#261- Refleksioner i en Corona-æra

Lørdag den 7. marts var jeg til et lille middagsselskab, 8 mand i alt, og det var aftnen hvor Corona (COVID19) blev samtaleemnet i rigtigt mange danskeres hjem, inkl. dette middagsselskab. Det var noget før den store lockdown af landet, den som fulgte i nogle etaper og som vi nu sidder i. Hvad ville fremtiden bringe, hvor stort var det her, hvem skulle man lytte til, hvem ved hvad, jeg kender en som siger at (….). Spørgsmålene var mange og var de samme landet over. Stort set alle ved middagsbordet havde rejseplaner den kommende tid. Som en Nostradamus med bedre træfprocent sagde jeg: Ingen af jer kommer ud at rejse. Hvad mere er, landet lukker ned – skoler, biografer, cafeer, der kommer regler for det offentlige rum og restriktioner på udendørs færden og verden vil ændre sig meget og på kort tid, og det her eksploderer, også her i landet. Få dage gik der, alt det skete, og nu er jeg mistænkt for at besidde en spåkugle, i og med mine små forudsigelser finder sted fra A til Z.

Men, det kræver ikke en spåkugle. Har man viden om de store linjer, lidt overfladisk indsigt, så behøver man blot at vide, at virussen har en R0 på 2,3 (nu estimeret til 2,6), og tage erfaringerne med fra lande, der var ved at blive raseret, for at vide at alt dette ville ske. Influenza er omkring R0 1. Nej, det betyder ikke COVID19 er dobbelt så slem – den er langt værre, og eksponentielt. For nu at paraphrase Arnold i T2, så smittes folk “at a geometric rate”.

Den her næsten globale omvæltning der sker nu er en overraskelse for enormt mange mennesker, men fagfolk og forskere har i årtier sagt at det kun var et spørgsmål om tid. Selvfølgelig var det kun et spørgsmål om tid, for på et tidspunkt opstår en virus med den rette frygtelige kombination af dødelighed, inkubationstid, levedygtighed og smittende egenskaber. De fleste, almindelige mennesker kører på automatpilot her i tilværelsen, og det er nemt at sætte algoritmer på deres adfærd, idet deres adfærd  er stædig og vil smitte andre, og så er resten givet.

Men resten af verden lyttede ikke og lytter ikke i fredstid. Nu er det krigstid, og hvad der kunne være inddæmmet og stoppet er blevet en mange gange værre pandemi, dvs. at hele verdensbefolkningen vil afficeres af COVID19.  Eksperterne tilkaldes når ulykken er sket, ligesom Tjernobyl i 1986. For virologer, epidemiologer og den slags fagfolk lider af Kassandra-syndrom. Kassanda-syndrom stammer fra antikken, fra den græske mytologi, hvor Kassandra, som var datter af Priamos (Kongen af Troja), grundet sin guddommelige skønhed blev skænket klarsyn og evnen til at forudse fremtiden som gave af guden Apollon. Men grundet hendes utaknemmelighed blev denne gave suppleret med addendum: Ingen ville tro på hende. Hun kunne forudse alle forestående katastrofer, og sige lige præcist hvad der skulle gøres for at afværge dem, men lige meget nyttede det, for ingen lyttede. Katastrofe fulgte.

Casey Schuler : I hate this bug.
Sam Daniels : Oh, come on, Casey. You have to admire its simplicity. It’s one billionth our size and it’s beating us.
Casey Schuler : So, what do you want to do, take it to dinner?
Sam Daniels : No.
Casey Schuler : What, then?
Sam Daniels : Kill it.

Jeg kender selv Kassandra-syndromet fra træning og de tilfældige closed-system people man møder i den forbindelse. Om tre prominente (vægt)løftere spåede jeg for efterhånden en 10 år siden om de to af dem, at de ville få diskusprolapser af deres overivrige, irrationelle træning, og om den tredje spåede jeg, at han ville havne i en kørestol. De trænede for tungt, for dumt og for tit. De to første fik ganske rigtigt diskusprolapser begge to i løbet af et par år. De begge måtte opereres, den ene 2 gange. Og hvad med den tredje mand? Ham så jeg ved et tilfælde et billede af i kørestol et par år efter (om end jeg nu tror det blot var for en periode).

