#262 – Stay Hungry: Appetit på Træning

Træning handler fundamentalt om passion og disciplin. Passionen er hjertet, mens disciplinen så at sige er i hovedet.

Disciplin uden hjerte, uden passion, er spild af tid, og dermed spild af liv. Lav noget du er passioneret omkring, alt det du kan. Læser du dette, så er der en god chance for at du er passioneret omkring træning – good for you! I så fald, læs videre.

Et bemærkelsesværdigt træk ved vores dyreart er de enorme forskelle der er, i alskens af vores egenskaber. Mens de store fysiske forskelle der er på mennesker – højde og drøjde, hud og hårfarve – er synlige for selv et barn, så er de personlige forskelle afgjort ligeså store, men måske mindre åbenlyse.

En af de kæmpeforskelle der er på mennesker er deres appetit på tilværelsen. Og for trænende menneske, deres appetit på træning. Timingen af dette indlæg med pandemien er selvfølgelig oplagt, når nu så mange ikke kan få dækket deres appetit.

I kender formentligt nogle mennesker, der går dagen i møde med et åbent sind, med nysgerrighed, og et ønske om at opleve, udrette, lære (og lære fra sig). For dem handler det om at skabe noget, og gøre en forskel. I almindelig tale kunne det kort hedde at være positiv. I kender formentligt også en god slat flere, der “tager tingene stille og roligt”. Fra træningens verden kender vi selvfølgelig til samme spænd – lige fra den ultrahard worker som smadrer sig selv sønder og sammen, og så til fyren der sidder og er ved at falde i søvn i den siddende bicepscurlmaskine. Men det er mit klare indtryk at et flertal af mine læsere har mere til fælles med ham med den store appetit og positive attitude, end med ham der tager tingene stille og roligt.

Mennesket er generelt tjent med at føle, at det har et formål. Vi ved fx fra undersøgelser, at mens nogen måske finder en kortvarig, umiddelbar tilfredshed ved at havne i jobs hvor de ikke rigtigt behøver lave noget men får deres løn alligevel (fordi chefen ikke ved de ikke laver noget, eller fordi de har et Bullhshit arbejde) – en jo egentlig favorabel position fra en stringent homo economicus-model – så er det ikke noget, som de på den lange baner bliver hverken tilfredse, glade eller lykkelige af. Paradoksalt nok, så rapporterer sådanne ansatte om stress. Ja, du læste rigtigt: stess. Og andet skidt, oveni. Ikke kun det objektive forhold at være formålsløs og nyttesløs men også den subjektive oplevelse gør for mange mennesker ikke noget godt. Det handler også om oplevelsen ved at nøjes, trods man ved der er potentiale til mere, og at vedkommende er længere nede i fødekæden: En sådan er getting by her i tilværelsen, i stedet for at leve mere på sine egne præmisser.

Bodybuilding handler langt hen ad vejen om at skabe sit eget formål. Og det er et formål der, uanset i øvrigt at have en mere eller mindre dyb filosofisk forankring, er til at tage og føle på: Du ER formålet. Trods visdommen indeholdt i John Donnes 400-år gamle “No Man is an Island”, så er Bodybuilding mestendels et individuelt foretagende. Ingen kan løfte vægten for dig, ingen kan slæbe dig til træning, ingen kan spise maden for dig, ingen kan presse dig ud over den grænse der skal til for at få noget som helst afgørende og selvrealiserende ud af træning. Du alene er ansvarlig for dine resultater, og for at omsætte dine visioner og drømme til resultater.

Det betyder ikke, at der ikke er en endog stærk dependens af andre også. Som tydeliggjort i disse tider, så er en moderne Bodybuilder ganske afhængig af civilisationens rammer for at kunne fungere. Det er supermarkedet der leverer de mange kvalitetsmadvarer der skal til for optimal træningskost. Det er fitness- og foreningscentre der for langt de flestes vedkommende sætter rammerne der tillader optimal træning. Det er en idrætsmediciner med speciallægeuddannelse der tager sig af sportsskader du ikke selv kan løse. I det hele taget er der et stort apparat og kedsløb som præsenterer de stabile rammer der sikrer daglig compliance og kadence. Et kredsløb som du selv er en del af, og som du, forhåbentligt via noget du er passioneret omkring, også bidrager til. Denne dependens er der en del mennesker der konfronteres med nu. For trænende, navnlig deres lukkede gym. Det er ikke en dependens der er genstand for mange trænendes mennesker tanker i hverdagen.

Men forholder vi os til de stabile rammer der kendertegner den almindelige hverdag, så er din træning et foretagende du selv er herre over. Langt mere end ikke, så kan du smide X ind i maskinen og få Y ud igen, og uden at fx manglende indsats fra en holdkammerat skaber et misforhold mellem indsats og udbytte.

