Venner og andre, lad mig gøre noget fuldstændigt klart: The Equalizer (2014) med Denzel Washington aka ‘zel er en af de mest Big Shooterian film der nogensinde er lavet.
Jeg erindrer jeg så filmen i biografen, Empire Bio. Da tissetrangen meldte sig – og filmen er en god slat over 2 timer, altså væsentligt længere end metervares typiske 100-minutters spilletid – kunne jeg med fordel tømme blæren i min vens (dog tomme) sodavandsbæger, så jeg ikke behøvede gå glip af noget af filmen. Slemt nok er den sammenlagte bid af filmen man går glip af når man lægger alle de millisekunder sammen hvor man blinker.
Det skal dog handle om træning og fitness, og hvem har bemærket den dejlige, gennemgående tematik i filmen som er pro low-carb og pro-helse?
Ja, det er rigtigt: Hovedpersonen Robert McCall, hyperanalytisk og hypermetodisk forhenværende dræbermaskine for CIA springer ingen mulighed over for at prædike low-carb & helse.
Lad os se på eksemplerne:
1. Helsemorgenmaden
En god morgenmad er en god start på dagen, og for så vidt angår The Equalizer er en god morgenmad en god start på filmen.
Vi ser McCall tilberede en morgenmad i form af en blendet smoothie, mælk og dernæst blåbær. Men vent! Der er mere endnu. Den skarpe observatør vil se de karakteristiske klumper som kun en person der har shaket whey proteinpulver kender. Man ser ikke McCall hælde whey i blenderen, det er der i forvejen, og således noget subtilt.
2. Forbud mod chips
McCall hjælper den fede og uduelige byggemarkedskollega ved navn “Ralphie” med at bestige sit Mt. Everest, nemlig at blive sikkerhedsvagt. Han skal imidlertid tabe sig, thi hans hvalagtige dimensionering vil kompromittere virket som vagt.
Her ser vi McCall der følger op på Ralphies dedikation til at tabe sig, og spørger Ralphie hvad sandwichen han får til frokost består af:
“What you got there, Ralphie?”
Her ser vi Ralphie sidde og bullshitte McCall, thi han undlader at fortælle at han har lagt chips ind:
“It’s tuna. Whole-grain, gluten free. Sprouts, avocado and veganese mayo.”
Og her har vi klassisk ‘zel ansigtsudtryk da han hører hvor meget det knaser da Ralphie tager en bid af sin sandwich, og ‘zel dermed gennemskuer Ralphies bullshit – Ralphie har nemlig lagt kartoffelchips ind som fyld blandt de sunde sager i denne ellers helsebevidste frokost.
‘zel narrer man ikke.
Ralphie forklarer/forsvarer med at han godt kan lide “crunchy things”, og McCall påpeger så at “Carrots are crunchy. Dry seaweed is crunchy”.
3. Kritik af kage
McCall sidder nede på den lokale diner, og bliver samtaleven/ven med en lokal prostitueret og aspirerende sangerinde – det viser sig senere hun er reel slave og underlagt den russiske mafia, der misbruger hende, og som han senere vælger at redde. Hun får i dette klip serveret en sukkerholdig kage som hun spiser af:
og han spørger:
“When are you gonna give up that refined sugar? (…) Bad for your vocal chords. Body-mind-spirit, remember?”
Vi kan således udlede at det ikke er første gang McCall er efter hende hvad angår sukkerindtaget.
4. Sukker er gift
Ved en senere lejlighed giver McCall kvinden en kage, og kommenterer: “loaded with poison, just how you like it.” Nu er vi her på Supertraining.dk – dvs jeg, Simon – ikke fan af den slags dispositioner, men set i lyset af hun dagen inden er blevet gennembanket af en klient og har brug for at få løftet humøret lidt, så kan vi se igennem fingre med dette – der er formildende omstændigheder.
Jeg håber at denne lille stribe af eksempler gør det klart at den gode McCall tydeligvis er fortaler for et sundt legeme, og set i lyset af hvor lidt “andet” der er plads til i en film – altså ting der ikke er direkte relevante for plottet – er filmen ikke ligefrem tilbageholdende med at gøre McCalls synspunkter tydelige.
*BONUS*
Som en slags bonus, et blogindlægs pendant til en films “post-credits”-scene, så kan vi også lige medtage den fine detalje at McCall medbringer eget tebrev når han besøger den lokale diner:
Samme skik havde Nobelprisvindende Otto Warburg, en af de 20. århundredes største forskere, idet han ville sikre sig han fik den rette kvalitet og ikke indtog forurenede produkter eller forurening generelt.
*DOBBELT-BONUS*
Særlig ros skal filmen have for scenen hvor inkarnationen af Generation InstaGoof & formidabelt jerk-off “Dan Bilzerian” bliver hængt i pigtråd i en booby-trap McCall har lavet, og således bliver denne bozos eneste rolle i filmen at være klædt ud i kampgear, bevæbnet med automatvåben, og så gå direkte i fælden.
Antoine Fuquas “The Equalizer” – desværre ikke en dokumentar.
er det mere en shooter film end falling down ??
Godt spørgsmål, Hr. Peter.
Svaret er ja. Falling Down er dog en eminent film, og meget Shooterian også.