#52 – “Tillykke” med fødselsdagen, Fitness World

Det er februar 2012, og Fitness World fejrer fødselsdag.

For 7 år siden blev denne abomination, denne voldtægt af fitnessbegrebet ynglet og gjorde hurtigt sit indtog på det danske marked.

Væk med de gamle fitnesshuler. Væk med nærmiljø, væk med alsidighed og diversitet. Ind med det streamlinede og ensartede. Væk med muligheder og tilbud, ind med fitness’ svar på McDonald’s. Om dette vil Gibbonz, dagens gæsteblogger, berette senere i dette indlæg.

Almindelige mennesker, bedre kendt som får, ser Fitness World som noget positivt. Priskrigen gennem 00erne bragte prisen på medlemsskab hos fitnesscentre betragteligt ned. Det lyder jo dejligt, men det er lidt ligesom at fast food også er billigere end gode eller bare almindelige restauranter. Godt nok er et medlemsskab i et Fitness World center billigt – 249 kr om måneden. En Big Mac eller en harboe cola er også billig. Den rigtige regning man betaler er at gode, gamle centre er købt af Fitness World. Meget ligesom hvordan Wal-Mart i USA er gået ind i byer og har udkonkurreret de gamle købmandsbikse. Det “frie markeds” ultimatum er: Sælg eller bliv udkonkurreret. Således er en masse gamle centre nu forsvundet, og derved også valget for forbrugeren til at beslutte sig for det ene center frem for det andet. Nu er valget kun: Fitness World eller ej.

Jeg lægger ikke skjul på min opfattelse af Fitness World som en vederstyggelighed. Lige fra modeller af almindelige, slanke og utrænede piger som de photosopper til anorektiske og endnu mere utrænede at se på og bruger dem som reklamebillede til væsentligt forringede træningsmuligheder ved at fjerne håndvægte og i øvrigt gennemgående udstyre deres “centre” med det rene bras som reelt umuliggør alvorlig træning til deres manglende vilje til at hjælpe en blind kvinde frem og tilbage til en kondicykel – ja, hvilken byrde for denne hårdt trængte virksomhed. Hvilken udgift at afholde.

Jeg betragter Fitness World som et slags virus som langt de fleste organismer ikke har et immunforsvar at modstå, og ligesom HIV først blev opdaget efter tilpas mange homoseksuelle mænd blev indlagt med lungebetændelse pga svækket immunforsvar, så mangler vi for alvor at Fitness Worlds utilgivelige skader manifesterer sig så den almindelige borger kan se hvad det er de har gjort med deres voldtægt af træning i det danske rige.

 

HIV til venstre. Fitness World til højre. Forskellen er ubetydelig.

I dag bringer jeg et gæsteblogindlæg af bloggeren Gibbonz. Indlægget fortæller hvad der skete da Fitness World kom ind og overtog gode gamle Sports Club i Vangede hvor jeg forøvrigt selv har gæstetrænet for længe siden.

RAMBLINGS OF AN AGING IRON CLOWN – Gæsteindlæg af Gibbonz

Jeg havde egentlig forestillet mig en bonus off-dag, da jeg var lettere overarbejdet og undersovet den dag – og alligevel deloadede. Men efter at have kørt div. ærinder rundt i Storkøbenhavn, befandt jeg mig pludselig i Vangede – min gamle hjemstavn – og var på vej op ad Ellegårdsvej mod Kildegaards Plads. På Kildegaards Plads lå mit allerførste gym, Sports Club, hvor jeg trænede som en komplet idiot fra jeg var atten til jeg var toogtyve, og måtte stoppe pga. komplet idiotiske skader – på trods af ellers gode resultater. Jeg havde af omveje erfaret at Sports Club lukkede i senhalvfemserne, og genåbnede som Fitness World for en stribe år siden, og jeg tænkte at når nu jeg alligevel stadig, på papiret, var medlem af Fitness World (jeg trænede der kort da jeg genoptog træningen som 34årig og havde ikke fået meldt mig ud endnu, efter at have fundet en god, gedigen jernhule) kunne jeg ligeså godt benytte mig af muligheden for at se hvad de havde gjort ved min gamle jernhule.

Oh, ak.

Ingen overraskelse, desværre.

