Som med så mange andre ting, så er fysioterapi – og en lang række behandlingstilbud i øvrigt – indrettet efter laveste fællesnævner. Den laveste fællesnævner er almindelige mennesker, som “vil gøre alt” for at komme af med deres skader, men end ikke gider følge et genoptræningsprogram 3 x 15 minutter 3 gange om ugen bestående af øvelser der er marginalt hårdere at udføre end at samle chips op fra skålen, men uden smagsbelønningen forbundet med at spise fedt og salt. Den almindelige fysioterapeutiske behandling er ikke individualiseret. Årsagen til det er også, at det er 20% af skader/problematiske forhold der giver 80% af problemerne – 80/20 forhold bør komme bag på de færreste – så individualisering er for den sags skyld heller ikke vanvittigt påkrævet, blot den generiske template så tilgengæld er ordentlig. Patienter har meget mere til fælles end til forskel. Og her kommer problemet: Genoptræning efter en skade. I kender dem alle. Stakkels folk der engang “spillede bold på højt niveau”, og så kom der en skade i vejen for deres lovende fremtid. Et overrevet korsbånd, fx. Særligt blandt kvinder er korsbåndsskader meget udtalte, langt højere end den man finder hos mænd for fx ACL-skader. Jeg møder til tider sådanne mennesker, og de fortæller at “de er blevet genoptrænet”. Det har de ret i, hvis tilstanden af at være genoptrænet eller rehabiliteret er at kunne gå 70-100 meter uden knæet brokker sig. Altså et absolut minimum af fitness. Et niveau som mange bedsteforældre sågar er bedre stillet end. Set i bredt samfundsmæssigt perspektiv giver det jo mening: Mennesker indretter sig efter de mest mærkværdige skader så længe de kan passe deres arbejde, og hvis behandleren er inkompetent og/eller vedkommende selv er uduelig i sin compliance til behandlerens instruktioner, så er det givet at de eneste positive resultater man opnår er omstændige og betinget af tilfældigheder og/eller kroppens regenerering. Faktum er at langt de fleste overbelastninger og skavanker skyldes fejlmotorik, og som sådan kan behandles og korrigeres. Processen kan være kompleks, men det betyder ikke den er svær – eller for den sags skyld hård.
Man er ikke genoptrænet efter en korsbåndsoperation hvis ens kontakt til vastus medialis obliquees (VMO, hvad der i bodybuildingsprog kaldes for “tear drop”) er ikke-eksisterende.
Man er ikke genoptrænet efter en korsbåndsoperation hvis ens vastus lateralis og rectus femoris er så dominerende at vastus medialis obliquees ikke laver hvad den burde ved gang, løb, squat, sport i øvrigt.
Man er ikke genoptrænet efter en korsbåndsoperation hvis ens hoftestabilitet er meget mangelfuld og man har åbenlys styrkediskrepans mellem højre og venste hoftemuskulatur/lårmuskulatur.
Løsningen på problem 1 er så simpel som fx diverse terminal knee extensions med kropsvægt og en elastik. Hvad er undskyldningen for at disse ikke er helt standard for klienter, så idiotsikre de som udgangspunkt er?
Løsningen på problem 2 er så simpel som fx at købe en foamroller eller et plastik nedløbsrør og rulle den dominante muskulatur og derved afspænde den, a la self-myofascial release (SMR). Hvad er undskyldningen for at denne idiotsikre løsningen ikke er helt standard for klienter?
Løsningen på problem 3 er noget mere kompliceret og lader sig ikke bare opsummere så enkelt. Men der er rigeligt med patienter med udtalte skævheder der får “OK” stempel, når de bestemt ikke burde. Løb, motion og sport er simpelthen decideret farligt med det udgangspunkt for bevægelse. Det er ikke “genoptrænet”.
At “være genoptrænet” må være et mere kvalificeret kriterium. En passende definition for skader der kan rehabiliteres tilbage til noget nær normal funktion er kunne være at funktion i væsentlighed er genetableret. For skader der ikke kan rehabiliteres tilbage til noget nær normal funktion må definitionen være at der er funktion er genetableret i det omfang det er muligt med rimelig og realistisk indsats.
