evt. pedantikere er jeg klar over de er begyndt at betale lidt skat, efter 20+ år uden…) så tager de deres sukkersyge og forlader landet! Og vi går vi også glip af deres skattekroner (dem de i forvejen ikke betaler). Hvad McDiabetes producerer er desværre også alt for mange syge mennesker og en syg madkultur der giver syge mennesker. Et angreb på menneskelig DNA. En revolution rettet mod menneskets genom. McDiabetes bidrager til BNPet som oprydning efter en naturkatastrofe gør det.

McDiabetes er, udover at være en skatteunddragende, sygdomsproducerende krigsmaskine, et voldsomt charmeforladt og anstrent grimt foretagende. Altså æstetisk vurderet. Plastik alle vegne. Stort, sparet, belagt, vulgært. Plastikborde. Plastikstole. Man må dog hylle den konsistente linje de fører, i og med også deres mad er plastik. Men bare rolig, venner. Den ansigtsløse kæde er fremme og give os forsikringer!
Politiken skriver: “Burgerkæden forsikrer om, at ombygningen [på Kgvs Nytorv] sker med respekt for stedets historie og det miljø, den ligger i.”
Med andre ord: Vi ved godt at vores butik er absurd grimt, faktisk offensivt grimt, og vil skæmme bydelen og fornærme alle mennesker med lidt smag, og vi ved godt at folk med hjerne ikke vil have os der. Hvor er det stort af dem at de nok skal indrette sig lidt. Hvad har de tænkt sig at gøre? At lade det være totalt usynligt at der er en McDiabetes? Det minder mig om den persiske konge i 300, Xerxes. Ham der hukker hovedet af folk til højre og venstre, invaderer lande, tager deres ejendom og plejer sin enorme personlighedskult. Hans saying igen og igen?

“For I am kind!”

Tak, oh, store McDiabetes. Måske det en dag også betyder ophør af transfer pricing-finten? Hvad hvis ejendommene omkring jeres nye butik/sukkersygefabrik falder i værdi pga jer, vil I kompensere dem af den grund? Historien vil vide at hospitalsklovnene på de danske hospitaler lider under nedskæringer (pga en finanskrise som bagmænd bag selskaber som McDiabetes har induceret). En affinitet for klovne må I have, jf. Ronald McDonald og hans uacceptable og skruppelløse påvirkning af børn. I kunne donere lidt af jeres obskønt store (men på papiret sjovt nok ikke-eksisterende) overskud til hospitalsklovnene? I er jo alligevel ansvarlige for jeg ved ikke hvor mange af dem der ligger der på hospitalet generelt, så pengene vil da i hvert fald være sendt i den rigtige retning. Og masser af smaderede børn, forført af jeres manipulerende Ronald McDonald og  happy-meal kampagner, har I på samvittigheden. Det er selvfølgelig kun en saying. I har nemlig ingen samvittighed.
Jeg ville gerne kritisere McDiabetes produkter og hvordan de smager, men det kan jeg ikke, for jeg ved det ikke. Jeg er 25 nu, og har ikke besudlet mig selv med kemisk affald fra McDiabetes siden jeg var barn. Jeg ved simpelthen ikke hvordan det smager. Men det appellerer til menneskets fundamentale behov for ekstremt energirig “mad”. Dvs propfyldt med fedt, og godt med sukker også. Og salt, og en million tilsætningsstoffer og de billigste, mest oversprøjtede, tarvelige fødevarer du overhovedet kan opdrive. Det er fuldstændigt ligesom tobaksgiganter hyrer forskere til at spike nikotinens effekt så rygere bliver mere afhængige – McDiabetesudgaven er at hyre kemikere til at gøre maden så absolut billig som mulig, propfyldt med kemi og så kunstig som det overhovedet kan tillades. Hvad fanden bilder de sig egentligt ind?

Ole Birk Olesen ikke uventet kommet med sit originale input til problemstillingen:
“- Hvis I er så utilfredse, så må I jo skillinge sammen og tilbyde udlejeren en højere husleje, end McDonalds giver. 100 kr. om måneden pr. mand eller kvinde burde være nok – så kan I gøre lige, hvad der passer jer med de lokaler. Hvis I bare gerne vil bestemme over hele verden uden at skulle yde noget til gengæld, så har Enhedslisten nok et medlemskab til jer, både før og efter revolutionen, skriver Ole Birk Olesen på Facebook.”