I mit tilfælde er Kassandra-syndromet dog kun et delvist af slagsen, forbeholdt relationen med tilfældige whoevers, idet ikke mindst mine klienter investerer deres tid, gode energi og fremtid i at jeg ved bedre end de gør. Men overvej for en stund hvad forskere ikke må tænke og føle disse dage. Skal der siges noget positivt og fremadrettet om denne pandemi, så er det at den langt om længe nok vil føre til de radikale reformer som jeg og en kæmpe skare af forskere og mange andre har skreget efter i årevis: fundamental nytænkning af hygiejne i hverdagens rutiner, ny “no touch” selvbetjeningsteknologi, tifold i opsætningen af alcogels på offentlige steder, screening, rejseforbud, lager back-ups og mindre dependens på få aktører og mere beredskabsredundans på fx værnemidler, ændrede rejsemønstre, ny beredskabsplaner og bevidsthed i befolkningen, og forhåbentligt vil Kina implementere hvad der kræves for, at deres dyremarkeder ikke producerer noget tilsvarende eller værre om et år eller to.

Selv min gamle far (pensioneret læge) sad 1. juledag ved frokostbordet og sagde ordret: “Det er kun et spørgsmål om tid før der kommer en virus der smadrer det hele”. Ja, det var en rigtig hyggelig julesamtale mens vi sad der og fik julemad og drak julethe. En bemærkning undertegnede i øvrigt selv har fremført en del gange før, når samtalen faldt på den slags emner.

Jeg har i årevis som rutine fremsendt retningslinjer til klienter om reduktion af smitte i hverdagen når vi nærmede os influenzasæson. Hvorfor? Fordi sygdom er nedetid, og en seriøs omgang influenza, halsbetændelse eller anden infektion gør intet godt for træningen. Det er retningslinjer, jeg som vane har haft implementeret i årevis, uden at tænke over det. Vaner tænker man ikke over, de ligger på rygraden og er ikke mere besværlige end almindelig færdsel, men kan til gengæld spare en for en kedelig serie af oplevelser af forskellige patogener.

Det er værd at bemærke, at jeg ikke plæderer for at man i fredstid, altså i hverdagen har et hysterisk forhold til hygiejne. Det handler ganske enkelt om at reducere incidensen af sygdomme der koster nedetid hos det trænende individ, for nedetid er spildtid og skridt bagud. Jeg taler om rationelle hverdagsvaner og rutiner for at undgå smitte fra andre til atleten. Hygiejnehysteri og bakteriefobi, derimod, er nonsens og spild af tid og energi: Dem der har set mit køkken i bulkperioder ved hvad jeg mener. Det ligner Jerusalems ødelæggelse efter de første reparationer. Ens immunforsvar og helbred er ikke tjent med oversterile omgivelser, da vores fysiologier tilsyneladende har brug for stimuleringen fra urenheder for opretholdelse af helbred.

Men almindelige vesterlændinge, og særligt danskere, har et sløset, lemfældigt og usundt forhold til hverdagshygiejne. Helt anderledes er det japanske folk. 140 mio mennesker der uden videre skruer deres i forvejen gode vaner up a notch for at inddæmme Corona. Samuel Huntington havde ret, det japanske folk er virkelig noget for sig selv, en særskilt civilisation. “The Emerging Japanese Superstate” af Herman Kahn fra 1970 (fra RAND Corperation) tog fejl i konklusionerne om fremtiden, men argumenterne og mellemregningerne var sobre, og der er intet overraskende i at et sådant folk som det japanske kan vende skuden og tage kontrol af situationen, modsat magelige, dovne og udisciplinerede vesterlændinge der skyder genvej hvis de kan (den føromtalte algoritme der sikrer epidemi i bl.a. Danmark, og som man nu med kampagner, påbud og sanktioner desperat forsøger at påvirke).