Ser jeg klienter der fortæller de er “genoptrænet”, så antager jeg som udgangspunkt at deres situation er marginalt bedre end havde de ikke genoptrænet. Mere er det ofte ikke værd, fordi behandlerne ofte ikke er mere værd, eller fordi patienterne ikke gider gøre hvad de skal, eller en kombination. Sidstnævnte er det hyppigste.
Det mest splitterravende vanvid er den inkongruens der er mellem en operations alvor og medicinsk behandling som fx binyrebarkindsprøjtninger og så kvaliteten af tilbudt fysioterapi. Jeg kender en mand der fik adskillige indsprøjtninger for at behandle sit “springerknæ”, og han havde sågar aldrig hørt om øvelse for at bidrage til at knæskallen bevæger sig rigtigt når hans knæled bevæger sig. Og alligevel sprøjter man binyrebarkhormon ind. Vi snakker om helt basal fysioterapi for informerede som er negliceret til fordel for indsprøjtninger, som forøvrigt ikke havde virket.
Og til dem af jer med korsbåndsoperationer, hvis en behandler nogensinde instruerer jer i at lave leg extensions for genoptræning, så løb skrigende væk, over bakken, og lad være med at kigge tilbage over skulderen for at få øje på denne Dr. Mengele
Tidligere bragt på bodybuilding.dk som “Apropos”
Hvilken øvelse henvises der til i næst sidste afsnit omkring behandling af springerknæ?
Fx fokusøvelser til VMO som TKEs, Peterson step ups, step ups, mv.
Man har i længere tid brugt lukket ledkæde øvelser efter acl rekonstruktion for at være på den sikre side, da man mente at åben ledkæde medførte øget løshed og anterior translation af tibia.
Men studier viser at der ikke er nogen forskel på resultatet, uanset valget af øvelser, men at man bør vente min 6 uger med fx leg extension, for at være på den sikre side. Så pas på at du ikke skræmmer folk væk, i tilfælde de har en yderst kompetent behandler, der genoptræner efter den evidens, der findes. Og anbefales
Efter min mening burde man vente hele livet på leg extensions. En øvelse opfundet i Helvede. Jeg har ikke forbehold imod at advare klienter til at undgå behandlere der anbefaler leg extensions, specielt ikke når der ikke er forsøgt med step ups og lignende.
En fornøjelse at følge din velskrevne blog 🙂
Hej Simon.
Endnu et oplysende blogindlæg! thumps up!
Du sætter dig selv, som bedrevidende end standarten inden for fysioterapi, trods du ikke har nogen uddannelse inden for området(så vidt jeg ved).
Hvilken litteratur har du læst, som har kvalificeret dig til disse blogindlæg?
vh. Asger
For så vidt angår praktisk fysioterapi, utvivlsomt. Jeg kender adskillige fysioterapeuter der udtaler at niveauet blandt deres medstuderende/kollegaer er håbløst ringe. Er udgangspunktet specialisering inden for sportsfysioterapi er udgangspunktet ofte noget bedre, men bestemt ikke en garant. Hvordan det teoretiske niveau er på studiet skal jeg ikke kunne udtale mig om, men den praktiske fysioterapi er frygtelig.
Jeg har ingen uddannelse inden for fysioterapi. Jeg er jurist.
Jeg har læst mange forskellige ting.
Jeg er ved en fysio blevet dignosticeret med “springerknæ” ved mit ventsre knæ. Skaden opstod ved en omgang tung frontsquat. Det er ét år siden, og jeg har – på min fysios foranledning – kørt langsom og tung betræning for at bedre det (resultatet: en smule bedring, men stadig ikke et driftsikkert knæ). I dag prøvede jeg terminal knee extensions, og det smertede ved mit dårlige knæ. Er det en indikator på, at jeg netop bør køre øvelsen eller undlade den?
Jeg er klar over, at meningen med siden ikke er gratis træningsråd, men da spørgsmålet er så konkret og snævert, håber jeg, at det det går an.
Du har et akut makrotraume som blev diagnosticeret som springerknæ? Det lyder som en muligvis som en opsamlende skraldespandsdiagnose.
