Den almindelige, ikke-trænende (eller blot hyggetrænende) person tænker nok, at skal man træne, så skal man bruge et træningscenter. Ikke dermed sagt at man ikke kan træne andre steder også, men i et træningscenter, der kan man træne. Har man nogle års træning under bæltet med noget der dog minder om et egentligt formål med hele øvelsen, så opdager man at en lang række betingelser skal være på plads før man EGENTLIGT kan træne, og altså træne ORDENTLIGT.
Jeg har tidligere blogget om standarden i danske fitnesscentre, og jeg vil ikke bruge tid på at snakke om udstyr, tunge håndvægte og magnesium her. Hvad jeg vil snakke om, derimod, er en anden vigtig betingelse for et godt træningsmiljø: fraværet af uduelige idioter.
Kort sagt så er den uduelige idiot en person der befinder sig i træningslokalet når vedkommende burde befinde sig andetsteds. Hans tilstedeværelse er ofte en sådan pestilens, at det var bedre at han befandt sig langt, langt væk. Hans blotte tilstedeværelse subtraherer fra træningslokalets energi og væsen.
Snarere end komme med en nøje overvejet definition på hvad en uduelig idiot er, så vil jeg i stedet præsentere nogle typer. Dette vil udgøre en liste, en oversigt som du kan forholde dig til, og ud fra den danne dig et billede om du tilhører denne gruppe af uønskede elementer.
Vi starter med Akademikeren. Din post-workout drik er caffe latte. Du er ikke komme for at træne, men for at snakke – noget du har til fælles med de andre uduelige idioter. Du vil hellere diskutere Kants kategoriske imperativ end løfte en vægt, selvom du befinder dig omgivet af vægte. Der er god sandsynlighed for at du stemmer Radikalt, og næsten sikkert er det at du læser Politiken. Du har formentligt briller, som du også har på når du træner, selvom de er upraktiske. Du har i hvert fald ikke et par til træning som sidder ordentligt fast. Du kan positivt intet præstere i et vægtrum, og kommer aldrig nogensinde til det, da dit pseudointellektuelle engagement er påtaget fordi du ikke kan fungere i en arena hvor man kommer X i maskinen og den spytter Y ud i 1:1 forhold. Biblioteket ligger dén vej, men der hører du næppe hjemme, for der må man ikke snakke og ævle i et forsøg på at blive hørt.
Så er der ham der er HAAARDCOOOREEE. Der er god chance for at du har skæg. Har du udtalt androgenic alopecia er der god chance for at du har endnu mere skæg. Du hører sandsynligvis noget så HARDCORE musik som DISTURBED! YeaH! HARDCORE. Du kan måske squatte en 120-130 kg for reps, og der er god chance for at det er i en ultra-wide stance low-bar SL stil der aktiverer dine quads ligeså meget som square dancing gør det, men så stopper festen også her. Det kan også være du hører noget så prætentiøs lortemusik som Metallica eller Rammstein. AC DC kan godt være før din tid, så uagtet det er lortemusik, så er det ikke det du dyrker. Det hænder dog at nogen sætter det på og du foregiver at lide det og så kan I lade som om I har det til fælles og dermed blive knyttet socialt. Du har i hvert fald sort tøj på, for det er mere HAARDCORE, og gerne nogle slidte, grå shorts eller sweatpants, for det er mere hAAArDc00re.
“AW WAH-A-HA-AH!” HAAARDCOOORE
Så har vi ham der forveksler biblioteket med et træningscenter. Nej, jeg mener ikke akademikeren. Akademikeren har alt for travlt med at snakke så andre kan høre ham. Bibliotekslæseren er ham der går og læser avis mellem sæt. Er du i stand til koncentreret at læse avis mellem sæt, så laver du ikke dagens gode gerning. Så enkelt er det. Træn, og læs så din avis. Endnu bedre, træn, og lad være med at læse avis. Aviser gør mange dummere end de i forvejen var, men giver samtidig indtryk af at læseren er blevet klogere. Det er et enormt problem i samfundet at folk tror de er kloge når de i virkeligheden ikke er det.
Så har vi fløjteren/nynneren. Igen, hvis du har overskud til at gå og synge og fløjte og nynne mellem sæt, så laver du intet.
Og så er der snakkehovederne. Har du også flere reps til dine kæbemuskler end til din underkrop, så kan du nok prale af en 5RM i squat i omegnen af 75 kg, og ingen ville nogensinde have dig mistænkt for at træne. Mit budskab til dem der snakker er: Lad være, med mindre du konkret er berettiget i at snakke. De fleste mennesker har intet interessant at sige. Det betyder ikke at interessant samtale er forbudt. Det betyder at du ikke skal snakke med mindre du har noget interessant at sige. Det burde for mange resultere i noget nær total tavshed, men det sker desværre ikke. Folk der står og benbøjer og dødløfter 200 kg for reps gider ikke høre på dit uinteressante ævl. Og lad os være ærlige: Træning tiltrækker mange idioter. Særligt slemt er det hvis du vælger at snakke, fløjte eller nynne mens nogen rent faktisk performer og træner seriøst. På stranden er det de mindste hunde der gør og skaber sig mest, mens de store går roligt og bestemt og passer sig selv. Vil du være en chihuahua eller en leonberger.