Helt tilbage siden arboreale menneskeaber, før Lucy, har hvad der senere blev til mennesker levet i diverse konkurrencer og ekvilibria med parasitter. Menneskehedens historie er historien om parasitter også: Fra den afrikanske savanne, der ikke kunne befolkes pga tsetsefluernes dødbringende og handicappende sovesyge, til Mellemamerikas ruin. Hernán Cortés, den spanske conquistador, havde ganske rigtigt skydevåben og ambitiøse mænd med sig, men det var kopper der sønderrev Aztekerriget. Aztekerne havde i modsætningen til spanierne ingen immunitet over for kopper, og døde således i hobetal, mens “guderne” jo i det primitive folks optik jo havde valgt side, ide spanierne skånedes. Med et usynligt våben tildelt ham af omstændighedernes tilfældighed besejrede han en hær som var ham kvantitativt fuldstændigt latterligt overlegen. Kopper var formentligt også hvad tillod conquistadoren Pizarro at overvinde Inkariget, efter kejseren døde af sygdommen som også sønderrev befolkningen og gjorde den ude af stand til at slås. I husker måske Mel Gibsons glimrende film Apocalypto (2006), hvor man til allersidst ser de første skridt af Mayaindianernes kontakt med spanierne der ankommer med båd, hvor I måske tænke: “Hvem fanden er ham der kommer sejlende der?” Svaret er ingen ringere end bringeren af godt og vel 30 forskellige grufulde sygdomme til amerika, selveste Christopher Columbus. Nogle af jer har måske undret jer over titlen på filmen, “Apocalypto”. Dér har I svaret.

Den sorte pest tog livet af 30-40%+ af den europæiske befolkning i løbet a 1300-tallet, op mod 50 mio mennesker. Den skyldtes en bakterie (Yersinia pestis), som rotter og lopper lever i nogenlunde balance/konkurrence med, men når mennesket rammes, så er skaden overvældende – ikke ulig antiloper vs sovesyge, og mennesker vs sovesyge. Det 19. århundrede var koleraens kronede dage. Apropos kroner, så har intet smadret så mange planer konger har lagt som tyfus. Penicillin ændrede verdenshistorien, og måske udfaldet af 2. verdenskrig. Listen af epidemier der har smadret befolkninger i Kina gennem de sidste 2000 år er mere end en håndfuld sider lang. Dem af jer der var unge i 80erne husker den angst og usikkerhed der var ved at leve i AIDS’ tid. Malaria er skæbnesvanger for millioner atter millioner mennesker hvert år, og sådan har det været i mange årtier. Den Spanske syge, nu 101 år siden, behøver jeg disse dage ikke skrive mere omg

Verdenshistorien er fra en biologisk optik historien om livsformers konkurrencer mod hinanden i fødekæden. Den er om epidemier. Den er om mikroparasitter der fortærer mennesker: bakterier, virus, svampe, protozoer. Den er også om makroparasitter der fortærede mennesker, så som løver og andre vilde dyr. Og da historien ændrede sig og vi kom i toppen af fødekæden, der ændrede makroparasitten sig fra at være løven til at være mennesket der fortærede mennesket, både bogstaveligt talt via kannibalisme, men også i en mere filosofisk og samfundsmæssig forstand, som i slaveri, feudalisme og stavnsbånd. Vi er for så vidt selv at betragte som formidabelt grufulde parasitter for andre livsformer, da vi indtager en (dominant) plads i fødekæden og benytter/udnytter naturen og på mange måder dominerer planeten. Det er dog værd at nævne, at vi også er den livsform der rent faktisk reflekterer over dette forhold, og at en del mennesker lever med kompromis på den rene biologi, nemlig styret ud fra/i konkurrence med et moralsk imperativ også.