Rehab af akutte traumer vil kunne være anderledes en rehab af skader der har været længe om at udvikles.
Din fysioterapeuts råd er som udgangspunkt godt.
Konkrete, snævre spørgsmål er fine. Det er imidlertid ikke muligt at svare ordentligt på via denne platform. Rehab skal være bestemt og ivrigt, men ikke overivrigt. Prøv at køre TKEs med en meget lav boks og lav progression fra den. Baby steps.
Mange tak for rådet. Jeg udførte dem i dag fra en lav boks, og der var ingen smerte – kun en “god fornemmelse”. Det fortsætter jeg med. Nogle inputs til øvelsesfrekvens i løbet af en uge?
Det afhænger af din skade, din balance og brugerniveau. Alt mellem 2-5x om ugen. Rehabproceduren er og bliver tolerance til volumen, dernæst intensitet.
Det anbefales at man træner den tunge, langsomme styrketræning ca hver anden dag. Hver rep a 6 sekunder, og starter med 3×15 reps og progredierer til lavere reps og mere belastning. Undervejs må det gerne gøre lidt ondt, så længe du ikke har det værre som resultat af øvelsen.
Hvis genoptræning i sig selv ikke hjælper, er der bl.a. kommet noget nyere frem der hedder HVI, high volume injection, som nogle privat hospitaler udfører. det er desværre rimelig dyrt, og skal kombineres med genoptræningen, men resultaterne skulle være ret gode. Ellers er der shockwave, igen i forbindelse med genoptræning.
Jeg vil sige, at leg extensions godt kan være ekstra hård for patella senen, så evt hold dig til squat og leg press.
Hej Simon
Har du nogen forslag til hvordan man “behandler” eller mindsker smerterne i tilfælde af Osgood Schlatters? Jeg døjer lidt med det, og det forringer mine squats og mit løb især.
Operation kan være nødvendigt. Det kræver en dygtig ortopæds vurdering. Man kan kun træne så og så meget rundt om strukturelle fejl. Funktion kan kun korrigere så og så meget for struktur. Ud over det skal man observere de almindelige prehab regler for knæ og underkrop. Tilpas megen unilateral belastning, masser af træning af bagsiden, intelligent øvelsesvalg (dybe squats), afspænding og “mobilitet” af specielt hoftemuskulaturen/TFL/IFT, step-ups, træk-fat DL mv.
Det er virkelig godt indlæg. Tak Bigshooter.
Jeg har undret mig over noget; efter at have gået til Poul Haacker har jeg fået fjernet en del skader, pga. ART og genoptræning samt prehab under træningspas.
Men jeg har stadig skinnebensbetændelse, som udviklede sig for snart fem år siden? Det lyder måske af usandsynlig lang tid, og det er ikke fordi, at det gør ondt hele tiden, overhovedet.
Men løber jeg fx 50 meter i raskt tempo, så kan jeg få smerter dagen efter i skinnebenet.
Jeg synes virkelig det er underligt, for det er virkelig sjældent jeg løber, så det går mig egentlig ikke vildt meget på, det er bare underligt, synes jeg, at det ikke er gået væk af sig selv/via den udstrækning jeg laver flere gange om ugen.
Jeg fik en gang et skud cortisol, mener jeg det hedder, som ikke hjalp en daddel. Bagefter sagde fysioterapeuten, som er en af Danmarks bedste efter sigende, at sidste mulighed var at operere i skinnebenet, hvilket heldigvis ikke blev nødvendigt.
Nu ville jeg så spørge her, fordi jeg håber, at du kan hjælpe mig med det. Det går mig ikke på, jeg ville bare gerne være det foruden.
Din viden er uden tvivl bedre end praktisk fysioterapi.
Under mig også over at se leg-extensions i fysioterapien. Jeg har de gange jeg har været til fysioterapi (og kiropraktor). Navnligt døjede jeg i et årti med et baglår. Desuden skal siges, at ingen af fysserne kun havde fokus på min lænd, og havde for travlt med at udstrække mit baglår, der reagerede modsat ved milde stræk ved at stramme op. De foranledige også til at jeg spurgte til om foam-rolling kunne være løsning inden (som der så blev sagt ja til).
Doh.