Rumfordelingen var den samme, og de havde endda beholdt de gamle væg-til-væg-spejle, men alt udstyr var skrottet til fordel for TechnoGym, og det stolte dumbbell-rack der engang boastede gokkejern op til 80kg. stykket, kunne nu kun prale med 36kg. som absolut tungeste håndvægt. Der var maskiner til ALT.. – ALT! Tre forskellige slags tricep-extension-maskiner, tre forskellige slags lat-raise-dimsedutter og et bredt spektrum af træk og slip i allehånde ergonomisk umulige udformninger. Jeg er ikke maskinstormer ell. frivægtpuritaner, for fanden, jeg holder meget af smith-racks og chest-press til div. dropsets og pre-exhaust og jeg er devout believer af the Dorian approved pullover machine – men det her var for åndssvagt. En horisontal leg-press med en plade til hver fod, men ingen 45° plateloaded sled eller hacksquat, nej-nej, den slags indbyder jo til BÅÅRDII BUILDÆNGZ !!!

*suk*

Der var dog et slags squatrack, vakkelvornt udseende uden pins og ingen måtter til dødløft foran. Jeg gad slet ikke spørge om lov til brug af magnesium. Der hvor det gamle squatrack havde stået stod der en uhyggeligt udseende back-extension-maskine, som et par teenagedrenge knoklede løs i. Pludselig, mens jeg stod og visualiserede det gamle center – tungt jern der ramte måtterne, store mænd der skreg og svedte, stanken af brændt røv og kalk og proteinprutter mellem plakaterne af Arnold, Reg Park, Yates og Sandow – så jeg helt tydeligt Ulrik foran mig. Jeg stod jo lige der hvor han lavede sit episke squat-med-lort-i-buks-nummer. Lige dér, foran mig, genoplevede jeg hin dag i vinteren ’94 hvor min gode makker Ulrik havde sat sig for at flæske en 8’er af 120kg. i squat, ny PR, koste hvad det ville. Come hell and high water. Hans form var god, der var overskud på femte rep og på den sjette rep, på vej op af hullet og vildt skrigende, sked han noget så eftertrykkeligt i bukserne – stod nogle sekunder og hev efter vejret, råbte FUCK ALT! og hamrende de sidste to reps ud. Herefter vendte han sig om, stirrede intenst på mig, sagde højt og tydeligt “til side, jeg har skidt i bukserne!”, gik ud og vaskede sig og kom ind igen iført sine jeans og squattede færdig. To back-off sets skulle der til, man afviger ikke fra planen bare pga. lidt lort. De to teenageknægte må have troet jeg var lettere debil, da jeg stod der og gloede ret igennem dem med the thousand-yard stare, og pludselig brød ud i hysterisk latter.

