Der er noget urtilstand’sk over dødløft.
Ikke en masse fancy set-up. Ikke en masse snak, undskyldninger og brok. Vægten ligger der. Der er ingen hjælp, ingen foræringer. Enten kan du løfte den, eller også kan du ikke. Primal rage. Mand mod elementerne.
Dette ganske sande udgangspunkt medfører imidlertid at dødløft er en af de øvelser folk inkorporerer mest uhensigtsmæssigt i deres træning overhovedet, hvor det for manges vedkommende ender med at være en træning af egoet fremfor en træning af fysikken.
Faldgruberne er flere. For den utålmodige, nybegyndende løfter, så byder dødløft jo lige pludseligt på at man kan løfte en masse kg. Ikke så meget teknik, ikke så meget forberedelse, bare strongback vægten fra punkt A til punkt B uden al den kedelige forudgående fysiske forberedelse som er at strække ud, adressere muskulære ubalancer, tilpasse øvelsen til løfterens konkrete biomekanik, mv.
Så er der også mange hvis squat er dårlig – hvad der nemt kunne fixes med enkel instruktion – og hvor tålmodigheden med squatten er ved at løbe ud. I stedet tyr de til dødløft, hvor de alt andet end lige kan løfte nogle flere kg, uagtet teknikken lider af den grund. Det er typerne der beslutter sig for, primært fordi deres squat ikke kører, “jeg vil være god til dødløft”, og som oftest løfter med dårlig teknik, ikke blot til træning, men til stævner også.
Mange er måske mere påpasselige når det kommer til at loade deres squat og bænkpres som de loader deres dødløft. Måske fordi det er mere intimiderende at have de mange kg på nakken eller over brystet. Kan man ikke dødløfte den, så smider man den bare.
Tilmed er dødløft også en af de øvelser hvor forholdet mellem hypertrofi og styrkeevne kan være mest misvisende. Så er man “naturligt stærk”, kommer ind fra gaden, evt. fortid som landmand eller tæppesælger, og kan løfte forholdsvist mange kg, så er det fristende at fortsætte denne kurs. Men hvis man ikke ligner man kan løfte forholdsvist mange kg, så kan opskriften påkrævet være en noget anden.
Sådan som mange planlægger deres dødløft skulle man tro deres planlægning var trukket ud af en tombola, jf. tombolaprincippet. Løft lidt tungt mig her, løft lidt tungt mig der, maxforsøg engang imellem (often uden formål eller tanke). Man skulle tro planlægningen var efter terningkast.
Kan du genkende den kære læser? Ja. Det er din gamle ven, tombolaen. Det er den der, hvis du tilhører flertallet, dikterer din træning.
Når jeg ser folk 1RM forsøge mellem 160-220 kg stiller jeg dem til tider spørgsmålet, hvad er vigtigere: om de erfarer om deres reelle max er 180 eller 182.5 (hvad fanden forskel gør det egentligt), eller om det ikke var vigtigere de kom nærmere at løfte fx 250 kg. Med andre ord, det spontane, stupide maxforsøg tjener ikke meget mere formål end at holde pengestrømmen til fysioterapeuter kørende pga diskusprolapser og øvrige overbelastninger. Og, fraset snak om skader, så er belastningen på centralnervesystemet ved 1RM-forsøg er oftest så stort, at deres træning lider af det i op til flere uger efter. Ikke blot er det risikobetonet, men også ineffektivt.
Endnu en pleje af egoet er at touch’n go med vægten. “Død”løft er per definition med et reset i bunden. Det betyder ikke at dødløft med touch and go ikke har sin applikation – det har det- men for mange så indebærer fristelsen ved at løfte flere kg for flere reps ved touch and go at træningseffekten kompromitteres, hvor de i stedet bare skulle tage deres tid og resette mellem reps. Fordelen ved en reset er, at det ikke tillader dig at maskere dine svagheder. Det sikrer også ensartethed i løftene. Derudover kan der være fordele ved øget neuromuskulær aktivering og det faktum at man kæmper mod inerti. Hos folk der laver touch and go ser man også til tider at den ene side rammer gulvet før den anden. Sådanne små skævheder i øvelsesudførelse kan være farlige. Det grundlæggende problem er, at mange fristes af egoplejet eller ren og skær ikke har en plan med hvad de laver. Resultatet er, at alt for mange dødløfter, alt for mange kilo, og alt for tit. Mangelfuld periodisering, mangelfuld forberedelse.
En af de hyppigste fejl overhovedet er at blive metaltræt. En løfter dødløfter, bliver stærkere, træner videre på samme facon, bliver stærkere. Træner videre på samme facon. Bliver ikke stærkere. Bliver stædig, træner videre på samme facon, begynder at flirte med overdreven motortræthed og overtræning. Samme trætte, langsomme løft hver gang, som ikke sidder rigtigt. Det føles “off”. Det er næsten alle skyldige i. Hvis 200 kg var tungt sidste uge, så er 200 kg sandsynligvis også tungt denne uge. Din styrke er ikke afhængig af din stædighed. Så at fortsætte ad den gamle, trætte vej er grinding metal.
Dødløft “bare fordi” er et godt eksempel på monkey see, monkey do.
Mere om dødløft i #22, herunder konkrete forslag til implementering.
Frem med fortsættelsen – ikke om jeg vil forblive en abe!
Sande betragtninger all around.
Ser frem til #22.
Hej Shooter. Du skriver, at touch n’ go teknik også har sin applikation i træningen. Hvilke fordele kan der ses ved brugen af denne teknik? Og hvordan vil du implementere den?
Mvh Mathias
Jeg vil ikke implementere den. Man KAN godt bruge T&G, at sige det modsatte er dogmatisk, MEN hensyn taler imod: 1. T&G løft bliver ofte skæve 2. løfteren bouncer skiverne mod gulvet 3. der er muligvis nogle neuromuskulære fordele forbundet ved at starte stangen fra død og overvinde inerti 4. løfteren lærer at spænde op til løftet ved HVER rep. Jeg benytter aldrig og programmerer aldrig med T&G. En tommelfingerregel er at man skal gøre det træningsmæssigt man ikke har lyst til (man værende almindelige mennesker). Det er langt hårdere at lave full reset.