Hvorfor supertraining?
Der er også en berømt bog af Yuri Verkoshansky ved samme titel, men bloggen tager sin titel efter min filosofi at gøre træningen bedre. Bedre øvelser, bedre teknik i de øvelser, bedre træningsprogrammer. Bedre søvn, kost og livsstilsoptimering generelt. Så meget forbedring og optimering som han eller hun kan præstere ved mobilisering af disciplin og omsætning af dybfølt passion. Først macro-management, så meso-management, og så micro-management, altid i den rækkefølge.
Super kommer af latin og betyder “over”. Supertræning er således over træning, ligesom superman er over mennesket. For mine klienters vedkommende, så er det træning, som er bedre, end den de har kendt til.
Lad mig indlede følgende med et spørgsmål: En del af jer træner i et kommercielt center, a la SATS, FW. Har I tjekket om kabeltrækket til jeres pulldowns/pushdowns er velsmurt med olie? Er det smurt for nyligt? Ja, har det overhovedet nogensinde fået olie? Og hvis I har tænkt tanken, har I så selv undersøgt om det er tilfældet, eller blot valgt at tro på at det sørger de ansvarlige for? En maskine, der ikke er smurt, bliver tungere koncentrisk, og med belastningen skævt fordelt. Er det en del af jeres plan?
Pointen med det eksempel, som er indledningen til denne indlæg, er at forholde sig selvstændigt og kritisk til omgivelserne. Der er megen monkey see, monkey do i gyms, uanset hvilket gym og hvilket niveau det er. Hvad angår kabeltrækket, så har du måske set 20 mennesker før dig bruge det i dag, og så fortsætte deres videre gøremål. Udelukker det at maskinen ikke er i den stand den burde være?
Jeg har haft adskillige håndfulde styrkeløftere under mine vinger hvor de havde et ønske om (yderligere) specialisering i SL, fx med henblik på stævne, dvs øge 1RM i de 3 store, men hvor jeg hurtigt måtte konstatere at der var store mangler i fundamentet, og at fællesnævneren hos næsten dem alle var slap ryg. Slap posterior chain generelt, men særlig ryg. Strongbacking, stædighed og overlevelsesinstinkt løftede den tunge stang i dødløften, ikke en velbygget, velsmurt maskine. Det er et spørgsmål om kultur, selvfølgelig: Var der kultur for at træne lænden som jeg sætter folk til, og som jeg selv gør og har gjort, så ville den kultur reproducere sig selv. Jeg oplever ikke der er fantasi og fornuft nok i det aspekt af SL-træningen her i landet.
OL squats er en god øvelse. Men den har også sine problemer. Da det blev åbenbart for mig hvilke problemer den indebærer – ikke kun lavpraktiske, men også begrænsninger og mindre end optimal træning af quadriceps/benbøjninger generelt, så købte jeg min egen Safety Bar. En øvelse jeg alt i alt har kørt mindst ligeså meget som almindelige OL squats. Jeg kunne undre mig over at flere ikke af egen drift har købt en sådan til at fremme deres træning. Og når en sådan endelig har været disponibel – jeg har fx stillet min egen til rådighed i et par gyms og andre kunne således benytte den – så er den blevet misforstået eller summarisk afvist af closed-system people. Og det er altså af toppen af dansk atletik og VL osv. Både trænere og atleter, og elitetrænere og eliteatleter. Om ikke andet så af navn.
Der er pulldowntårne der kun går til fx 60, 80 eller 100 kg, og alt afhængig af antal trisser og placering kan udgøre en væsentlig begrænsning på ens træning. Den attitude jeg oftest har set er passivitet. Accept. At ændre det kræver handling, og det er nemmere at forholde sig passivt og acceptere begrænsningen. Men man kan også improvisere løsninger: En lille sandsæk oven på vægtmagasinet, eller en snor med vægt i. Træner du i et kommercielt gym, så bed centerlederen købe små vægtklodser designet til formålet.
Selvfølgelig skal et gym både have VL og SL stænger. Den ene er 28mm og livlig, den anden er 29mm, rå og med meget mindre liv i. Det betyder at rigtig mange øvelser involverende en stang vil være potentielle gevinster forbundet med denne tohed af udstyr. Når jeg har lavet tunge liggende BB extensions har det altid været med 29mm, idet den ekstra mm bredde er ekstra aflastende for albue, underarm og håndled. Når jeg har barbell curlet tungt, så har det altid været VL-stang, for at bicepstendon ikke absorberer belastningen som at gå fra 0 til 100km/t, men med glidende overgang, idet stangen er mere livlig og fordi skiverne drejer lettere.
Tom Platz fik bøjet en stang som han kunne bruge til sine benbøjninger. Hvorfor? Fordi en stang der er tilpas og intentionelt bøjet ligger bedre på ryggen til high-rep squats. Jeg taler ikke om en bar som ved fejltræning er skadet og gjort ubrugelig, men en bar som er bevidst og nøje bøjet og i passende omfang. Alle gyms burde have en “Platz bar” til high-rep squats. Hvorfor har de ikke det? Har de overhovedet hørt om den?
