#26 – Apropos mavefacon

En mail jeg har modtaget ønsker mig uddybe hvad forklaringen er på forskellen på folks forskellige mavefacon trods ens fedtprocent.

Det er et fint emne at tage op på bloggen. Faktorerne er flere.

Indledningsvist skal det fastslås, at der er en almindelig sammenhæng mellem almindelig kropsstørrelse, og så størrelsen på individuelle kropsdele i det omfang disse kropsdele kan være genstand for forøgelse i størrelse, bl.a. ved at være trænerbare. Dette, trods hypertrofi langt hen ad vejen er lokalt betinget. En bodybuilder på 115 kg vil som udgangspunkt have en større mave end en på 90 kg.

En del af forklaringen skal findes i folks kropsholdning. En almindelig lidelse er _anterior pelvic tilt_ – det vil sige at bækkenet tiltes, røven skydes bagud, hofterne let bøjet. Dette presser maven ud og frem. Kombineres dette med øvrige holdningsproblemer – dårlig holdning, at falde sammen – presses maven ganske enkelt ud. Løsningen her er at få hofterne ind under sig, brystet let frem, skuldrene tilbage, og nakken i neutral stilling (dvs. at undgå hvad jeg kalder “Pigeon syndrome”:https://supertraining.dk/articles/8/3-tip-undga-the-pigeon-syndrome-part-1).

En anden del af forklaringen er individuel kropsbygning.

Sammenlign her en bodybuilder som Sonny Schmidt, mesoform, bredtaljet og med en form for tøndefacon…

Med fx Brian Buchanan, kendt for sin hvepsetalje.

Poseringen er ikke den samme, men det burde være åbenbart at der er grundlæggende, væsentlige forskelle i kropsbygningen.

I øvrigt synes jeg bedst om Sonny Schmidts facon. Måske fordi min egen struktur minder mere om hans.

Som Anders Nedergaard forklarer i denne artikel er løsningen ikke nødvendigvis bedre kontrol over mavemuskulaturen (ikke abdominalerne, men tranversus abdominis) for bedre styring og holdningskorrektion i afslappet tilstand, men at arbejde bredt og fjernet med øvelser der stiller krav til stabilitet i maven og aktivering af glutes er som udgangspunkt en god idé for holdningskorrektion, ikke mindst pga. øget bevidsthed om musklerne og hvordan de påvirker holdningen.

Med hensyn til heavyweight profesionelle bodybuildere og deres store maver, så er forklaringen givetvis den at tiltagende – som i tiltagende med hver ny generation eller line-up af BBere – forbrug af anabolika og insulin er ansvarligt. Anabolika, mandligt kønshormon, øger visceral fedtlagring til ugunst for lagring i ekstremiteterne. Her har du også forklaringen på hvorfor piger i højere grad end mænd har bløde lår og arme. Insulin øger også bugfedme (hvad der vist mere er korrelativt end egentligt kausalt identificeret), og er et populært stof for bodybuildere til at øge deres kropsvægt. Eventuelle endokrinologer må gerne bidrage deres del og forklare hvorledes hGH og IGF-1 er mindre ansvarlige end alm. anabole steroider og anabolika, men grundlæggende savnes vel en hypotese for det skulle være tilfældet. Organerne vokser selvfølgelig med kropsvægtforøgelse, jf. min indledende pointe, men næppe nok til at være udslagsgivende. Når det så er sagt så er vi ude i nogle ekstreme tilfælde som det medicinale etablissement ikke har undersøgt grundigt, så teorier er velkomne.

Fra antikken kan peges på en interessant observation, nemlig Herkules vs. Adonis.

Adonis, let muskuløs, relativt lille midtersektion. Det samme kan ses på skulpturer af Apollo.

Sammenlignet med Herakles, eller som de fleste kender ham, Herkules.

Massive lår, men afbildet med bredere talje end underkrop. Her signalerer hans kraftige og muskuløse midsection POWER. Og er strengt taget det visuelt mest prominente ved skulpturen.

Adonis og Apollo vs. Herkules – en smagssag.