Tak, Ole Birk, for dit bidrag. Stor indsigt fra manden der definerer lykke som værende fraværet af ulykke. Hans synspunkter er omtrent ligeså uforudsigelige som solnedgangen er det. Ole Birk snakker om at kritikere vil “bestemme over hele verden” – dette fra en mand hvis oprigtige politiske sag, uanset retorik udadtil, repræsenterer langt mindre end 0.1% af verden. Rige, ansigtsløse bagmænd bag multinationale selskaber som træffer de reelle beslutninger her i verden. De sidder på 50% af verdens rigdom, men nej, det er alm. lønslaver som opponerer mod butik nr 33xxx, smidt op på byens bedste adresse, der vil “bestemme over verden”. Jeg kan ikke komme i tanke om en person der er mere nyttig idiot for rige, svindlende bagmænd der løber fra regningen end Ole Birk Olesen. Det skulle lige være Joachim B. Olsen. I ved, ham politikeren der vil lukke offentlige idrætshaller, selvom han sjovt nok selv trænede i en. Markedet klarer jo den slags selv, vil disse to papegøjer ytre. Ja, det er ShitnessWorlds effektive invasion af det danske fitnessmarked jo et glimrende eksempel på. Jeg gad vide om de selv tror på deres vrøvl? Det tror jeg de gør. Godt nok er deres ideologier/idioti formuleret i 1800 tallet og under helt andre samfundsforhold, som overhovedet ikke tager i betragtning nutidens verdens kompleksitet, men at revidere deres opfattelse? Nej. Så hellere lytte til det pseudofilosofiske ikon “Ayn Rand”, der var så opfindsom at tage sit efternavn efter sin skrivemaskine. Genierne fra Liberal Ambulance vil jo argumentere for at mennesket kan forvalte sig selv. Det er en smuk grundtanke. Den passer bare ikke. Det er fuldstændig ude af trit med hvad forskningen fortæller os, og så er det helt overvældende evident IKKE tilfældet, når man betragter verden med egne øjne. Hvis det var tilfældet, så havde vi ikke så kæmpe problemer med overvægt her i den vestlige verden. Vi havde ikke så vanvittige problemer med rygning. Vi havde ikke så vanvittige problemer med alkohol. Vi havde ikke totalt forudsigelige kommende eksplosioner i sukkersyge. Det er vanvid, og det fortsætter. Det påvirker dog ikke argumentation fra anarkokapitalisterne og minarkisterne. Dette er mennesker der ville sige om minearbejdere der slider sig selv ihjel som 35 årige og får sygdom og depression og dør i uheld til højre og venstre: “Hvis mine arbejdere ikke kan lide forholdet i min mine må de jo bare starte deres egen mine”. Det paradoksale er at foretagender som McDiabetes bruger formuer på reklame, hvilket netop er et bevis på at mennesker kan styres til (irrationelle) handlinger. Og samtidig så deres politiske repræsentanter og snakker om “rationelle mennesker”. Goddag.

Apropos fransk mad og McDiabetes, så var der nogle franskmænd der fik nok. I 1999 ledte José Bové, landmand, syndikalist og aktivist, en gruppe af andre bevidste landmænd og landsmænd til en McDiabetes under konstruktion og rev lortet ned igen. Han blev selvfølgelig smidt i fængsel for sin heltegerning. Han burde have fået en medalje, og fået statuer opført i sit navn for sin dåd, men sådan fungerer verden ikke. Derudover har der været et utal af episoder hvor McDiabetesbutikker i  forskellige dele af verden er blevet smadret, hvilket grundlæggende set er både berettiget og konstruktivt. Masser af “vandalerne” er sikkert blevet anholdt og smidt i fængsel. At sidde og spekulere i menneskeartens manglende evne til at spise sundt og ordentligt og kemisk manipulere mad og skatteplanlægge og akkumulere tiltagende økonomisk magt der tillader den ene Wal-Mart metode efter den anden? Det er fint. Ingen konsekvenser. At symbolsk forsøge at smadre denne hydra? Fængsel!

