For mig handler træning i høj grad om sanseindtryk, om fornemmelser og følelser: syren der bygger i lårene under squats, fornemmelsen af håndtaget der ligger helt perfekt i pushdowns, den forfriskende smag af en tropical smag proteinshake under træning, helsende havvand i sommertiden. Træning handler i høj grad om at mærke sig selv, og fornemme, og sanse og opleve.
Men træning handler i høj grad også om ikke at mærke sig selv. Hvad end vi taler endeløse volumentræning, sets til failure, forced reps, dropsets, kvalme og svimmehled, force-feeding af 7500 kcal/dagen, sved, ubehag og at suspendere alt andet der er rart og godt, men som ikke tjener missionen – som ikke fodrer den bodybuilding megamaskine det tager at komme nogen vegne.
Det kan anskues som en krig. For det er en krig. Missionen er muskel, og krigen har en klar vinder eller taber. Enten opnår du dine mål, eller også gør du ikke. Det står i allerhøjeste grad og falder med din evne og vilje til at løfte igennem, træne trods, og eksekvere.
Der er megen visdom at hente i fiktionen. Oliver Stones “Platoon” (1986) er nok fiktion, men handler om noget, der var nok så ægte: nemlig Vietnamkrigen. I filmen er Chris (en ung Charlie Sheen) smidt ind i det splitterravende sindssyge kapitel i verdenshistorien, som var Vietnamkrigen.
Der møder han to mentorskikkelser, to åndelige ledere, der hver repræsenterer en vej og en måde at gå til krigen – til død og til livet – på. Willem Dafoes karakter, Elias, repræsenterer en humanistisk, mere hippie/liberal (Demokraterne) tilgang til krigen. Tom Berengers karakter, Barnes, repræsenterer en hardcore, hypermilitaristisk “målet helliger midlet”, “krig er krig” (Republikansk) tilgang.
Barnes: en eminent, krigshærget soldat for hvem målet helliger midlet.
Hvad gør filmen så mesterlig er, at begge tilgange er meget velargumenterede, for det er krig. For Elias er der moralske regler og krigens love, altså humanistiske værdier, som skal værnes om trods/i krigsførelsen – a la ét liv er ligeså meget værd som 100, og en vietnameser er et menneske, og en amerikaner er et menneske, og dermed lige meget værd. Ligesom en læge ikke kan tage livet af én patient for at redde 10. For Barnes, der handle det om at vinde. Når Viet Cong kan gemme sig blandt landsbyfolk, så er antagelsen, at alle landsbyfolk kan være Viet Cong. Og selvom de to soldater repræsenterer to modpoler, så er de begge ækvivalente, både i rang (sergenter), og i dygtighed, og som åndelige ledere for deres mænd, hvis skæbne helt og holdent står og falder med sergenternes lederskab. Den ene tilgang er ikke mere amerikansk eller antiamerikansk end den anden, og selvom plottet klart udfolder sig således at Barnes’ vej kammer over til det umoralske, så er de moralske, etiske og filosofiske implikationer af den vej de hver især repræsenterer ikke på nogen oplagt måde “ond og god”, “forkert og rigtigt”, hvilket gør filmen mesterlig.
Why do you smoke this shit? So as to escape from reality? Me, I don’t need this shit. I am reality. There’s the way it ought to be. And there’s the way it is. Elias was full of shit. Elias was a crusader. Now, I got no fight with any man who does what he’s told, but when he don’t, the machine breaks down. And when the machine breaks down, we break down. And I ain’t gonna allow that in any of you. Not one.
Barnes er en eminent soldat, og den art du vil have ved din side, når det gælder liv eller død. En ikonisk scene er hvor delingen rammes af et snigangreb om natten, og en soldat såres og ligger i vræl og gråd over den store smerte. Men det går ikke at afsløre positionen eller demoralisere de andre, så Barnes tager fat om munden på ham og beordrer ham til at “Shut up! Shut and take the pain! Take the pain!”
Jeg har, navnlig i sommerperioder, i forbindelse med hardcore træningscyklusser og two-a-day træning ofte tænk mig væk til en art Vietnam. Kan I forestille jer hvor spliterravende sindssyg den krig var? Alt var hamrende galskab, nedbrydning af sans og menneskelighed: krig, lemlæstelse, tropesygdomme, kammerater der blev skudt i smadder, psykiske nedsmeltninger, overgreb på civile, krigsforbrydelser, secret operations, Booby traps, politisk- og militær svigt, bagholdsangreb, kemisk krigsførelse, napalm & paranoia – og alt sammen 12000 km væk fra hjemlandet U.S.A., parkeret i en klam, fugtig jungle med mudder, parasitter og grufuldt, kvalmende klima, hvor hvert et buskads kunne være en fjende i ghillie dragt. Fulminant menneskelig lidelse.