Hvis de dog bare kunne have oplevet det, eller en hvilken som helst anden original jernhule fra den tid, og før. Sports Club var nok ikke anderledes, eller bedre, end så mange andre bodybuildergrotter og styrkeløfterhuler, men faktum er at udstyret var godt, kvalitetsstænger, gode, tunge dumbbells med tykke, frit roterende greb og de rigtige, velfungerende maskiner, bænke, stativer, racks, samt kæder og blokke og ikke mindst den der uhåndgribelige, autentiske stemning af lige dele seriøsitet, sammenhold og fandenivoldsk humor og fuck-alt-nu-skal-vi-dø-attitude. Ubetaleligt. Siges skal det også, at selvom mange i dag tror at bodybuildere i firserne og halvfemserne ikke anede hvad de lavede, trænede med hovedet under armen og kun blev store pga. hysteriske mængder krudt, så havde de tunge drenge faktisk glimrende styr på deres shit. Bevars, de var næsten alle tanket på tungt grej, men de kunne deres Reg Park, deres Hatfield, deres Yates, Bill Pearl og Dave Draper og de vidste faktisk hvornår det var værd at lytte på Arnold og hvornår han lukkede lort ud. De planlagde splits minutiøst, vejede deres kost og talte kalorier og de fleste havde endda styr på periodisering, undulation og endda PCT. De havde måske ikke samme niveau af videnskab og pub med-hejs som vi har i dag, og de havde slet ikke internettet, men de var langtfra dumme og de vidste hvad der fungerede og hvad der ikke gjorde. De vidste at the bread’n butter af en god workout var tunge basisløft, med frivægte, fulgt op af en bred vifte af isolationsøvelser og de vidste hvor og hvordan man inkorporerede maskiner i sin træning, og ikke mindst hvilke maskiner. De ville have klasket sig på lårene af grin over TechnoGyms vertikale leg-press, og de ville simpelthen ikke ane hvad de skulle stille op med back-extension maskinen fra samme, notoriske, firma. De ville have spyttet hånligt på TechnoGyms uhåndterbare klovnehåndvægte, og spurgt undrende hvordan nogen havde forestillet sig at man skulle kunne køre off-set-grip på en håndvægt med et klokkeformet håndtag. Ergonomi min struttende røv! – som min mentor og helt Skuret engang sagde, da en eller anden bozo forsøgte at forklare ham at ab-crunch maskiner var sundere end hanging leg-raises. Hans filosofi var enkel, beskidt og ganske brugbar og korrekt: målet er at tæve sin krop indtil den bliver ked af det, og når den bliver glad igen gør man det én gang til. Og igen, og igen, og igen. Han ville aldrig have kunnet føle sig hjemme i en Fitness World, Fitness DK eller hvad alle de generiske, dyre discount kæder hedder. Dér skal træning være behageligt, harmløst og for alt i verden rart og trygt. Skuret trænede brutalt, ubehageligt og nogen gange decideret farligt.. – derfor så han brutal, ubehagelig og decideret farlig ud, selvom han i virkeligheden var alle tiders fyr, pisse sjov og endda følsom – han tudede som en pisket over det lille rumvæsen i E.T., betroede han mig engang. Men sådan een som ham kan man jo ikke rigtig appellere til i dagens fitnesskultur, skulle han ved et uheld forvilde sig ind i en amerikansk Planet Fitness, ville de sikkert bortvise ham på stedet. Der er ikke penge i folk som Skuret, de melder sig jo bare ind.. – og træner. Og alle dem der virkelig er penge i – nemlig dem der melder sig ind, og aldrig dukker op igen, de ville jo måske ikke turde melde sig ind (selvom de alligevel aldrig er der) hvis de så en fyr som Skuret stå og brøle mens han dødløftede et kvart ton på femte rep. Derfor skal der i dag være hvidt og pænt, håndvægtene skal være lette, der skal være langt flere spinning-maskiner end chest-press maskiner (og for Guds skyld ingen hacksquat!) og der skal være små, søde instruktører (nu hedder det vist floor coach.. ) i pænt, ens tøj som smiler og fortæller dig at det er helt okay at du stadig kun bænker 50kg. efter et halvt års træning, for det vigtigste er jo at du bevæger dig og at du er aktiv, for det er jo dét der er så sundt og hvis man anstrenger sig, så risikerer man jo skader. Og hvem har også lyst til at ligne en bodybuilder, uha nej… – man skal sandelig passe på. Sådan nogen store, bøffelagtige muskler der alligevel ikke er funktionelle. Ad. Nej, Skuret ville ikke bare føle sig snydt i en Fitness World, han ville føle sig røvrendt, fornærmet. Som hvis en troende kristen gik ind i en kirke, og opdagede at al prædiken om Gud var blevet bandlyst, men at der stadig foregik skrifte kombineret med sodavandsdiskotek og kulørte lamper, samt dansende hula-piger og blød pop i højtalerne. Han ville nok have sagt noget meget grimt, Skuret, og forladt stedet i en sky af magnesium efterladende sig svedstænk og en hørm af proteinprut, og dermed forsikret alle de tilstedeværende i, at de der bodybuildere, de er sørme nogle skidte knægte, og det var sandelig godt vi fik dem lyst i ban. For hvor er her dog pænt og rart, her i Fitness World, og hvor er det dog godt at vi ikke skal trækkes med tunge håndvægte, farlige maskiner og store tosser der forventer at man får resultater af sin træning. Sådan noget pjat, alle ved jo at en håndvægt over 36kg. er at betragte som et gateway-drug til anabole androgene steroider.

Men vi træner stadig, os andre, brutalt, ubehageligt og nogen gange decideret farligt. Fordi det virker, fordi vi vil have resultater. Og de findes endnu, jernhulerne, om end der bliver længere og længere imellem dem eftersom de store kæder stille og roligt opkøber al konkurrence, ensretter markedet og kunderne og langsomt gør det hele meget pænere, kedeligere og resultat –og horisontløst. Men endnu har vi dem, vores små støbejernsgrotter hvor vi for alvor kan praktisere The Iron Game, hvad enten vi er bodybuildere, styrkeløftere, stærkmænd eller olympiske vægtløftere. Og hvis vi tager os bare en smule sammen og passer på dem, kan vi faktisk også beholde dem – måske endda få flere, med tiden. Zumba, fitness, CrossFit.. – passing trends, all shall pass, the iron still prevails. Kvalitet går aldrig af mode.

Sports Club, Kildegaards Plads – æret være dit minde. Og en kærlig tanke til min gamle mentor, Skuret, der var ligeså stor og stærk som han var sød, sjov og sindssyg.

Bingo!

TILLYKKE, FITNESS WORLD! I har sejret ad helvedes til, og I skal fejres ad helvede til.