José Bové – fransk helt

Fra den mere personlige vinkel må jeg afsløre, at jeg kender ikke mange større turn-offs end at gå forbi en af deres butikker og så se en alm. dansk pige gå ud fra en McDiabetes efter hun lige har siddet og proppet maven med deres kemi og affald. Og tilmed betalt for det, når der med stor sandsynlighed ligger et supermarked ikke mere end få hundrede meter væk hvor man kunne få væsentlige mængder kvalitetsråvarer for samme pris. Tænk, frivilligt at proppe sig med den hundeæde. McDiabetesaffald er så fedt- og sukkerholdigt, at et sjovt forhold gør sig gældende. Det er en kendsgerning, jf. blodsukkerpåvirkning og raten af nedrydning af aminosyrer, at indtaget mad lagres i løbet af nogle timer efter man har spist det. Ved stort indtag af kulhydrat “lukker” den umiddelbare fedtforbrænding ned. Det betyder at indtaget fedt lagres direkte. Så det er fuldstændigt sandt at man bliver hvad man spiser. Den BicMac pigen lige har spist, og netop fedtindholdet i den, er hvad der direkte går ind og sætter sig på lår, arme og mave. Direkte. “Din BigMac har sat sig direkte på din arm og gjort den mere mormoragtig. Tillykke. “.
Engang holdt jeg ude foran en McDiabetes, og så gjorde jeg noget jeg aldrig havde troet ville ske: Jeg gik ind i den. Ikke for at købe noget, ikke for at bestille noget, ikke for at forhøre mig om noget. Nej, jeg gik derind simpelthen for at observere. Jeg ville vide: Hvem er disse mennesker der frivilligt tager på McDiabetes? Jeg ville se hvem de var, disse mennesker. Og høre hvad de snakker om når de sidder og propper munden. Som at betragte en art rumvæsener, en antropologisk eksercits. Man burde forhøre disse mennesker der frivlligt sidder og propper munden med affald. “Nu sidder du og spiser “McDonalds”. Mener du så steroider burde være lovlige?” Folk ville end ikke se koblingen, selvom McDiabetes har et hav af død, sygdom og jammer på samvittigheden og er mindst ligeså skadeligt. Uoplyst hykleri fordi folk ikke applikerer fornuft og logik. For en god ordens skyld mener jeg principielt at langt de fleste ting skulle være lovlige, tilgængelige, men underlagt restriktioner, afgifter, og oplysningen voldsomt intensiveret.
Endnu mere utroligt er det at McDiabetes ikke er gået nedenom og hjem siden ordentlige burgersteder er åbnet og efterhånden har en god repræsentation i storbyerne. Uden at vide noget særligt om det, så har jeg hørt at Halifax skulle lave rimelige burgers. Hvem i alverden står dog med valget: Halifax, eller McDonalds, og vælger så det sidstnævnte? Vi kan hermed afvise tanken om det rationelle menneske. Scenen fra Falling Down (1993) virker utroligt aktuel, selvom den er snart 20 år gammel. Fastfoodburgere var åbenbart ligeså elendige dengang som de er nu, og er folk dumme nok til fortsat at være kunder er der jo ikke grund til at forbedre noget som helst.

“See, this is what I’m talking about. Turn around, look at that. It’s plump, it’s juicy, it’s 3 inches thick…

Now…. take a look at this sorry, miserable, squashed thing.”

Attituden blandt voksne har heldigvis ændret sig lidt siden 90erne, og det er ikke længere så almindeligt som det var dengang at hele skoleklassen skal på McDiabetes når der er ekskursion. Lærerne havde og har et ansvar, men problemet er jo, at om end de kan bebrejdes, så er det grundlæggende inkongruens og inkonsistens der narrer folk. For når så mange skadelige ting generelt er forbudt i et så reguleret samfund som det danske, “så kan det vel ikke være SÅ slemt… vel?”.
Jeg vil ikke engang gå i detaljer med al McDiabetes’ generelle vanvid. Det har 1000 mennesker gjort 1000 gange før. Deres absurde madindhold, deres groteske økonomiske indflydelse og magt, deres hemmeligheder. Det er der skrevet mange bøger om og lavet dokumentarer om. Ændrer det noget? Jo, det gør det nok. Man kan kun gisne om hvor slemt det havde været hvis oplysningen ikke havde været der. Men McDiabetes er en økonomisk supermagt, og der er ingen som helst realistiske udsigter til at vi slipper for dem i vores levetid – overhovedet. Èn ting er at McDiabetes fylder så meget som det gør nu. Noget andet er at de tilmed har den helt ubegribelige arrogance at pisse på folks værdier og opføre en restaurant på Kongens Nytorv. Det er adding insult to injury. En overtrædelse af en gentleman’s agreement. Det er Agamemnon-syndrom. Det halve af verden er ikke nok. Troja skal også falde.

Som Kong Osric fra Conan the Barbarian (1982) ville have formuleret det:

What daring!

What outrageousness!

What insolence!

What arrogance!

»Vi er ikke overraskede over, at der er nogen, der er kritiske – vi er vant til, at der bliver lagt mærke til, når vi tager nye initiativer, og at de fleste også har en holdning. Vi hæfter os ved, at mange er glade for, at vi kommer til den del af byen, og vi glæder os til at give bygningen nyt liv og regner også med, at de fleste kritikere kigger forbi en gang i mellem«, slutter kommunikationsdirektør Sara Helweg-Larsen.
Jeg er fuldstændigt enig med kommunikationsdirektør Sara Helweg-Larsen. Jeg håber også de fleste kritikere kigger forbi en gang i mellem – med et baseball bat i hånden så de kan smadre butikken sønder og sammen som vil få Jerusalems ødelæggelse vil ligne en rengøringsfanatikers hjem.