Så prøv at sætte jer ind i, at hver en træning er en krigsmission. Hvert sæt, hver rep, er liv eller død. Rammer du forbi – så dør du. Spiser du ikke – så dør du. Bliver du hjemme fra træning – så dør du.
Der er perioder man kan høste uforholdsmæssig intensitet ved netop at tappe ind i den slags mentale beredskab, den reserve af ammunition som man kan skyde med. I sommerperioder har jeg tit bevidst trænet endnu mere, endnu hårdere, og bulket godt igennem netop på grund af varmen. For at gøre det hele værre, mere ulideligt. Trænet i endnu mere og varme og tykkere tøj for at svede det mere. Så mens andre smider tøjet for at gøre det mildere og mere skånsomt og rart, så tager du varmt, tykt tøj på for at gøre det værre.
En mere familievenlig formulering af Barnes’ filosofi forefindes i Martin Koves “Karate Kid” skikkelse: “When I was overseas, it was hard to hell who was the enemy. A defenseless local one minute would pull a knife on your throat the next.” – Captain John Kreese (ret.), “Cobra Kai”, 2021
Ville du helst være i Vietnamkrigen, eller dyrke hardcore bodybuilding? Svaret er givet. Det du kan gøre er at tage den energi, som de tusindvis af mænd, som var i krigen, og smide den ind i træningen, som om den var krig. De kunne Vietnamkrigen, og udstå alle de rædsler skitseret ovenfor. Kan du ikke også? “What one man can do, another can do”. Så forestil dig hvor langt du kan tage din træning, hvis du gik til den som om du skulle overleve en Vietnamkrig. Gå til træningen, som om det var krig.
I tider hvor mindsettet er således kan man fordybe sig i tiden og stemningen. Udover Oliver Stones Platoon er der Francis Ford Coppolas Apocalypse Now (1979). Man kan læse meget om krigen. Mest interessant af den læsning er hvad foregik mere skjult, dvs. Special Forces, også kendt som “Green Berets”. Hvad de foretog sig bag linjerne, og hvad C.I.A. lavede dengang, det trodser næsten fantasien. Musikken fra & om den tid er også så karakteristisk. En hippie og flower power bevægelse der udfoldede sig sammen med et krigscirkus af historiske dimensioner og stor lidelse. Jeg kommer i tanke om Donovans sang “Hurdy Gurdy Man”, som jeg tit har trænet til:
Histories of ages past
Unenlightened shadows cast
Down through all eternity
The crying of humanity
Barnes er blevet skudt 7 gange, men er ikke død. Hans ansigt er et stort ar. Hans udødelighed og lederskab er delingens styrke, mytologien der bærer dens mod. Den udødelighed kan du tage med dig til træning, når du står og repper ud i squat eller dødløft, eller laver dropsets i rygtræning eller incline pressing, og møder smertegrænsen. Træn forbi den. Du skal IKKE mærke dig selv og alt det bullshit som er så populært i dag, andet end mærke hvor ufattelig dejlig fornemmelsen af det hele er. Skru op. Mere af det. Tap ind i reserven. Fortsæt, fortsæt, fortsæt. Gennem junglen i Vietnam. Lad dine sæt starte, hvor andres slutter.
Så når jeg taler om at du misser dine reps, misser dine måltider, misser din søvn, at så dør du, så er det ganske sandt. For visionen du har om det du ønsker at opnå i form af masse & styrke, det er din drøm. Din drøm skal ikke dø, den skal leve. Så gør som Barnes befaler: Shut up and take the pain!
~~~
Husk som altid I kan støtte hjemmesiden her og bidrage til fremtidige artikler & podcasts med bidrag – send mail til simon @ supertraining.dk for at bidrage til indholdet.
Perfekt læsning inden et dødløftpas. Tak.
Intet mindre end fantastisk, råt og orginalt content. En mangelvare i dagens dødssyge zoombie mainstream tid, tak for det.
“Lad dine sæt starte, hvor andres slutter.” – episk!