– Dustin Hoffman som Col. Sam Daniels fra USAMRIID, “Outbreak” (1995)

COVID19 er ikke the end of the world som fx virusen i Outbreak er det: Luftbåren og ekstremt smitsom, 100% dødelighed og hypervirulent. Men situationen er meget alvorlig, meget usikker, og meget drastisk. Den kan ende med dødsfald i hjemmet, og utidelig bortgang af dem man elsker. Det er absolut oplagt at de “2 ugers nedlukning” bliver til mange flere uger end det, men man vælger at kommunikere på en måde som tilgodeser den brede befolkning, så de kan vænnes til at acceptere af den nye virkelighed. 2 ugers shutdown svarer til at give en kvart antibiotikakur. Men, mere positivt: Der er al grund til at tro at en vaccine om et til halvanden år kan bringe os tilbage til verden vi kender, og de klogeste hoveder er allerede i gang. Jeg så fx Ali Salanti i baggrunden i en video fra DR omkring den danske vaccineindsats mod COVID19. Og netop nu er hundredvis af forsøg på hundredvis af forskellige behandlinger i gang som så hurtigt som det er muligt vil fortælle os, i hvilket omfang vi positivt kan influere på et COVID19 forløb med eksisterende medicinske teknologier, lige fra malariamedicinen klorokin (eller den mindre toksiske HCQ) til antivirale agenter til nutrientterapier og kosttilskud og alt muligt andet. [Opdatering 23 maj: Der ligger nu data på at ebolamedicinen Remdesivir har væsentlige effekter mod Corona for visse patienter, navnlig dem i risiko for iltmætningsproblematikker – seneste data fra Lancet peger ikke på gunstig effekt ved HCQ] . Derudover følger jeg en lang liste af forholdsregler for at minimere ekspositioner samt interventioner på kostfronten og med kosttilskud for optimal immunvigilens.

Vi har de seneste dage alle set billeder af mennesker fra det almindelige, civile samfund der blæser på reglerne udstukket af højeste myndighed: den sundhedsfaglige, den voldsmonopole, ja, sågar den åndelige og moralske leder for mange, nemlig Dronningen, som brød mangeårig tradition for at levere en opsang og ret beset sige til en (for) stor del af befolkningen at de var selvoptagede fjolser. For sandheden er at vi i disse dage bevidner makroparasitisk adfærd. Og det er raske mennesker, en del af dem unge og uden for risikogruppen, der udviser usolidarisk adfærd. Solidaritet er ikke som mange tror at alle bidrager “ligeligt” – det betyder i højere grad, at der er nogle der giver mere, og giver det der kræves, for at helheden kan hænge sammen. Men, der er et segment der ligesom så megen anden biologi respekterer intet andet end rå magt og styrke. Det er fra et samfundsperspektiv og for moralske, anstændige mennesker udfordrende tider at være vidne til uapologetisk dissens der kan have døden til følge for endog rigtigt mange mennesker – sågar ens egne pårørende – for ikke at nævne al den collateral en pandemi medfører af økonomiske, personlige, sociale, og relationelle skader. Den sabotage af fællesindsatsen som vi ser den non-compliant del af befolkningen stå for eroderer folkesjælen og demokratiet, og motiverer til anarki, survivalism og might is right.

Det hjælper at have den rigtige optik på. Pak forargelsen væk alene for jeres egen skyld, for når I bevidner en eller anden ung makroparasit trodse tidens absolut nødvendige omstillinger, så er det hverken mere eller mindre mystisk end når en ko græsser på marken eller en hund æder fra en skraldespand: Det er biologi, akkurat som det er mikroskopisk biologi, noget der er en milliarddel vores størrelse, der disse dage er ved at splitte verden ad og som bringer en usikker fremtid med sig. Som en bruger på reddit ved navn “simonsays” kommenterede på den uciviliserede og umoralske adfærd i stil med: “Du får en plads i solen, så mormor kan dø i stolen”.