Det interessante ved ikke kun træning men mange former for succes her i tilværelsen er, at et Matthæeusprincip gør sig gældende: Ligesom det er dyrt at være fattig, så har succes en tendens til at avle succes, og træning er ikke en undtagelse. Men det gælder dog træning med a twist. I andre henseender fx i økonomiens verden er der en yderligere begunstigelse alene i kraft af en forudgående begunstigelse. I træning får du absolut ikke noget forærende, hvilket er utroligt smukt. Men den rette attitude til træning, dvs. koncentration, disciplin og flid der alle udspringer af passionen for stoffet handler et sted om at knække koden for hvordan du træner. De fleste med succes oplever nogle kvantespring i deres træningsforståelse, som dels er øget skill level, dels stigende appetit som følge af resultater, der i naturlig forlængelse af vestlig selvrealiseringsfilosofi som vi kender fra mere moderne tid – stay hungry, climb the mountain – giver lyst til at opnå flere resultater endnu. Og således er der en positiv, selvforstærkende effekt. Den store appetit bliver større.

I tider som disse er det værd at reflektere over appetitten på træning, for god træning er for mange en umulighed i disse ekstraordinære tider. Det er en gammel klassiker, at man ikke ved hvad man har før man mister det, og nu mere end nogensinde før er der på et globalt land en masse mennesker, der oplever en fornyet appetit på træning. De får det på afstand, lider afsavn, og får måske og forhåbentligt nogle nye filosofiske perspektiver om hvad træningen betyder for dem. Vi kender ikke mindst til dette fænomen om fornyet appetit og revitalisering af passion fra sportsfolk, der efter en længere hiatus gør comeback. Eksemplerne herpå er legio. Apropos den manglende glæde ved at få løn for et arbejde man ikke behøver udføre, så trækker det i sportsmanden at vide, at han ikke længere udretter det han kan, gør gavn og nytte, selv hvis det er et projekt han selv har formuleret og egentligt mest er et projekt til nytte og gavn for ham selv. Men at nøjes er ikke en fornøjelse.

Mens der afgjort er en konflikt mellem nedlukningen af samfundet og så passionen for træning for mit vedkommende, så er der ikke en med disciplinen. Der er en fin linje mellem at være passioneret, og så at være obsessiv, og mens I måske er stødt på personer der i mangel af bedre ord på diverse SoMe-platforme praler af at være obsessed, så er det et passiv. At blive eller være obsessiv er ikke en station længere henne ad sporet mod øget massivitet og gains, måske endda tværtimod. Det er ikke en kvalitet, i ordets positive forstand, men en afhængighed og en svaghed.

Andet end at jeg har en stor appetit på træningen qua passion, så er jeg ikke  generet af nedlukningens indflydelse på træning. Det er hvad det er. Det er et simpelt spørgsmål om at mobilisere sin disciplin om at have et rationelt, fattet forhold til, at der er en midlertidig eksternalitet der afsporer ens planer. At dyrke, dele og italesætte en masse frustrationer, selvudslettende tanker eller selvoffergørelse om what is bringer dig ikke et menneskehår tættere på sporet igen, og gør dig i øvrigt ikke noget godt, andet end i det omfang der er en erkendelsesproces af en midlertidig afsporing som unægteligt medfører et stort catch-up arbejde. Det er at dyrke dramatikken og være i sine følelsers vold, hvad jeg vil kalde uhensigtsmæssig og dysfunktionel adfærd. I stedet, brug energien til at organisere dig rationelt som du nu kan, så du kan damage controlle noget af hvad denne ufrivillige pause medfører. Er mulighederne få, og kan du ikke selv skabe mulighederne, så gå i det mindste en god lang tur i stor bue uden om andre mennesker når solen skinner og få lys i ansigtet. Det er altså en test af din discipling. Ligesom træningen er det.

Personligt glæder jeg mig enormt meget til at komme tilbage til fuldblodet, ubegrænset træning igen: Den perfekte topposition i en kropshævning og strækket over latsne i bunden, følelsen af håndtaget i pushdowns og mind-muscle kontakten til triceps, det vanvittige, skønne pump i glutes ved high-rep dødløft og fornemmelsen af baglårenes stretch under load i bunden af en lying leg curl. Jeg glæder mig til at pakke min gymbag, nyde en god workout-shake under træning, at slå mig selv halvt ihjel og så det dejlige, lange bad efter.

Grundlæggende glæder jeg mig blot til at kunne genoptage kursen, hvornår end det bliver. Indtil da foretager jeg mig det der giver mening. Mit forslag til jer er: Mærk appetitten, brug jeres disciplin og vend de negative tanker til positive, og glæd jer til at komme i gang igen. I vil aldrig sætte så meget pris på træningen igen som glædet ved det kommende gensyn, og mens jeg ikke mener forventningens glæde er den største, så er den dog stor.