Og så har vi de indbildske. Ikke at forveksle med træningsdemokraterne, som jeg kommer til senere. De indbildske er ofte egoistiske kombineret med at være indbildske, dvs de handler egennytteoptimerende i det selvbedrageri at deres resultater begrunder en sådan adfærd. “mig først”, peb chihuahuaen. Skal jeg illustrere et eksempel på dette fra min egen tilværelse så skulle jeg engang reppe 150 kg i meget close grip bench med langsom excentrisk, men en kvinde var i gang med 25 kg bænkpres med samme stang. Har man været på 150+ i CGBP ved man hvad forskel en 29mm SL stang gør fra en 28mm OL, og der er ingen substitut. Men nææ nej. Ikke tale om at bytte. Hendes 25 kg bænkpres skulle partout foregå med den eneste, tilgængelige SL-stang.
Træningsdemokraterne er ikke egoistiske, overhovedet. De mener, i god, gammeldags DGI stil, at det vigtigste, det er fællesskab. Lige muligheder. Man har ikke mere eller mindre ret til en stang eller skiver i tilfælde af udstyrsmangel hvis man kan dødløfte 250 kg for reps end hvis ens 3RM er 85 kg. Træningsdemokraten vil ofte være havnet med den attitude han har fordi han enten ikke har kunnet præstere i et konkurrencemindet miljø, eller også har han i lyset af sit træningsresultatvakuum efterrationaliseret at det vigtigste, det er at man må være MED. Træningsdemokraten vil ofte være 40+, og være gået totalt i stå i privaten. Personligt er jeg langt nærmere op ad might is right end træningsdemokrati. Sparta slog jo som bekendt Athen.
Og så har i geriatrikeren, en undergruppe til snakkehovederne. Geriatrikeren har trænet i centeret i længere tid end du har levet, og trods du på den tid du har trænet har opnået mere end han har hele sit liv, så mener han sig nu alligevel mere “forbundet” til det hele. Geriatrikeren er ofte ensom, og kommer til træning for social stimulus. Men du kære gamle, de unge der træner der kommer ikke for at være dine besøgsvenner. Lad dem være, og stop dine røverhistorier om “de gamle dage”, og hvad du kunne dengang og hvor fantastisk det hele var. Det gode ved geriatrikeren er at han ikke har længe igen. Problemet er dog, at når han dør, så tager en ny hans plads, for tiden går jo. Så der er altid mindst én. Fred være med at man er gammel og hygger rundt til træning. Det er glimrende. Hvad ikke er glimrende, dog, er ævl og bævl, uanset hvem kilden er. Når gamle folk vælger at vrøvle i min retning mindes jeg altid om at hvis jeg står stille og lytter til deres snak, så når jeg selv at være blevet gammel.
Så har vi også foamrolleren. Han bruger 2-3x så meget tid på SMR, foam roll, udstræk, mobilitet, opvarmning og Z-health som han bruger på egentligt at træne. Det er faktisk ikke sjældent, at foamrolleren varmer ruller, strækker, masserer, laver aktiveringsøvelser, varmer op, og dernæst går i bad og så hjem. Altså ingen egentlig træning. Foam rolleren mener det godt, men han er overordentlig uduelig. En idiot er han, ganske rigtigt, men han gør nu ikke skade på sine omgivelser. Et problem er dog når de kommer i en gruppe, for det resulterer ofte i kæbetræning. Foamrolleren er i praksis altså først idiot i pluralis.
Så har vi Team Bench Press. Alderen kan variere, men det er et entourage af gennemført uegnet genetik der maxer i flad, konventionel bænkpres mindst 1x om ugen. Pressetræning kan så efterfølges af lidt mavetræning og curls, og jeg har hørt rygter om at de en sjælden gang forsøger sig med bentræning. Team Bench Press ævler og kævler og snakker ad nauseam om deres performance den konkrete dag, som kan variere lige fra en 1rm på 105 kg til 115. “I dag er den der. Den er god i dag”/”aaahh…føler mig lidt træt i dag”. Forced amok, skæv lockout, råb og skrig, internt roterede humeri. Jammeren er ligeså endeløs som deres forsøg på ny rekord er det. Det primære problem med et Team Bench Press er når de optager fint og godt udstyr som andre kunne have brugt i stedet. Deres gøren og laden er ofte så absurd og åndssvag at de ville egne sig langt bedre i cirkus end i noget center.
Og så har vi Crossfitteren der snakker om WODs. En karakterstik er ikke nødvendig.
Listen kan jo fortsættes i én uendelighed, men her er berørt nogle af de værste.
“Hans tilstedeværelse er ofte en sådan pestilens, at det var bedre at han befandt sig langt, langt væk. Hans blotte tilstedeværelse subtraherer fra træningslokalets energi og væsen.”
Skal alle tøsebørnene i stramme bukser, som ikke laver noget også fjernes?
Jeg tror desuden, at du kunne have været gode venner med Hitler. I stedet for “arbeit macht frei”, kunne dit slogan være “trainieren macht frei”.