Leg curls er en god øvelse For sunde knæ er den eminent. Legcurls og så et kabeltårn er de bedste maskiner der findes, og er uundværlige for optimal træning. Man kan potentielt komme langt uden, men knæene bliver ikke så sunde og triceps og ryg ikke så veltrænede uden disse to maskiner. Men leg curls er ikke bare leg curls. Forskellige designs, altså forskellige maskiner, fungerer bedre end andre for forskellige mennesker. Årsagen er obskur, og forklaringen er selvfølgelig at man ikke kan lave one size fits all når folk er bygget så forskelligt som de er. Uanset hvad årsagen er, så er det sådan det er. Som Rambo ville sige: “It’s what is.” Et supergym burde have minimum 2 gerne 3-4 forskellige leg curls. Og jeg mener ikke den abomination som er seated leg curls men lying leg curls – den klassiske. Det er om leg curls også en god test, for om du har med en closed-system person at gøre. Måske du træner i en forening af en art hvor du kender omgivelserne, og samtalen jævnligt drejer sig om træning på mere eller mindre konstruktiv og harmonisk manér. Prøv at sige højt at “Et rigtigt godt gym bør have minimum 2 hvis ikke 3 eller 4 forskellige slags lying leg curl maskiner, da folk er forskellige.” Reaktionen vil hos en del være umiddelbar skepsis og afvisning – det er closed-system persons.
Det er i øvrigt de samme slags mennesker som er mere modtagelige og åbne over for en idé/tanke hvis du i stedet for at sige “Jeg har tænkt på om (noget forholder sig på en særlig måde)”, så i stedet namedropper en eller anden som værende ophavsmanden til tanken, gerne en med en klang autoritet, og siger x eller y “siger (…noget forholder sig på en særlig måde)” og præsenterer fuldstændig samme koncept. Hvis namedroppingen desarmerer, så ved du at du møder en uhensigtsmæssig tænkning.
At argumentere for at én leg curl maskine næppe er nok er jo dissens. Det er afvigelse fra den etablerede tænkning, og du vil blive forbavset over den modstand du ville kunne møde idet du præsenterer selvstændig, kritisk tænkning for at elevere din træning. Dissens truer jo diskursen og den etablerede retning, og uagtet denne ikke sjældent reproduceres uden revision eller nærmere eftertanke, så er det en modpol til magten og status quo.
Jeg opfordrer dig i stedet til at være en open-system bodybuilder. Hvis det indebærer at fravige fra det etablerede og forventede, hvad “andre” måtte tænke om en dissenter, så fravig. En enkelt person med fantasi der lever på sine egne præmisser kan ændre verden mere end 1000 konventionelle tilskuere til tilværelsen, uanset de måtte tænke om dem selv at de er aktører.
For alle mine klienter sørger jeg for i øvelsesselektion, tempo, workload, teknisk afvikling og periodiseringen generelt – samt med alle mulige små tips & tweaks og justeringer – at formidle en tilgang til deres træning som er bedre end den de har kendt til. Men uanset hvem du har som træner, eller om du træner dig selv, så tænk altid selvstændigt og kritisk, men først og fremmest nysgerrigt, og mind dig selv om, at hvis du får en idé om hvordan du skal gå til et emne, en udfordring af en art, at du vel kan være omgivet af mennesker der alle sammen går forkert til det. For nogle kan det kræve en del mod. Jeg føler og mener det er den eneste måde at leve på.
Jens skriver
Jeg kunne godt tænke mig at du uddyber, hvorfor en satety bar er så effektiv.
Sherringford skriver
“Reaktionen vil hos en del være umiddelbar skepsis og afvisning – det er closed-system persons.”
Er man også CSP hvis man afviser tanken alene på baggrund af, at da de fleste centre jo er kommercielle foretagender, så ville tanken om 3-4 maskiner af samme type simpelthen være en urealistisk tanke, da investeringen nok ikke er tilsvarende til det økonomiske udbytte som centrene kan forvente ved at have flere forskellige modeller af samme maskine.
“enkelt person med fantasi der lever på sine egne præmisser kan ændre verden mere end 1000 konventionelle tilskuere til tilværelsen, uanset de måtte tænke om dem selv at de er aktører.”
Mit indtryk er at denne form for mennesker desværre er på tilbagegangen. Om det så er originaler, eccentrikere eller blot mennesker der fraviger normen så synes jeg selv det virker til at de er ved at uddø. Kig indgang blot på hvor kedelige de fleste mennesker så forstår jeg slet ikke at tanken om at fravige ikke er mere fristende. Bodybuilding afspejler nok også eget godt den tendens førhen havde man personligheder som Ed Cornie, Robby Robinson og Dave Draper nu er BB præget af mennesker der har en personlighed af pap som Cutler, Heath etc.
Lasse skriver
Jeg har det tilsvarende med konv. dødløft og hexbar dødløft, som du har det med olympic squat og safety bar squat. Ja faktisk havde jeg droppet konv. dødløft, da jeg synes det er et kluntet løft, med en ‘unaturlig’ bevægebane. Efter et par år, fandt jeg så en hexbar og besluttede mig at prøve den; og med det samme var jeg hooked på den variant – det er hvad der burde være konv. dødløft, et fantastisk simpelt løft, hvor jeg selv på tunge sæt kan være relativt ubekymret, fordi teknikken er så nem at holde pæn. Der er tilmed fin overførbarhed til konv. dødløft, I min oplevelse: mit max i konv. var 5x210kg, da jeg havde vendt til til dødløft, I form af hexbar, og nået op på 4x260kg, kunne jeg, en dag jeg spontant valgte at prøve konv. dødløft igen, tage 3x220kg, uden at det føltes som en særlig god dag eller noget. Så med mindre man er styrkeløfter, og af den grund fokuserer på konv. dødløft, ser jeg lille grund til ikke at udskifte den helt med hexbar.